Dansk politik kan havne i korruptionens hængedynd

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I Danmark har vi en tradition for hæderlighed i politik og forvaltning. Det har dog ikke altid været sådan. Den sagnomspundne konservative politiker og professor i nationaløkonomi L.V. Birck talte således for 100 år siden om ”det tredje ting”. Man havde folketing og landsting, men så var der et tredje ting, nemlig kapitalejerne, som kunne købe sig til indflydelse på politikken. Den lige så sagnomspundne ØK-direktør H.N. Andersen skaffede sig således stor indflydelse både på kongefamilien og borgerlige politikere ved sin gavmildhed mod dem, og ”det tredje ting” blev først svækket, da Stauning dannede regering i 1924. I det næste trekvarte århundrede lader der ikke til at have været ret megen korruption i Danmark bortset fra mindre sager som den mod Aalborg-borgmesteren Marius Andersen, der i 1982 fik seks måneders fængsel for at have modtaget gratis ydelser fra håndværkere.

Andersens sag var klar nok. Men spørgsmålet er, hvad korruption egentlig er. Det er blevet aktuelt med de nylige sager om Venstre-politikerne Britt Bager og Marcus Knuths modtagelse af store tilskud til deres valgkampe, ikke mindst den omgåelse af partistøtteloven, sagerne er udtryk for. Loven siger, at beløb fra private til et parti eller en politiker ikke må overstige 20.000 kr., uden at det skal offentliggøres. Men ved at dele et større beløb op i flere dele, som stammer fra forskellige selskaber ejet af samme person, kan denne person helt lovligt finansiere et parti eller en politiker med langt større beløb. Det er sket med Britt Bager, der i 2015 fik 100.000 kr. fra en anonym donor, og Knuth, der samme år modtog 40.000 kr., uden at pengene fremgik af partiets oversigter.

For Knuths vedkommende er det kommet frem, at pengene stammede fra industrimanden Fritz Schur. De gik formentlig ikke til Bagers og Knuths private forbrug, men til deres valgkampe, og derfor kan man ikke tale om korruption i snæver betydning. Derimod kan man tale om ”det andet ting”. Landstinget blev jo afskaffet i 1953, så vi har kun Folketinget. Men ”over” dette svæver der et stort set anonymt ”andet ting”, som via sin finansielle formåen får en fortrinsstilling frem for almindelige borgere, der ikke har midlerne til at støtte deres foretrukne parti med beløb i samme størrelsesorden. Man kan også sige, at donationerne, som det så smukt hedder, skaber et afhængighedsforhold mellem donoren og modtageren. Ikke at den politiker, der får pengene, direkte arbejder til fordel for donoren, men måske indirekte ved at støtte lovforslag og andet, som er i donorens overordnede interesse. Når Fritz Schur skyder store beløb i Venstre, og finansspekulanten Lars Seier Christensen donerer penge til LA og Nye Borgerlige, er det jo ikke for deres formænds blå øjnes skyld, men fordi de venter i alt fald indirekte at få noget retur. Noget for noget, det er det sprog, der har gjort dem rige, og det vil de selvfølgelig ikke fravige for nogle politikeres blå øjnes skyld.

Det er næppe kun Bager og Knuth, der får penge fra erhvervslivet. Lars Løkke og Løkkefonden tager også imod gaver, blandt andre fra såkaldte kvotekonger, og Løkkes famøse undertøj og habitter for 160.000 kr. blev mig bekendt også finansieret af store erhvervsvirksomheder. Hvad har de fået igen? Jo, selvfølgelig en positiv erhvervslovgivning og lukrativ arvelovgivning, og når det foregår åbent, er det jo helt i orden. Venstre er jo et erhvervsvenligt parti. Men er enkelte dele af erhvervslivet, f.eks. det ”store” fiskeri, blevet favoriseret på de mindre fiskeres bekostning? Har man undladt eller forsinket kontrollen med bankerne, fordi de har ydet støtte til de borgerlige partier? Man husker Brian Mikkelsens forargelse over kritik af bankerne: Nu måtte »mobningen af bankerne høre op«. Og det udtalte han, alt imens både Danske Bank og Nordea i stor stil hjalp kriminelle med at vaske sorte penge hvide for selv at få en bid af kagen.

Nu er det jo ikke kun de borgerlige partier, der lader sig finansiere udefra. Det gør de andre også. Socialdemokratiet modtager således store beløb fra fagbevægelsen. Og den finte, Bager og Knuth udnyttede, har andre politikere formentlig også brugt – og bruger. Det gør blot ikke sagen bedre, tværtimod skærper det fornemmelsen af, at penge spiller for stor en rolle i dansk politik. USA er et eksempel på, hvordan penge kan forvride et politisk system, så det bliver gearet til at varetage de velhavendes interesser, mens lønmodtagerne sakker agterud. Et almindeligt kongresmedlem har ikke en chance for at blive valgt eller genvalgt uden en stadig strøm af penge. Det er usundt, fordi penge og politik principielt ikke har noget med hinanden at gøre. Politik er eller burde være handlinger i alles interesse og ikke i nogens frem for andres. Vi ved, at det i virkeligheden forholder sig anderledes. Politik er interessernes kamp mod hinanden, men så længe det foregår i fuld offentlighed, er det muligt at afkode hvorfor og hvordan. Når penge, og ikke mindst anonyme penge, kommer ind i billedet, nærmer vi os igen et samfund, hvor den åbne konkurrence er truet, og ”det andet ting” får for stor magt. Ikke kun Venstre, men et helt politisk system kan blive stikkende i hængedyndet.

Som et minimum bør loven om partistøtte laves om, så den kommer til at svare til sin intention om åbenhed og kontrollerbarhed; men det bedste ville være en udradering af private penges rolle i politik. Partierne får jo i forvejen offentlig støtte, og det må være nok.