Advokatsamfundet sover i timen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kritikken af advokater har nået sin foreløbige kulmination med Advokatsamfundets kritik af ”etikken” blandt nogle af landets førende forsvarsadvokater. Konkret peges bl.a. på, at visse advokater og advokatfirmaer af økonomiske grunde gaber over flere klienter, end de kan behandle forsvarligt.

Advokatsamfundet ser det som et problem, at kendte advokater tiltrækker flere klienter, end de selv kan overkomme og efterfølgende sender klienterne videre til kolleger i eget eller andet firma. Ifølge Advokatsamfundet skuffes klienten, og klientens retssikkerhed risikerer at lide skade. Det opfattes også som et problem, at klienter ofte skifter fra den advokat, som blev udpeget af retten, til en mere kendt advokat, når de kommer i arresten.

Advokatsamfundet synes også at mene, at der er opstået næsten kartellignende forbindelser mellem mere eller mindre skjulte netværk af advokater, som henviser klienter mellem hinanden.

Endelig er det opfattelsen, at nogle advokater har for tætte forbindelser til særlige grupper af klienter – f.eks. rocker- og bandegrupperinger. Det henstår i det uvisse, hvilket faktuelt grundlag – ud over tilsynssamtaler med en mindre, tilfældig skare af advokater – Advokatsamfundets kritik bygger på.

For at forstå problemstillingen om advokatskifte må man vide, at man har ret til at få en advokat, når man sigtes for en forbrydelse. Systemet er bygget sådan op, at få advokater i hver retskreds er udpeget som såkaldt beneficerede advokater. Det betyder, at advokaten optages på en liste, som føres af den lokale domstol.

Disse advokater er forpligtet til at møde til grundlovsforhør, hvor der tages stilling til, om den sigtede skal varetægtsfængsles. Her bliver advokaten typisk antaget af retten som advokat for den sigtede. Godt nok kan den sigtede selv vælge sin advokat, men det gør de færreste, da de fleste ikke kender andre advokater end den advokat, som de møder til grundlovsforhøret. Herefter placeres den sigtede i arresten, og det er så denne advokat, som står for forsvaret frem til dom.

Advokatens position er særligt sikret mod konkurrence, fordi ingen andre advokater må rette henvendelse til den sigtede, så længe sagen verserer.

Det hænder ofte, at den sigtede, mens han sidder i arresten, beslutter sig for at skifte den beneficerede advokat ud med en anden – typisk fordi de indsatte udveksler erfaringer med hinanden om de forskellige advokater. Det er elementer i denne proces, som nu står for skud fra Advokatsamfundet. Opfattelsen synes at være, at visse advokater i kraft af deres ”kendiseffekt” tiltrækker flere klienter end andre advokater, og det går naturligvis ud over de mindre kendte advokater og de advokater, som oprindeligt fik klienten tildelt.

Man er i den forbindelse også nødt til at vide, at det tilsyneladende ikke forudsætter de store strafferetlige forudsætninger at blive udpeget som beneficeret advokat af domstolene. Det er ikke usædvanligt, at advokater, som kun har ringe erfaring med straffesager, udpeges som beneficeret advokat. Jeg har mødt flere klienter, som bestyrtet har fortalt, at den advokat, som de fik af retten, havde speciale i boligret, arveret eller et andet fagområde, som ligger fjernt fra strafferet. Andre klienter fortæller, at ”rettens advokat” – som de kalder det – ikke har besøgt dem i arresten i flere måneder, at sagen ikke er gennemgået ordentligt med dem og nogle sågar, at de ikke har set eller talt med advokaten, før de mødes i byretten til retssagen.

De angiver alle, at disse mangler er årsag til, at de skifter advokaten ud, straks de fra medindsatte får nys om, at andre advokater optræder mere professionelt og fagligt forsvarligt. Og det er netop disse kvaliteter – professionalisme, højt fagligt niveau og klientpleje – som kendetegner langt de fleste af de advokater, som Advokatsamfundet opfatter som ”kendisadvokater”. Advokatsamfundet overser fuldstændigt, at kendisadvokater ikke er kendisadvokater ret længe, hvis de ikke også besidder en høj grad af faglighed og udfører god klientpleje. X-faktoren gør det ikke alene; den er som regel et resultat af held, når en opsigtsvækkende sag mere eller mindre tilfældigt rammer en god advokat, og mediemaskinen går i selvsving. Ingen af os ønsker at behandles af en halslæge, hvis benet er brækket, og vi ønsker alle det tættest mulige forløb med de fagpersoner, som involveres i vores liv. Dét gør indsatte i landets arresthuse også. Derfor intet under, at de skifter advokat, når de hører, at græsset er grønnere hos andre advokater end den, de fik påduttet i retten. Jeg har svært ved at acceptere Advokatsamfundets kritik af dette. Jeg kan overhovedet ikke se et problem. Forestiller Advokatsamfundet sig, at klienterne skal stavnsbindes til advokater, de ikke har tillid til?

Tværtimod burde Advokatsamfundet rette skytset mod systemet med beneficerede advokater. Det undrer mig, at systemet ikke strider mod EU’s konkurrenceregler. Systemet beskytter særinteresser blandt en mindre gruppe advokater og tillader ovenikøbet, at advokaterne ikke behøver at besidde særlig strafferetlig ekspertise. Advokatsamfundets malplacerede kritik af kendisadvokater synes i realiteten at dække over utidig rygstøtte til brødnid hos advokater, som ikke besidder ressourcerne til at fastholde de klienter, de har fået tildelt i det beskyttede værksted, som et beneficium udgør. Det er efter min opfattelse ikke Advokatsamfundets opgave at beskytte mere eller mindre lukkede erhvervsklubber. Opgaven må være at fremme fagligheden og arbejdsvilkårene for alle landets forsvarsadvokater – også kendisadvokater – til gavn for borgernes retssikkerhed.

Dertil er det særdeles bekymrende for advokatstanden, hvis Advokatsamfundet mener, at advokater ikke må henvise til hinanden, hvis de ikke selv kan håndtere en sag. Det udtrykker ikke nogen ”karteldannelse”, at en advokat indgår i faglige netværk, og at man bruger hinandens ressourcer til gavn for klienten. Hvis man som advokat skal henvise en sag ”ud af huset”, er det da klart, at man henviser til kollega, hvis faglighed og service man kan stå inde for. Det er heller ikke odiøst, at en kendisadvokat henviser klienter til andre advokater i samme firma. Tit gøres dette for at fremme sagens behandling i retssystemet, hvor kendisadvokatens kalender kan stille sig i vejen for sagsbehandling inden for rimelig tid. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at man er en dårlig advokat, fordi man er kollega til eller ansat hos en kendisadvokat. Chancen er, at det faglige niveau nok er mindst på højde med kendisadvokatens. Den henvisningspraksis, jeg kender, foregår altid i samråd med klienten. Det er mennesker i meget sårbare positioner, forsvarsadvokater har med at gøre – der er ikke tale om kvæg, hvilket man ellers godt kan få indtryk af, når man har indblik i, hvordan de i øvrigt behandles i Kriminalforsorgens regi.

Endelig er det helt klart i regelsættet for advokater, at man ikke må være økonomisk afhængig af sine klienter. Det er et problem, fordi advokatens rådgivning risikerer at være farvet af egne interesser og ikke af klientens. Det er udokumenteret, at dette skulle være tilfældet for kendisadvokater. Det er ikke udtryk for afhængighed at betjene klienter fra samme gruppering, eller at tilfredse klienter henviser andre klienter eller selv bliver hængende. Faste klientforhold opstår, fordi både kemi og professionalisme stemmer overens med klientens ønsker, og fordi tilliden fra klienten er afgørende for advokatens virke. Faste klientforhold er udtryk for tilfredse klienter og ikke for advokatens afhængighed. Denne praksis har i øvrigt været benyttet gennem adskillige år af bl.a. politiet, uden at det har givet anledning til kritik fra Advokatsamfundet.

Det er bekymrende, at Advokatsamfundet med sin tendentiøse og udokumenterede kritik medvirker til at undergrave advokatstanden yderligere.