Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er en menneskeret at have lidelse

Vi skal lade være med at bilde os ind, at vi kan sikre os selv og vore børn gennem livet, for det hjælper ingen i det lange løb.

Artiklens øverste billede
Tegning: Martin Frøsig

»Det er en menneskeret at have lidelse.«

Sådan udtalte den nu afdøde filosofi- og etikprofessor ved Aarhus Universitet Johannes Sløk (1916-2001) sig engang i et avisinterview. Og det vovede han i et samfund, hvor det nærmest hører til menneskerettighederne at få sit daglige morgenbad under den varme bruser. Hvordan kunne han finde på det? Var det ikke bare en provokation for at få os sløve danskere op af lænestolen? Nej, han mente det, for da han senere blev gammel og svag, endte han i kørestol, og da udtalte han: »Nu har Gud sat mig her, for nu kan Gud ikke have mig til at rende rundt og lave flere ulykker.«

Vi har det svært med begrebet lidelse og den konkrete virkelighed, der ligger bag enhver form for lidelse. Vi ønsker den ikke. Og prøver af al magt hele vort liv at undgå den. I byerne buldrer de store SUV-biler med kæmpedæk, beregnet til terrænkørsel i bjergrige egne og på uasfalterede savanner, frem. Selv gamle herrer, der engang i 1970’erne forsvor, at de nogensinde ville lade sig binde i sligt et system, spænder pligtskyldigt sikkerhedsselen, så snart de sidder i bilen. Børnene sidder ophøjede i store armerede børnesæder, som ingen normal mormor hverken kan rokke eller flytte. Og tiden er længst forbi, hvor man grinede af Poul Nyrups alt for lille cykelhjem. For selvfølgelig skal vi sikre os i trafikken. I hjemmet. På arbejdspladsen. I livet. Til lands, til vands og i luften. Og vore politikere støtter os, med sundhedsgarantier og sundhedsreformer, selvfølgelig gør de det, ellers bliver de ikke genvalgt.

Vi, den fornuftige, voksne del af befolkningen, tager bestemt ingen risiko.

Tiden er længst forbi, hvor man grinede af Poul Nyrups alt for lille cykelhjem. For selvfølgelig skal vi sikre os i trafikken. I hjemmet. På arbejdspladsen. I livet. Til lands, til vands og i luften.

Men alligevel lever vi i det, som den tyske sociolog Ulrich Beck kalder ”Risikosamfundet” (1986). De gamle landbrugs-og industrisamfund var ”kun” risikable for udvalgte grupper, når sygdom, arbejdsulykker, arbejdsløshed, sult og nød ramte. Men et moderne samfund ligefrem producerer risici. De foruroligende meldinger strømmer ind over os med lynets hast, hvad enten det er klimaændringer, forurening, terror, masseødelæggelsesvåben eller noget helt femte.

Samtidig har vi heller ikke mere en kollektiv kultur, der udruster os med jordnær og praktisk viden om, hvordan vi skal håndtere fare og usikkerhed i det helt almindelige liv. I stedet er vi endt som en forbrugsorienteret middelklasse, der selv skal sørge for vores egen individuelle succes ved de valg, vi gør. Og vi ved det. Hvor min mand og jeg i 1974 bare købte et hus, der var i nogenlunde i stand – og til salg – undersøger den moderne boligsøgende familie som det selvfølgeligste: børnehavetilbud, skoletilhørsforhold, skolevej, grundforurening, skatteforhold etc. Og hvor jeg i 1963 blev student, fordi jeg syntes, det var dejligt at gå i skole, så ved ethvert barn – og ditto forældre – fra 8. klasse, at det er nu, den fremtidige succes skal vælges.

I min avis læser jeg endda i dag, at den børnehave – med en given social sammensætning – man sætter sit barn i, er afgørende for barnets fremtidige succes. Der er ikke noget at gøre, samfundet kræver alle dine og mine valg – fra vugge til krukke. Vores tilsyneladende meget individuelle valgfrihed er nemlig fulgt af et krav om at vælge, og ikke mindst at vælge rigtigt. Ulrich Beck kalder det ”institutionel tvang”. Tror pokker, mennesker bliver rundt på gulvet. Derfor har vi eksperter. Men da eksperterne ikke er enige, så spørger vi efter endnu flere eksperter. De kommer med flere og flere råd til os, så vi kan sikre os i hver vores egen lille sikkerhedsindhegning.

Men lur mig, om vi føler os sikre. Det er og forbliver en risikabel affære, i hvert tilfælde rent psykisk at leve i det moderne risikosamfund.

Selv om de fleste af os har det på det tørre, og ikke dør af sult, hærværk, skibskatastrofer eller alt for tidlig død, så lider og sukker vi.

Børneforældrene sukker. Husejerne sukker. De midaldrende sukker. Og vi gamle holder os heller ikke tilbage.

Det er lige her, Sløks budskab er værd at tage med. Ind i opdragelsen af børn og unge. Ind i det fælles liv og samtaler i hjem, på arbejdspladser og ved middagsborde. Og især ind i vort eget liv. For der er lidelse og modgang forbundet selv med det gode danske velfærdsliv.

To slags endda: den menneskeskabte og den lidelse, der er forbundet med selve det levende liv fra fødsel til død. Den menneskeskabte, første form for lidelse skal vi undgå at påføre hinanden ved at tænke os om og opføre os ordentligt over for hinanden. Alt efter gemyt og tro må vi handle, enten ud fra den altruistiske, kristne tanke: »Du skal elske din næste som dig selv« (Markus 12,31) eller efter den morallov, som filosoffen Kant (1724-1804) opstillede ud fra fornuftspræmisser: »Handl, således som du gerne vil have, andre skal handle«.

Den anden form for lidelse er vi ikke selv herrer over. Den er indlejret i selve det skabte, levende liv. Sygdom og død rammer os alle. Om ikke før, så siden. Og der i dødens farvand ser verden helt anderledes ud, end når båden vugger pænt og stille i det danske velfærds-risikosamfund. Lægen, sygeplejersken og præsten har set det, de har om nogen været med derude, hvor der vendes op og ned på alting.

På sygdom og død reagerer vi forskelligt. Og ingen af os ved helt, hvordan vi reagerer, før vi står midt i det hele. Men jeg er nu rimelig sikker på, at den modgang, vi mødte undervejs i livet, og som vi ved Guds, medmenneskers hjælp og egen vilje overvandt, er med til at berede os på den store og sidste modgang.

Så jo, det er en menneskeret at møde modgang og lidelse.

Må det bare et langt stykke ad vejen gives os i de doser, som vi kan overvinde.

Og må vi så også lade være med at bilde os ind, at vi kan sikre os selv og vore børn gennem livet, for det hjælper ingen i det lange løb. Og slet ikke det medmenneske, som trænger til os undervejs.

Elisabeth Dons Christensen (f. 1944) er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Hun er cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Er tidligere formand for Værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.