Måske er de unge ikke psykisk sårbare, men mentalt umodne

Når vi oplever en stadig stigende mistrivsel blandt vores teenagere, skyldes det ikke nødvendigvis et stressende uddannelsessystem og brutale krav fra konkurrencestaten, som mange peger på. Det er på tide, vi ser nærmere på vores opdragelseskultur, når vi søger efter årsager. Måske er de ikke psykisk sårbare, men mentalt umodne. 

I mine efterhånden 15 år som lærer på Egå Ungdoms-Højskole har jeg mødt min andel af sårbare unge mennesker. Og gennem de seneste år har vi også noteret os stigningen blandt dem. Mange af dem dukker op, lige efter at de er ”droppet ud af gymnasiet”. Derfor er det nærliggende at tro, at den stigende mistrivsel har noget at gøre med pres i uddannelsessektoren. Problemet er bare, at de unge mennesker på ingen måde er dumme eller uintelligente. Tværtimod vil jeg sige, men de er lidt skrøbelige. Eller rettere sagt, de tror, de er skrøbelige, men på landets højskoler er vi generelt forholdsvis gode til at vise dem, at det er de faktisk ikke.

Den stigende psykiske mistrivsel er noget, vi ser i alle verdens velstående og udviklede lande. Og ikke alle landene har for nylig indført tåbelige karaktersystemer og halvbagte skolereformer, sådan som vi har. Derfor er der grund til at tvivle på, at det er selve uddannelsessystemet, den er gal med. I OECD-landene forventer vi, at omkring hver anden borger i fremtiden vil rende ind i en eller anden form for psykisk lidelse i løbet af deres liv. Det kan vi ikke behandle os ud af. Vi diagnosticerer og behandler, men det er dyrt og kortsigtet, og det reducerer ikke problemet. »Vi er nødt til at sætte det lange lys på og tænke visionært, hvis vi skal gøre os håb om at vende udviklingen,« opfordrer Vibeke Koushede os til. Hun er seniorforsker i mental sundhed ved Syddansk Universitet.

Men hvor skal vi se henad for at finde årsager og dermed løsninger? Jeg tror, vi er nødt til at se på opdragelseskulturen. Vores børn er følelsesmæssigt umodne, det er derfor, de ”knækker”. Det er ikke de unges skyld, den ligger hos os. Hos os, der er forældre til nutidens teenagere – og hos os, der er deres psykologer, lærere og pædagoger.

Vores opdragelse levner ikke tilstrækkelig mulighed for at modne psyken, vi pakker børnene ind i vat og lader dem alt for sjældent alene. Vi tror ikke på dem og giver dem ikke tilstrækkeligt med ansvar og aldersvarende udfordringer. De klippede de nederste grene af træerne, da min nu 13-årige gik i børnehave. Så var det slut med at klatre i træer. Nu fortæller han mig, at de kalder legepladsen for indskolingens børn gummigården. Det er uhyggelig tæt på gummicellen, hvor man i gamle dage spærrede de absolut gale ind, så de ikke kunne skade sig selv. 

I gummigården er der ingen spænding, der er ingen fare, intet at tage sig i agt for, og man kan ikke slå sig; der er absolut intet at risikere. Det betyder også, at der er meget begrænsede muligheder for at udvikle sig og modnes. Banen til mooncar-race hos de lidt større børn er ensrettet, så de ikke støder ind i hinanden. I ”krea” er de eneste sakse dem, der ikke kan klippe. Og der er ingen chance for at hamre sig over fingrene eller flække en negl, da de praktiske fag er prioriteret i bund. Det værste, der kan ske i skolen, er, at en plasticperle sætter sig på tværs i næsen. Det forbereder ingen på livet. 

Med andre ord: Børn har ikke mange chancer for at lære sig selv – deres følelsesliv, deres grænser og deres reaktionsmønstre eller deres omgivelser – at kende. Og derfor er det ikke spor underligt, at de knækker den dag, de skal stå på egne ben og rent faktisk møder en smule udfordring.