Advokatreguleringen er god nok – men pas på derude!

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Som tidligere formand for Advokatrådet (2009-2015) følger jeg naturligt med stor interesse – og ikke uden bekymring – debatten i pressen om advokaters etik og omdømme og i den forbindelse Advokatrådets tilsyn med advokaterne og Advokatnævnets rolle som klageorgan. Jeg synes, et lille historisk tilbageblik er gavnligt. I 2007 gennemførtes en (mindre) reform af reguleringen af advokathvervet. Advokatsamfundets opgaver blev præciseret og brancheforeningen Danske Advokater blev stiftet som en frivillig forening af advokatvirksomheder. I samme forbindelse blev behandlingen af klager over advokater ændret på i hvert fald et væsentligt punkt. Fra at have været gennemført med omdrejningspunkt i landets advokatkredse, der afgjorde klager over advokatregninger som første instans med appel til Advokatnævnet og klager over advokaters adfærd som indstillende organ til Advokatnævnet, blev klagesagsforberedelsen centraliseret i Advokatsamfundets sekretariat.

Det var der gode argumenter bag. Hensynet til en ensartet praksis. En strømlining af sagsbehandlingsgangen og dermed kortere sagsbehandlingstid. Tillige foregreb man lidt af ”fanden hytter sine” kritikken mod advokaternes udskældte såkaldte selvdømme.

Virkeligheden levede desværre ikke helt op til forventningerne. Jo, praksis blev (endnu mere) ensartet på de oplagte sager, hvor ”one size fitted all”. Og de kunne behandles hurtigere. Men en større mængde mere komplekse sager, hvor det faktisk ”took one to know one”, altså hvor den advokatfaglige indsigt og forståelse af problemstillingen og klagens baggrund var nødvendig, blev forsinkede. Der opstod en sagspukkel. Uden at gå i detaljer viste det sig (naturligvis), at sådan en kun kan bekæmpes gennem intensiveret og hårdt arbejde.

Det var allerede da åbenbart for Advokatsamfundet – og for standen i det hele taget – at der måtte en ekstraordinær indsats til, OG at den måtte ydes af advokater. Det er faktisk således, at advokaterne er dem, der allermest beklager, når kolleger løber ind i klagesager, men samtidig også dem, der mest nidkært vogter over, at klagerne bliver ordentligt og korrekt behandlet og afgjort. Det er nemlig utrolig ubehageligt at have en klagesag.

Det er mit synspunkt, at den store indsats bar frugt, og at klagesystemet i dag fungerer, som det skal. Derfor er debatten om fremtidens advokatomdømme for mig mere et spørgsmål om advokaternes ordentlighed og etik generelt end om justeringer af klagesagsbehandlingen. Selvfølgelig kan den tilpasses nye tider, risikobaseres, individualiseres i forhold til forskellene blandt branchens udøvere, firmastørrelser etc. Al regulering er og skal være dynamisk. Men det vil også ske og har været et fast tema for Advokatsamfundet i mindst de seneste ti år.

Men dermed er omdømmeproblematikken jo ikke løst. Er der noget alvorligt galt – og i så fald hvad? Advokatverdenen har oplevet voldsomme forandringer de seneste 15-20 år og i stigende tempo. Ikke blot herhjemme. En præsident for International Bar Association sagde i sin tiltrædelsestale for nogle år siden, at de næste ti år ville ”the legal profession” opleve større forandringer end de foregående hundrede år. Efter hans afskedstale året efter, hvor han forfaldt lidt til genbrug, spurgte jeg ham, om han ikke denne gang mente ”de næste ni år”. Men sandt er det uanset horisonten.

Den bredt favnende erfarne advokat, generalisten, som arbejder med et overblik og en juridisk fornemmelse (ganske vist mere og mere med hjælp af unge folk, der kunne de hastigt voksende detaljer i den eksploderende mængde regulering på alle planer) er ikke længere i centrum. Derimod har den knivskarpe professionalisering og specialisering taget over på langt de fleste niveauer i advokatrådgivningen. Det gælder ikke mindst i de større firmaer, hvor man har ressourcerne til at opnå dybde og tyngde i specialerne.

Men hvad har det dog med etik at gøre, kunne man med stor føje spørge. Ingenting direkte. Men alligevel. Advokaten har altid været den juridiske problemløser, ham der for klienten kunne besvare spørgsmålet ”hvordan?” Men med kompleksiteten i al ting og den deraf følgende specialisering er det blevet sværere med det måske endnu vigtigere spørgsmål, der altid bør gå forud for ”hvordan”, nemlig ”hvorfor?” I mit firma er det som i de fleste andre større advokatfirmaer en helt central del af sagsbehandlingen at sætte sig ind i klientens placering i samfundet, hans branchevilkår, konkurrenceforhold etc. Vi må selvfølgelig kunne forstå den omgivende verden, han agerer i. Men at virkelig forstå ”hvorfor” kræver mere end brancheindsigt, forståelse af erhvervslivet, den finansielle sektor eller hvad det nu måtte være.

Det er nemlig ikke altid således, at klienten selv bidrager med svaret på ”hvorfor”, man ønsker at vide ”hvordan” et givet regelsæt forstås, tolkes og anvendes. Tag et par små eksempler. Klienten spørger: ”Er det rigtigt, at man har stimuleret investeringslysten i erhvervslivet ved at give adgang til at afskrive på 120 pct. af investeringerne i år?” Svaret er jo ja eller nej. Men man bliver ikke spurgt, om det gælder uanset, at man slet ikke anvender det, man vil købe, at man nok først kan få det om et år, eller at man sådan set ikke har tænkt sig at købe det rigtigt. Det skal man selv have en fornemmelse af. ”Kan man moms-registrere en ejendom og dermed trække momsen på håndværkerregningerne fra?”. Igen et klart spørgsmål med et klart svar. Men man bliver jo ikke spurgt ”Gælder det også regningen for badeværelset hjemme i min privatbolig?”.

Eller hvad med: ”Hvordan søger man udbytteskat tilbage, hvis man er udenlandsk aktionær bosiddende i xxx?” Man bliver ikke spurgt, om det forudsætter, at man rent faktisk har betalt en udbytteskat. Eksemplerne er utallige. ”Hvordan bliver det kontrolleret?” er ikke en naturlig del af den juridiske rådgivning, men derimod den første advarselslampe. Alene spørgsmålet mere end antyder, at klienten er farlig. For sig selv, men så sandelig også for sin rådgiver. Og her kan et insisterende ”Hvorfor spørger du” være afgørende for, om man skal benytte sig af sit frie klientvalg og sige nej tak. Vi har altid indprentet, at man aldrig rådgiver om opdagelsesrisiko. Hvis noget er i strid med reglerne – så er det det.

Jeg ved, at advokatetik er et område, der er højt prioriteret i de advokatvirksomheder, jeg kender til. Jeg ved, at regelsættene er på plads, og at der pågår omhyggelig intern undervisning. Men ude i den virkelige verden er det faktisk svært hver eneste gang at gennemskue alle aspekter af de opgaver, man under tidspres og med ikke altid fyldestgørende motivering søges spændt for af – på papiret – hæderkronede klienter.

Det er mit håb, at vi advokater formår at gribe tilstrækkeligt i egen barm. Men vi skal ikke lade os suge ned af klienters egne etiske og moralske udfordringer. Det dur ikke at rette bager for smed. Og vil da navnlig være forkert, når det er smedene, vi gerne vil af med.