Kommunerne er Danmarks kulturelle iværksættere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvor finder udviklingen af dansk kulturpolitik sted?

Det oplagte svar er på Christiansborg, i Kulturministeriet og blandt alle de nationale kulturinstitutioner, der findes inden for en snæver radius i København K. Et svar, der kun underbygges af de historier, der fylder kultursektionerne i de landsdækkende medier og dermed dikterer kulturdebatten.

Det er historier om regeringens årlige 2-procents besparelser. Om granskning og nytænkning af museumsområdet. Om en kommende ny teaterlov. Om en revideret public service-kontrakt. Om medieforliget, herunder eventuel udflytning af filmskolen og filminstituttet.

Disse nationale dagsordener vedrører alle store, klassiske kulturpolitiske spørgsmål og handler i høj grad om struktur: Hvem skal støttes, hvor meget skal de have, hvordan sikrer vi, at staten får noget for pengene, og at aktørerne kan skabe kunst og kulturformidling af højeste kvalitet?

Det er vigtige spørgsmål, og det følgende er ikke skrevet for at forklejne dem. Men jeg vil vove at påstå, at den store kulturpolitiske nytænkning foregår ude i kommunerne. Det er her, der for alvor eksperimenteres med alt det, som kunst og kultur kan bruges til. Det er i kommunerne, at man på grund af pengenes knaphed og behovet for konstant udvikling bliver nødt til at fokusere benhårdt på, hvordan man skaber værdi i mange grene af samfundet på én gang.

Her bliver kunst og kultur brugt til alt det, som folketingspolitikerne uanset partifarve ønsker: Til at styrke borgernes livskvalitet, deres sundhed og indlæringen hos svært stillede. Til at skabe unikke, lokalbaserede oplevelser, øge turismen og stimulere handelslivet. Til at skabe innovative partnerskaber, der både genererer arbejdspladser og tiltrækker nye investeringer.

Fredericia er i løbet af et årti blevet lig med musicals, og endda de største og bedste af slagsen. Byens teater har løftet dansk musicalproduktion til et helt nyt niveau, blandt andet gennem samarbejdet med internationale nøgleaktører som Disney og Universal. Hvor ville den danske musicalscene være i dag, hvis ikke man i Fredericia havde skabt både et musicalakademi og et kunstnerisk udviklingscenter og set potentialet i et tæt integreret musicalmiljø, der rundt om oplevelserne på scenen udvikler såvel skuespil som fortælling, lyd, lys og den scenografiske teknik til perfektion?

Det har givet hundredetusinder af publikummer en stor oplevelse, Danmark har fået en væsentlig rolle i den internationale udvikling af musicalen og Fredericia en stor brandingværdi.

Helt i samme ånd kan man spørge: Hvor ville den danske animationsbranche være, hvis ikke et beskæftigelsesværksted for kreative sjæle, der så dagens lys for 30 år siden, i løbet af relativt kort tid udviklede sig til en af Europas førende animationsuddannelser og tidligere i år blev kåret til at være blandt de 10 bedste i verden? En udvikling, der kun var mulig, fordi Viborg Kommune så et potentiale i animationskunsten og skabte betingelserne for, at den kreative klynge Arsenalet kunne knopskyde fra skolen.

I dag tæller Arsenalet mere end 30 virksomheder, der arbejder med animation i alle afskygninger – blandt andet Nørlum, som har været med til at skabe Disneys storsatsning Big Hero 6.

Historien stopper dog ikke her, for arbejdet med animation er også blevet en del af kommunens samlede strategi for at skabe de bedste rammer om livet i Viborg. Animation bliver brugt i folkeskoler og ungdomsuddannelser til at skabe bedre læringsbetingelse for bogligt svage elever, til at skabe lettere forståelig information til astmapatienter, til at hjælpe demente med deres tandpleje – ja, selv til at understøtte borgernes rottebekæmpelse.

Det kan lyde som rent Viborg-praleri, men det er ikke pointen, for dette kunne også være sket i en anden by. Pointen er, at man ud fra et stærkt og presserende udviklingsbehov – og et sådant findes i de fleste danske kommuner – har brugt kunsten og kulturen til at skabe værdi i andre grene af samfundet. Det er innovativ kulturpolitik. Det er en tendens, som langt fra kun findes i Fredericia og Viborg. Der findes masser af danske kommuner, der på lignende vis har taget ansvar for sin egen udvikling, tænkt innovativt på det kulturpolitiske område og skabt projekter og resultater, der vækker opsigt over hele landet.

De færreste havde for få år siden troet, at Morsø Kommune ville komme til at udgøre et knudepunkt i dansk kulturpolitik, men med Kulturmødet Mors er det netop, hvad denne kommune kan bryste sig af at være blevet til. I den mest bogstavelige forstand. Nu valfarter danske kulturaktører, kunstnere, politikere og meningsdannere nemlig til Mors for at være med til at sætte den kulturpolitiske dagsorden. Det er næsten så langt væk fra Christiansborg, som man kan komme.

Måske skal vi begynde at anskue kommunerne som kulturaktører i dette perspektiv. Som kulturelle iværksættere, der er fantastisk gode til enten at skabe nyt fra bunden eller at bruge de kulturelle ressourcer og forcer, de har fået i arv fra natur- eller kulturhistorien, til at skabe livskvalitet, nye oplevelser og nye løsninger på samfundsproblemer inden for bæredygtighed, uddannelse og sundhed.

Animation er jo faktisk ikke det, Viborg er mest kendt for. Det er Domkirken. Byrådet har da også i disse år valgt at satse på vores kulturarv og det enestående kulturhistoriske miljø i bykernen, der vidner om, at byen engang var kongeby. Det var her, det oprindelige Snapsting lå, hvor rigets politik blev vedtaget og ejendomshandler stadfæstet.

Også den historiske ramme kan bruges til at skabe nyt, som eksempelvis årets julefilm om Julemandens datter, og et julemarked med det element af nostalgi og gamle dage, som julen for de fleste er forbundet med. En tilsvarende brug af historien kan vi se i Odense med House of Fairytales, der bruger H. C. Andersen-traditionen til at sætte et fornyet fokus på den gode fortællings kraft.

Jeg vil vove den påstand, at satsninger som disse, der både udvikler særlige kulturtilbud af national interesse og fungerer som katalysator for udviklingen af byer og områder, kun kan blive successer, hvis man følger tre dogmeregler:

Denne løbende lokale innovation af kulturpolitikken burde både Folketinget og medierne sætte mere fokus på. Er ressourcerne knappe, kunne de så vælge at koncentrere sig lidt mindre om den evindelige debat om støttestruktur og -modeller, der i virkelighedens verden kun justeres i begrænset omfang.