Snart behøver vi ikke have tillid til bankerne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Med Danske Bank som fanebærer har den danske banksektor i løbet af den seneste tid »begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter har til opgave at leve op til«. Det var formand for Finans Danmark Michael Rasmussens egne ord, da han på bankernes årsmøde i begyndelsen af december var ude at sige undskyld på vegne af hele sektoren for de mange alvorlige og fundamentale tillidsbrud.

Ja, fanden er i disse tider løs i Laksegade, hvor dele af Danske Banks hovedsæde ironisk nok har hjemme. Problemet er bare, at fanden også er løs i mange andre gader. I de senere år har vi været vidne til et utal af institutionelle tillidsbrud, også uden for banksektoren – og det vel at mærke fra institutioner, som langt hen ad vejen er sat i verden netop for at skabe og værne om tillid.

Som almindelige borgere har vi oplevet en voldsom akkumulering af tillidsbrud fra forskellige aktører. Det er ingen overraskelse, at Edelmans årlige tillidsundersøgelse viser, at borgernes tillid til regeringer, erhvervsliv, medier og ngo’er er i frit fald verden over. Selvom tilliden til samfundsinstitutioner er nedadgående, aner vi på Instituttet for Fremtidsforskning et lys for enden af tunnelen med fremvæksten af nye teknologier, der sikrer øget gennemsigtighed og forskyder tillid fra en central – og potentielt utroværdig – aktør ud i et decentralt netværk. Vi har netop beskrevet den kommende udvikling i forskningsrapporten ”Transformation af tillid – hvordan blockchain og digitale identiteter vil forandre verden”.

Men lad os begynde fra en ende af. Det er efterhånden nærmere reglen end undtagelsen, at globale storbanker er involveret i hvidvaskskandaler og skattefinter, hvis omfang i skrivende stund kun ser ud til at vokse. For nylig kom det blandt andet frem, at et netværk af internationale finansfolk, advokatfirmaer og storbanker systematisk har snydt europæiske statskasser for 410 mia. kr. Herhjemme har offentlige institutioner som eksempelvis Skat, Finanstilsynet, Socialstyrelsen og Region Hovedstaden med Sundhedsplatformen heller ikke just formået at leve op til de tillidsforventninger, som vi borgere har til dem. Panama Papers og Paradise Papers afslørede skattesvindel og brugen af skattely fra en lang række globale magtfulde aktører som Facebook, Apple og Nike samt prominente enkeltpersoner som Nelson Mandela, Dronning Elizabeth II af England og fodboldikonet Lionel Messi. Og det stopper langtfra her. Hvad med Facebook og Cambridge Analyticas dataskandale eller Volkswagens ”dieselgate”? Og så har jeg ikke engang nævnt begrebet fake news, som gennemsyrer medieverdenen og er en reel trussel mod demokratiet. Man bliver helt forpustet.

”De sorte spejdere” på P3 opfandt det populære ”tillidsbingo” – men i den seneste tid har den danske befolkning i stedet deltaget i en mindre komisk form for ”mistillidsbingo”, hvori virkeligheden efterhånden overgår selv den vildeste fantasi.

Der kan ikke herske tvivl om, at tillid på mange måder er fundamentet for vores samfund. Ej heller, at vores stærke institutioner historisk set har spillet en helt afgørende rolle i at skabe et dansk samfund med et højt tillidsniveau. Begrebet ”den sociale kontrakt” – altså den, som banksektoren indrømmer at have misligholdt – beskriver netop, hvordan et samfunds medlemmer indordner sig under samfundets gældende regler og normer. Men for at den gældende sociale kontrakt skal kunne opretholdes, skal borgerne fundamentalt have tillid til de institutioner, der holder samfundet i gang.

I dag har etablerede institutioner og systemer nærmest de facto monopol på faciliteringen af tillid i samfundet. Som borger har man derfor ikke reelt haft andet alternativ end at acceptere, når eksempelvis Danske Bank går bodsgang med løfter om selvransagelse, eller når skatteministeren lover at stramme op efter nye problemer med skatteinddrivelsen.

Men konturerne af et nyt tillidsparadigme tegner sig. Et paradigme, hvor vi ikke længere i samme omfang behøver at have tillid til ugennemsigtige myndigheder, globale kommercielle monopoler eller andre mellemmænd, der varetager vores tillid i en eller anden form. Et paradigme, hvor tilliden skabes og fastholdes på nye måder. Kombinationen af den faldende tillid til etablerede aktører og systemer og fremkomsten af nye tillidsskabende teknologier giver tilsammen momentum til dette paradigmeskifte.

Den seneste teknologiske revolution, som skubber på i denne udvikling, er såkaldte distributed ledger technologies såsom blockchain, der i teorien gør, at det ikke længere er nødvendigt at stole på en central aktør som tillidsmellemmand. Blockchain har været én af de mest hypede teknologier gennem den senere tid, og de mest entusiastiske blockchain-fortalere mener ligefrem, at teknologien har potentiale til at ændre verden i samme omfang, som internettet har gjort det. Blockchain-teknologien blev udviklet som den underliggende teknologi til bitcoin, og af denne grund sættes der fortsat ofte lighedstegn mellem blockchain og spekulation i kryptovalutaer, selvom det er en decideret misopfattelse. Blockchains tillidsskabende anvendelsespotentiale breder sig dog også langt ud over finansielle transaktioner.

Der er ingen enkel forklaring på, hvordan blockchain-teknologien fungerer, men kort fortalt er et blockchain-system et netværk af distribuerede digitale logbøger, hvor hver enkelt deltager i netværket verificerer og gemmer information gennem avanceret krypteringsteknologi. I princippet kan informationen lagret i en blockchain være hvilken som helst data. Det kan være finansielle transaktioner mellem personer, hvor én person overfører penge til en anden. Men en transaktion kan også bestå af en notering af, at en container nu er blevet lastet på et skib, eller personlige sundhedsdata, som man vil dele med sin læge, for blot at nævne et par eksempler.

Blockchains vigtigste konceptuelle fortrin er det ”distribuerede” element. Tillidsskabelsen i samfundet i dag er generelt knyttet til centrale aktører, som over en bred kam har vist sig utroværdige og ugennemsigtige. I et blockchain-system flyttes tillidsskabelsen til et distribueret netværk af brugere, hvilket sikrer gennemsigtighed og uforanderlighed. I teorien gør det det muligt helt at tage den centrale aktør – som f.eks. Danske Bank, Skat eller for den sags skyld Facebook – ud af ”tillidsligningen”. Incitamentet til et opgør mod centraliserede mellemmænd forstærkes yderligere af, at sådanne ofte er dyre, besværlige og nu ikke længere tillidsvækkende.

Faktum er, at det er væsentligt sværere at genoprette tillid, end det er at opretholde tillid. Og hvem ved, måske vil tilliden til de nuværende etablerede tillidssystemer inden for en nær fremtid lide et afgørende knæk, i takt med nye tillidsalternativer vinder frem. Det vil selvfølgelig tage tid, før de nye tillidsskabende teknologier vil opfylde deres fulde potentiale. Men udviklingen er sat i gang. Det kan umiddelbart være svært at forestille sig, at en ny måde til at registrere og gemme information i en distribueret digital logbog kan skabe store ændringer i samfundsstrukturen.

Fremtidens tillidsløsninger vil dog heller ikke uden videre vælte samfundets bærende tillidsinstitutioner omkuld, men vil ikke desto mindre lægge et stort pres på de etablerede tillidsinstitutioner i forhold til at genopfinde sig selv ved hjælp af de selvsamme tillidsskabende teknologier. Blockchain har potentialet til enten at genopfinde eller nedbryde eksisterende tillidsskabende samfundsaktører. Etablerede systemer vil unægtelig blive revurderet, når der opstår alternativer, der kan tilbyde en mere sikker og gennemsigtig, og i mange tilfælde billigere og hurtigere, måde at sikre tillid på.