Vacciner har sejret ad helvede til

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er ikke kun stridigheder om grænsemure, der kan sætte USA i undtagelsestilstand. Mæslinger har samme effekt. Det oplevede delstaten Washington for nylig, da et voldsomt udbrud hærgede. Også i Japan har sygdommen fået folk til at finde mundbindene frem. I øjeblikket oplever storbyer fra Osaka til Tokyo det værste udbrud i 10 år. Og i denne uge kunne Statens Serum Institut melde om et egentligt mæslingeudbrud i Danmark.

Det paradoksale er, at alle de nævnte lande har veludviklede sundhedssystemer, der giver god adgang til effektive vacciner mod sygdommen. Alligevel er det ikke alle, der er dækket – folk glemmer at få deres børn vaccineret, de prioriterer det ikke, og nogle er som bekendt direkte imod vacciner. Fælles for dem er, at de lever et beskyttet liv. Et liv, hvor de sjældent konfronteres af mæslingeramte børn. Et liv, hvor ingen i deres nære netværk har lagt et barn i graven pga. sygdomme, der kunne have været forebygget med et lille prik.

På en måde har vacciner sejret ad helvede til. Netop fordi de er så effektive, og fordi de i årtier har nydt bred opbakning i Danmark, har vi glemt, hvor vigtige de er, fordi vi ikke ser, hvor galt det går, når sygdomme som mæslinger og røde hunde får lov at bide fra sig.

Som verdens største indkøber og distributør af vacciner kan vi i Unicef roligt sige, at det ikke er noget kønt syn. Det røde udslet følges af infektioner som mellemørebetændelse og lungebetændelse, og i nogle tilfælde ender det med hjernebetændelse. I lande, hvor børn allerede er svage f.eks. som følge af underernæring, eller hvor adgangen til lægehjælp er begrænset, er det katastrofalt. Spørg bare forældrene til de 900 børn i Madagsker, der er døde af mæslinger, siden et udbrud tog fart i oktober sidste år.

Mennesker i samfund, der jævnligt oplever de såkaldte børnesygdommes hærgen, står i kø, når Unicef laver vaccinationskampagner. Alene i 2016 købte Unicef 2,5 mia. vaccinedoser, som nåede ud til 45 pct. af verdens børn under fem år, og intet tyder på, at tallet er faldende. Vi må sjældent finde de lange salgstaler frem for at få forældrene til at blotte deres børns overarme. Som en af vores læger svarede, da en af mine kollegaer spurgte, om de af og til mødte vaccinemodstand på deres vej: »Er du vanvittig? De her mennesker er jo ikke dumme!«

Jeg tror nu ikke vestlige vaccinemodstandere i Danmark er dumme. Men de er ekstremt privilegerede. De kan gemme sig for sygdommen, fordi de fleste omkring dem er vaccinerede og dermed ikke kan smitte. Og skulle uheldet være ude, samler det velfungerende sundhedssystem jo op, ikke sandt?

Det er i sandhed en mærkværdig måde at gøre regnebrættet op på. Det svarer til, at man kører uden sikkerhedssele, fordi risikoen for alvorlige trafikuheld er uendelig lav, og fordi man ved, at sundhedsvæsnet står klar med blodtransfusion, kirurgi og omsorgsfulde sygeplejersker, hvis uheldet skulle være ude. Det får risikoen ved at holde sig fra vaccinesprøjten til at virke ligegyldig.

Mens for mange frygter vaccinesprøjten, er det de færreste, der er bange for sikkerhedsseler. Man kan sikkert godt opstøve en historie om, at en enkelt eller to uheldige bilister er blevet kvalt i dem, men selerne er så simple og deres virkemåde så gennemskuelig, at det er svært at blive tryllebundet af konspirationshistorier med dem i hovedrollen.

Ingen har forsøgt at koble dem sammen med ADHD eller manglende modstandsdygtighed over for kræft. Ingen har haft held til at plante en historie om, at man bliver dødelig træt efter kropsnær kontakt med en sort polyester snor. Vacciner derimod, de er mere udsatte for den slags konspirationer. For lægmand virker det mystisk, at et lille prik i huden redder 2-3 millioner liv hvert år, og at vacciner er en af de faktorer, der har betydet allermest for forbedringen af den globale folkesundhed.

Når vi møder den slags solstrålehistorier, sætter den snusfornuftige skepsis ind. For de fleste af os er opdraget med, at alle fordele må have en bagdel. Så hvis man ikke lige kan finde den, så må man selv finde på den, og her synes fantasien desværre uendelig. Folk som kæder vacciner sammen med alt fra kræft, ADHD eller ekstrem træthed, findes desværre i alle afkroge af internettet. Og de har god vind i sejlene.

For mens de færreste vesterlændinge kender nogen, der har måttet begrave deres børn pga. et mæslingeudbrud, kender de fleste en familie, der er ramt af ADHD, ligesom alle har været til en begravelse, hvor de efterladte opfordrede til at donere pengene til bårebuketterne til Kræftens Bekæmpelse. Når først vaccinationer kædes sammen med forekomsten af alvorlige sygdomme, vi har konkrete erfaringer med, vokser frygten. Og den er svær at dæmpe med videnskabelige studier og faglige input fra eksperter.

Ringe erfaring med de smitsomme børnesygdomme, gode behandlingsmuligheder og de mange historier om vaccinernes skadelige virkninger kan få det til at se ud, som om det er sikrest at undlade at lade sine børn vaccinere. Som flere psykologer har påpeget, kan det føles værre at være årsag til skade på grund af en handling end at være årsag til en skade som følge af en undladelse. Risikoen for, at ens barn bliver sygt, efter at man vaccinerer, er psykologisk langt mere skræmmende end den abstrakte risiko for, at en sygdom skulle opstå på et senere tidspunkt, fordi man undlod at vaccinere. Pludselig synes livet som uvaccineret at være den mest sikre position, selv om det videnskabelig set er den mest udsatte.

Måske kan man forstå mekanikken som en slags frygt for det, den tyske sociolog Ulrich Becks i ”Risikosamfundet” fra 1986 kaldte »produceret risiko«. Han pegede på, at nogle moderne teknologier, der i udgangspunktet skulle afhjælpe et samfundsproblem, i sig selv ender med at true det samfund, de skulle hjælpe. I dag er vi vant til den måde at tænke på – atomkraft, genmodificering og mikroplastik har vist os deres bagside. Vi har vænnet os til at være teknologiskeptiske. Det paradoksale er, at vores skepsis over for vacciner i sig selv kan koste menneskeliv. Frygten for risikoen er farlig. Det er derfor, WHO har sat vaccineskepsis på listen over de 10 største trusler mod den globale sundhed.

Helt galt går det, når den privilegerede vaccineskeptiker beslutter sig for at tage ud og opleve verden og snuse til andre kulturer. F.eks. har myndighederne i Costa Rica mistanke om, at et aktuelt mæslingeudbrud har spredt sig fra en uvaccineret fransk dreng. Landet har ikke registreret et eneste udbrud af sygdommen i fem år, men nu er den pludselig tilbage, måske endda indført af en familie, der har haft alle muligheder for at få deres børn vaccineret. Den franske dreng får eftersigende god behandling. Det er ikke sikkert, at de lokale, som er blevet eksponeret for sygdommen, har samme muligheder. Har man rejsefeber, er det med andre ord en rigtig god ide at vaccinere sig selv og sine børn, inden man drager af sted. Ikke kun for at beskytte ens egen familie, men så sandelig også for at beskytte værtslandets indbyggere.

I Australien er der rapporter om, at børn af vaccinemodstandere har valgt at tage sagen i egen hånd og sniger sig til at blive vaccineret mod forældrenes vilje. De vil simpelthen ikke finde sig i at være afskåret fra et så basalt sundhedstilbud. Ligesom kampen mod klimaforandringer kan vaccinespørgsmålet ende med at blive en af den slags kamppladser, hvor de unge har forstået den fare, som deres forældre har valgt at lukke øjnene for. Man kunne ønske, at den slags ungdommelige indsigt ville sprede sig.