Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den rene opstandelse

Jeg er ikke i Auschwitz eller i et mellemøstligt torturkammer. Jeg hænger ikke på noget kors. Men der hænger heller ikke noget kors med en medlidende frelser lige foran mine øjne på de sygehuse, jeg det seneste år har frekventeret i mit kræftforløb.

Artiklens øverste billede
Foto: Sebastian Bozon / AFP

Det var i året 1989. Vores lille familie var høj på vores første store – og eneste – udenlandstur i egen bil. På tapetet var den fransk-tyske strid om Alsace-Lorraine-området, ”Route du Vin” med Alsace, Bourgogne og Rhone-vinene og de mange store tidlige romanske kirker med de enorme rester fra Clunyklosteret, inden en uge ved Middelhavets varme strande ventede som belønning. Foreløbigt var vi på vores oplysningsrejse kun nået til Colmar et godt stykke syd for Strassbourg. Vi stod foran Matthias Grünewalds altertavle på Musée Unterlinden med et af kunsthistoriens stærkeste og mest rystende beskrivelser af Jesu lidelser på korset langfredag. Her blev børneflokken stille. Rystede og fortabte så de op på dette forslåede, forrevne, grøngule, tungt hængende menneske. De fastsømmede fødder og fingre krumme og forkrampede. Ansigt og mund under tornekronen er et langt skrig af lidelse. Der var ingen vej udenom: Vi var med et slag blevet førstevidner på Golgata langfredag.

Spørgsmålene kom stille og fortabte. Hvorfor? Hvorfor al den ondskab og lidelse i verden? Og ikke mindst, hvorfor lige ham? Jeg havde læst på lektien hjemmefra. Jeg kunne, da jeg selv havde fået vejret, også forklare, hvorfor jeg mente denne store altertavle havde set dagens lys.

Isenheimalteret blev lavet som et bestillingsarbejde til hospitalsafdelingen Antoniterklosteret i Isenheim ca. 1513-1515. Klostrenes hospitalsafdelinger var lidelsernes holdeplads. Her endte de fattige og hjælpeløse deres alt for sølle liv, mens kummer og smerter tog til, og kun den udfrielse, som selve døden kunne bibringe, var i sigte. Her var der ingen bløde senge, ingen palliative team, ingen smertelindrende hjælpemidler, men til gengæld gjorde munkene, hvad de kunne, for at trøste ved at sætte den syge og døendes lidelser ind i en lindrende sammenhæng. Midt i smerte og mørke var den lidende ikke alene. Der var håb i, at Kristus, Guds egen søn, kendte deres lidelser. Han var som menneske gået samme vej som dem. Om noget andet kunstværk i verden forkynder Isenheimeralteret det kristne budskab om en Gud, der af lutter kærlighed til menneskeslægten lider med alle lidende og grædende mennesker. Dogmatisk hedder det: sand Gud og sandt menneske. Og som menneske dog med sit skrig: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« (Markus 15,34) tør fastholde, at Gud er med, selv midt i lidelsen.

Jeg indrømmer blankt, var vi ikke lige præcis opvokset i en kultur, hvor det – trods alt stadig – hører til almindelig børnelærdom, at selveste Guds søn led og døde på korset langfredag, så ville vi vel også, som i evangelieberetningerne og i selve den antikke overlevering i øvrigt, spottende råbe: Sagde du ikke, at du var Guds søn? Hvorfor springer du så ikke ned af dit kors og beviser din magt?

Der er to slags fysiske lidelser. De lidelser, vi mennesker påfører hinanden. Hvad enten det er i alverdens torturkamre og fængselskældre, eller det er i trafik og almindelig uforsigtighed i omgang med hinanden. Og så er der den lidelse, som er naturskabt, som hører med til at være et levende væsen, der kan rammes af sygdom og død. Hvad det sidste angår, er vi ud over al måde privilegerede i vort samfund. Vi lever i det, forskerne kalder kohorter, dvs. sammen med mange jævnaldrende. Så jeg møder mange gamle – os fra 65 år og opefter. Og selv om vi lever længere end tidligere, falder vi oftere – og tungere – end yngre mennesker. Vi brækker arme og ben, får nye hofter og knæ, vi får kræft og andre farlige, livstruende sygdomme i højere grad end resten af befolkningen. Kort sagt: Vi fylder på hospitalerne. Og når jeg sidder ved middagsborde, og talen kommer på hospitalsvæsenet, så er der nærmest ikke andet end ros at hente. Kræftpakken virker, vi kommer til uden større ventetid, der kommer endda sms’er, for at vi skal huske aftalen, og hvis der sker aflysninger. Laboranter, sygeplejersker og læger kigger os mildt ind i øjnene – og det uanset hudfarve og sprogtone. Og hver gang de stikker i mig og tager grimme prøver, tænker jeg altid på, at de netop kun piner mig i den korte stund, der nu engang skal til for at hjælpe og lindre. Jeg er med andre ord som patient taknemmelig over et velfungerende hospitalsvæsen og kan ikke sige nok tak til de forskere og læger, der har arbejdet på både at finde årsagerne til sygdommene og at finde helbredelses- og lindringsmuligheder. Og selv om det virkelig er fy at rose politikere, så er jeg også taknemmelig over dem af slagsen, der de senere år har søgt at effektivisere og systematisere, så behandlingen kan blive bedre og bedre. Vel vidende, at det altid kan blive endnu bedre, især hvis vi hægter endnu flere penge i halen på systemet.

Jeg er ikke i Auschwitz eller i et mellemøstligt torturkammer. Jeg hænger ikke på noget kors. Men der hænger heller ikke noget kors med en medlidende frelser lige foran mine øjne på de sygehuse, jeg det seneste år har frekventeret i mit kræftforløb – medmindre jeg render rundt for at finde det specielle andagtsrum, som der heldigvis med lodder og trisser stadig er blevet fundet plads til på et moderne hospital. Måske fordi det ikke føles nødvendigt mere. Måske fordi vi får lindring nok i sygeplejersker, læger og andre venlige mennesker.

Men når sygdom og død for alvor banker på, så er der stadig lindring at hente i ham, som døde på sit kors engang for 2.000 år siden. Mennesket Jesus var ikke mere gudsforladt langfredag, end at han turde klamre sig til, at Gud trods alt er, og at der derfor også er en mening, selv om han ikke kunne se den. Med sit skrig gjorde han opstand mod den evige meningsløshed, lidelse og død. Og påskemorgen, da graven var tom, ville opstandelsen ingen ende tage.

Det vil den stadig ikke.

Glædelig påske.

Elisabeth Dons Christensen (f. 1944) er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Hun er cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Er tidligere formand for Værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.