Kære politikere, hæv prisen på sodavand og slik markant, og sænk den på frugt og grønt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nylig lancerede regeringen sin strategi for mad, måltider og sundhed med det formål at give borgerne de rette kompetencer til at træffe gode, sunde madvalg. Det er dejligt med politisk fokus på et område, der i dén grad sulter efter handling. For første gang nogensinde har vi nemlig nu flere overvægtige end normalvægtige borgere her i landet. Udviklingen i overvægt er dybt bekymrende, og det kalder på en seriøs indsats fra højeste politiske hold for at fremme sunde mad- og måltidsvaner i befolkningen. Sunde mad- og måltidsvaner er nemlig afgørende for at få og bevare et godt helbred livet igennem. De kan bl.a. forebygge overvægt, der kan have alvorlige følger som f.eks. type 2-diabetes og hjertekarsygdomme, samt huller i tænderne.

Desværre har regeringen i sin nye strategi – igen – lagt størst vægt på den vej, der hedder information og oplysning.

Det ærgrer vi os over i Vidensråd for Forebyggelse. Vi har netop i foråret udgivet en rapport, som samler forskningen og giver et overblik over effektive indsatser til at fremme sunde mad- og måltidsvaner blandt børn og unge. Det er selvfølgelig i første række forældrene, vi skal have fat i, eftersom de er ansvarlige for børnenes madvaner. Men forældrenes valg afhænger af så mange andre parametre, end hvad de er oplyst og informeret om.

Der skal gennemgribende indsatser til, som påvirker strukturerne og rammerne for vores madvalg og måltidsvaner, for at ændringer i en sundere retning kan holde. Det vil bl.a. sige øget tilgængelighed af sund mad, mindre portioner og højere pris på usunde madvarer og omvendt større portioner og billigere pris på de sunde madvarer.

Det nytter ikke at dænge befolkningen til med mere information med en forventning om, at den enkelte dermed som ved et trylleslag har evne og motivation til at foretage det sunde mad- og måltidsvalg. For det ville forudsætte, at det, vi putter i munden og indkøbskurven, udelukkende kommer af et frit, individuelt valg, vi foretager på basis af et oplyst grundlag.

Sådan forholder det sig ikke. Tværtimod. Det er svært og kræver mange ressourcer at foretage det sunde valg.

Tilgængeligheden af mad har aldrig været større end nu. Uanset hvor vi befinder os, er der aldrig langt til mad. Desværre er det typisk lettere at få fat i en hotdog eller et stykke pizza end i en grøn salat. Du skal altså som forbruger gøre en stor indsats for at træffe det sunde valg. Og det kræver ressourcer at kæmpe imod den fristelse, det er at vælge pizzaen, som er lige foran dig, og gå på jagt efter et sundere alternativ.

Når vi køber ind, ja, så er valget af varer, der havner i indkøbskurven, et langt stykke hen ad vejen taget for os. Det er en hel videnskab i sig selv at indrette et supermarked, og nogle fødevareproducenter betaler ublu summer for at få de bedste placeringer i butikken. Fordi det kan betale sig. Fordi det får kunderne – os alle sammen – til at putte flere af deres varer i vognen. Også de varer, som vi udmærket er klar over ikke er sunde og gode for os, hvis vi spiser for meget.

Det er således ikke nogen tilfældighed, at basisvarer som mælk og pålæg står længst væk i butikken, mens slik, sodavand og chips står på fremskudte poster i spotlight og fristende poseringer. Her kæmper vi også mod biologien, fordi vores hjerne simpelthen overvældes af trangen til sukker og fedt, når vi er trætte og stressede.

Dertil kommer, at prisen helt åbenlyst er en faktor, der er med til at styre, hvad vi som forbrugere går efter. Supermarkederne satser i høj grad på slagtilbud, store portioner og mængderabatter på billige madvarer, der typisk indeholder mere fedt, sukker og salt.

Vores mad- og måltidsvaner hænger også i høj grad sammen med de vilkår, vi lever under. For nogle er det simpelthen vigtigere at tjene til livets opretholdelse og generelt at få en udfordrende hverdag til at hænge sammen end at kaste kræfter efter at løbe spidsrod efter sund mad.

Særligt i disse grupper vil rammer og strukturer, der understøtter, at det sunde valg er det nemme, gøre langt mere gavn end oplysning og vejledning.

Sidst, men ikke mindst, så følger de vaner, vi grundlægger i barndommen, omkring, hvad og hvordan vi spiser, med ind i voksenlivet, på samme måde som en overvægt tilegnet i barndommen gør det. Der er et kæmpemæssigt åbent vindue i barndommen for at påvirke borgernes sundhed resten af livet. Så tiltag, der gør en konkret forskel i de helt små borgeres mad- og måltidsvaner, er blandt de mest virksomme i det lange løb.

Af alle de ovenstående grunde er der ikke behov for mere oplysning, men derimod modige politiske beslutninger om strukturelle tiltag, der virkelig batter. Nogle af de tiltag, Vidensråd for Forebyggelse anbefaler, er sunde madordninger, nem adgang til sunde fødevarer og regulering af priserne.

Hvis vi kunne sikre, at alle børn i institutioner og skoler, uanset baggrund, hver dag får et sundt og nærende måltid mad, så ville det gøre en mærkbar forskel. Flere undersøgelser har vist, at involvering af børnene i udvikling af menu og produktion af maden er særlig gavnlig i forhold til at spise flere grøntsager. Men det skal være en madordning, der kan fås til en pris, som er til at betale for alle (eller med tilskud til de, der ikke kan). Det er en investering, som kan være med til at gøre op med den sociale slagside på sundhedsområdet, og som samtidig er med til at sikre en god indlæring og trivsel blandt børnene.

Og så er prisen på madvarer en faktor, vi ikke kan komme udenom. Det er veldokumenteret, at borgernes indkøb vil blive påvirket i en sundere retning, hvis man hæver afgiften på sukker, så varer, der indeholder sukker, bliver væsentligt dyrere, og samtidig sænker afgiften på frugt og grønt, så det bliver billigere for forbrugerne.

Men det kræver stort politisk mod at hæve prisen på sukkerholdige fødevarer. Der vil komme massiv modstand fra producenterne. Trusler om øget grænsehandel vil fyge politikerne om ørerne. Der vil blive rippet op i sagen om den gamle fedtskat, som blev indført for nogle år siden – og afviklet ganske kort efter, fordi den ikke virkede efter hensigten. Men det ændrer ikke ved det faktum, at prisen er en afgørende faktor for forbrugernes valg.

En god løsning kunne være at få producenterne med på vognen, lidt i stil med Fuldkornspartnerskabet, som i løbet af et årti har formået at fordoble danskernes indtag af fuldkorn. Fordi parterne har gjort det sunde valg til det nemme valg. Kunne man f.eks. fra politisk side invitere til at etablere et sukkerpartnerskab?

Så kære politikere, mange tak for fokus på området. Men hvis det virkelig skal batte, så kombinér informationsindsatsen med, at alle borgere får lettere adgang til sund og smagfuld mad i institutioner, skoler, arbejdspladser, supermarkeder og idrætsforeninger, og reguler priser og portionsstørrelser i en sundere retning. Så kan vi håbe på at se en opbremsning i den stigende overvægt hos både børn og voksne og måske dermed et fald i de sygdomme og lidelser, der følger i overvægtens kølvand livet igennem.

Inge Tetens er formand for arbejdsgruppen bag Vidensråd for Forebyggelses rapport om mad- og måltidsvaner blandt børn og unge, Ulla Toft er medlem af arbejdsgruppen bag Vidensrådets rapport, og Morten Grønbæk er formand for Vidensråd for Forebyggelse.