50-året for OL i Mexico

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For 50 år siden – den 12. oktober – gik jeg sammen med andre danske atleter ind på det olympiske stadion i Mexico City til åbningen af OL. Jeg deltog som den hidtil eneste danske kvindelige idrætsgymnast. Ikke som stjerne, men som én blandt de mange andre gymnaster, der var med til at danne ”hof” omkring de rigtige stjerner og med til at sætte deres præstationer i et passende relief. Sådan er der ingen danske atleter, der sendes af sted i dag.

Legene i 1968 markerer på flere måder centrale begivenheder i den olympiske historie. Når man nævner OL i 1968 husker mange især det ikoniske billede af to amerikanske løberes Black Power-demonstration for menneskerettigheder. For mig fik deltagelsen skærpet min politiske og (idræts- og køns-) historiske bevidsthed. Hvorfor skulle jeg som kvindelig gymnast underkastes en kønstest? Og hvorfor måtte jeg ikke tage imod et tilbud om at træne med de østtyske gymnaster? Hvorfor skulle vi bo i ”kvindehus” uden adgang for mænd? Hvilke refleksioner giver det til legene her 50 år efter?

De olympiske leges fader, baron Pierre de Coubertin, havde en vision om gennem sport at bidrage til en bedre og mere fredelig verden. Coubertin var fra legenes begyndelse i 1896 og frem til sin død modstander af kvinders deltagelse. Normen for kvindelig adfærd og angsten for sportens belastning af kvindens reproduktive organer satte begrænsninger. Men kvinderne ønskede at lege med, og kønskategorierne blev udfordret. De første kvinder deltog ved legene i Paris i 1900 i tennis og golf, som kunne udøves i tækkelige klæder. Kvinderne udgjorde her ca. 4,5 pct. af deltagerne. Ved legene i 1968 i Mexico deltog ca. 5.530 atleter, heraf ca. 16 pct. kvinder fra 112 lande. Til sammenligning deltog der ved legene i Rio i 2016 ca. 11.300 atleter, heraf ca. 45 pct. kvinder fra 207 lande. IOC har den ambition, at der i 2020 skal deltage lige mange mænd og kvinder. Stigningen er især sket efter Anden Verdenskrig og især gennem de seneste 30 år. Det er interessant, at IOC, som er en organisation domineret af (ældre) mænd – og på mange måder udemokratisk – har benyttet ”kønskvotering”. Måske har kvoter været nødvendige for legenes overlevelse og vækst?

Efter at kvinderne fik adgang til legene, blev der i mange år passet særligt på dem. Den første olympiske landsby, hvor atleterne skulle bo under legene, blev etableret i 1924. Dog var kvinderne ikke medtænkt. De måtte enten blive indkvarteret uden for OL-byen eller i mange år – som i 1968 – i et særligt kvindehus i OL-byen, hvor mænd var forment adgang. Kvinderne måtte til gengæld gerne besøge mændenes huse. Siden 1992 har kvinder og mænd boet side om side i OL-byen. At kønsnormerne har ændret sig i forbindelse med OL kan blandt andet ses ved, at der i forbindelse med de seneste års olympiske lege er blevet udleveret kondomer til atleterne. F.eks. blev der ved OL i Rio uddelt 450.000 kondomer svarende til 42 per atlet. De olympiske lege har på dette område undergået en væsentlig forandring, og seksualiteten har vundet over puritanismen.

Inden valget af Mexico for legene i 1968 havde der været kritik af legenes placering, især fordi Mexico City ligger i 2.300 meters højde, hvor luften indeholder ca. 30 pct. mindre ilt, hvilket påvirker de fleste idrætsgrene. Som atlet blev jeg sendt til Mexico uden træner, hvilket var et kæmpe problem, fordi vi for at blive akklimatiseret måtte komme i god tid før konkurrencerne. Da jeg fik tilbudt at træne med det østtyske hold, et af verdens bedste, var jeg ovenud glad. Men jeg fik et klart nej til tilbuddet af den danske OL-delegationsledelse, så jeg endte med at træne med de svenske gymnaster. Årsagen skyldtes en storpolitisk situation. I foråret 1968 havde den tjekkoslovakiske præsident, Alexander Dubcek, startet en frigørelsesproces, som blev støttet af unge, gamle, arbejdere og intellektuelle. I august 1968 havde Sovjetunionen og andre af Warszawapagtens lande nedkæmpet Foråret i Prag, så jeg måtte ikke samarbejde med østtyskerne. Kampen om medaljerne på gymnastikarenaen stod mellem kvinderne fra Tjekkoslovakiet og Sovjet, og stemningen var ikke altid rar under konkurrencerne. Den tjekkiske Vera Caslavska havde været aktiv i Foråret i Prag, og hun vandt fire guldmedaljer. Hun måtte dog dele guldmedaljen i øvelser på gulv med den sovjetiske Larisa Petrik. Da de stod sammen på sejrsskamlen, og den sovjetiske nationalmelodi blev spillet, så Vera Caslavska ned og væk. Hendes gestus vandt respekt fra mange, men det modsatte fra de tjekkiske ledere. Det fik dog ingen konsekvenser i lighed med Black Power-demonstrationen i atletik.

Ved OL i 1952 kom de østeuropæiske lande med, og med dem blev konkurrencen skærpet. Nye kvindetyper viste sig på de olympiske arenaer, som på flere måder passede til fortidens fordomme om sportskvinder, idet enkelte af atletikkvinderne så mandhaftige ud. Det varede ikke længe, før diskussionen blussede op. For var de nu rigtige kvinder, eller var de hermafroditter eller mænd i kvindeklæder? Sportens ideal om lighed i udgangspunktet og idéen om eventuel snyd gjorde, at alle kvindelige OL-atleter fra 1968 og frem til 1996 skulle kønstestes. Og det blev de så. Testen bestod af et lille skrab fra mundhulen, som laboranter og genetikere hurtigt kunne analysere, så dommen kunne afgives. Atleten kunne så håbe på: »The results proved no abnormality«. I tilfælde af hermaphroditism eller intersexuality blev atleten udelukket ud fra idéen om en konkurrence på lige vilkår. Få blev taget i snyd, endnu færre blev dømt hermafrodit, men siden er en del – også kvinder – blevet taget i brug af doping. I 2016 meldte IOC ud med en bredere kønsidentifikation, og der blev givet retningslinjer for, at det fremover skulle være muligt for f.eks. transkønnede at deltage ved OL.

Jeg havde på personligt plan oplevet, at politik var en del af sporten. Det var ikke alle, man måtte ”lege” med. Det førte ikke til nogen protest fra min side. Så stille gik det dog ikke for sig, da to sorte amerikanske løbere, Tommy Smith og John Carlos, der vandt henholdsvis guld og bronze i 200 meter-løb, skulle have uddelt deres medaljer. Under sejrsceremonien rakte de hver en knyttet næve i en sort handske op i luften i sympati med Black Power – en bevægelse, der kæmpede for sortes rettigheder. Bevægelsen havde før legene anklaget IOC’s præsident, Avery Brundage, for sympati med Sydafrika og landets racistiske holdninger, og der var i USA etableret et Olympic Project for Human Rights, som de to løbere støttede. På baggrund af demonstrationen blev – efter pres fra IOC – de to amerikanere sendt hjem til USA. Siden fik de frataget deres medaljer, og der var ingen sejrrig hjemkomst for dem i USA – kun fordømmelse. De er siden blev rehabiliteret. Uden medierne – tv og den skrevne presse – var det aldrig blevet en global nyhed og en historisk begivenhed, som frem til i dag bliver fulgt i medierne.

De olympiske lege i Mexico i 1968 var noget særligt. Kønnet blev – som nævnt – sat på prøve, og tv begyndte at sende fra OL til hele verden. OL blev for alvor en arena, hvorfra politiske dagsordener kunne rejses. Men alle olympiske lege er noget særligt. I min nye bog, ”Olympiske kvinder. Om topsport og kvindeliv gennem 100 år”, har jeg interviewet flere end 40 danske kvinder fra 22 forskellige idrætsgrene, som deltog i årene mellem 1924 og 2018. Kvinderne beretter om udfordringer, frigørelse og oplevelser, som jeg har samlet til en mangfoldig fortælling om kvinder i topsport. Om det særlige ved OL siger én af kvinderne, at det er »når så mange idrætsgrene myldrer rundt mellem hinanden, og det er helt naturligt at tale med enhver ”fremmed”, som man møder. Det var en dejlig oplevelse af et multietnisk samfund, hvor alle respekterede hinanden som mennesker af lige værd.«

Netop som citatet siger, er det særlige ikke knyttet til selve sporten, men til mødet med de mange kulturer og det perspektiv, det skaber for mellemfolkelig forståelse og muligheden for at sætte fokus på menneskerettigheder. IOC har som en central global organisation mulighed for stor påvirkning. I ønsket om bedre kvinderepræsentation stillede IOC i 2012 f.eks. krav til alle lande om, at såfremt de ønskede at deltage, skulle der kvinder med på holdet. Således deltog Saudi-Arabien for første gang med to kvinder. Uanset om mange vurderer det som symbolpolitik, tror jeg, at det på sigt vil bidrage til fremskridt for kvinder og kvindelivet i Saudi-Arabien. IOC’s vision om fred og mellemfolkelig forståelse fik særlig betydning ved åbningsceremonien ved Vinter-OL i 2018, da værtslandet Sydkorea gik ind på stadion side om side med deres naboer fra Nordkorea, hvilket fra flere sider blev set som symbol på det lille diplomatiske gennembrud mellem ærkefjenderne i Nord- og Sydkorea.

OL’s betydning skal findes i en dialog mellem de personlige refleksioner og de samfundsmæssige udfordringer. Og uden visioner og drømme – og til tider en vis portion naivitet – ændrer vi nok ikke verden til et bedre sted at leve.