Tillykke med dagen, MeToo

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag er det et år siden, at MeToo-bevægelsen så dagens lys verden over. I den anledning er det oplagt at se nærmere på, hvad Harvey Weinsteins fald fra magtens tinder fortæller os om samfundet lige nu, og hvilke udfordringer vi står over for i fremtiden. Er vi som samfund nået til et nyt stadie af forandringsparathed, der kan karakteriseres som et reelt kønsmæssigt paradigmeskifte, hvor vi pludselig får øjnene op for, at seksuel chikane ikke bør ses som kulturel acceptabel adfærd, eller er MeToo-bevægelsen blot en storm i et sejlivet patriarkalsk farvand?

Indtil MeToo-bevægelsen slog igennem i 2017 over hele verdenen, kom sexchikane sjældent frem i lyset som et kollektivt og mainstreamet samfundsmæssigt problem. Der var øjensynligt ikke mange mennesker, som havde reflekteret længe og dybdegående over dette emne, fordi der i mange henseender har været en manglende erkendelse af, at problemet eksisterede, og at seksuel chikane var noget, som man burde og kunne forholde sig til specielt på et overordnet samfundsmæssigt niveau.

MeToo-bevægelsen har afdækket et stort behov for at bekæmpe den sexistiske kultur, som mange kvinder og nogle mænd oplever, og bevægelsen er en klar afstandtagen fra forestillingen om det kulturelt legitime i at praktisere seksuelt grænseoverskridende adfærd. Overordnet set kan man hævde, at MeToo-bevægelsen skabte et kvindeligt fællesskab om krænkelser, hvilket medførte en legitimering af kvinders oplevelser, idet seksuel chikane pludselig blev voldsomt italesat og dermed fik en anden status i samfundsdebatten.

De fleste studier om seksuel chikane har handlet om udbredelsen af fænomenet og kvinders fortællinger om, hvad de har været udsat for af forskellige former for seksuel chikane, og hvad konsekvenserne/skadevirkningerne for dem har været. Det er forståeligt, at denne viden fortrinsvis indtager de krænkedes perspektiv, og disse stemmer er måske også stadig det vigtigste at få frem i debatten. Men hvis man vil forsøge at skabe en dybere forståelse af, hvorfor seksuel chikane forekommer, og hvordan vi kan bekæmpe fænomenet, må vi som samfund ikke glemme at sætte fokus på spørgsmålet om, hvorfor det egentlig hovedsageligt er mænd, som udfører seksuel chikane.

Forklaringerne på, hvorfor nogle mænd udøver seksuel chikane, er komplekse og uensartede, og de strækker sig lige fra organisatoriske over psykologiske og biologiske til sociokulturelle forklaringer. Der er en relativ konsensus om, at årsagen til mænds udøvelse af sexchikane skal findes i et samspil mellem kulturelle, sociale og personlige årsager. Men der er uenighed om, hvilke faktorer der er de vigtigste. Det fremstår dog centralt ikke kun at tale om enkeltindivider, men derimod fokusere på den kultur og de strukturer, som fordrer krænkelserne.

At mange magtfulde mænd ikke har kunnet finde ud af at acceptere kvinders grænser, og at de har brugt deres privilegier til at få sex, er ikke nyt. Sager om seksuelle overgreb og magtfulde mænd har ofte været forbundet. Tænk på personligheder som Bill Cosby, Dominique Strauss-Kahn og Bill Clinton.

Eller hvem husker ikke Italiens daværende premierminister Silvio Berlusconi, som ud over bl.a. at være kendt for at arrangere de berømte “bunga, bunga sexparties”, i 2011 under et EU-topmøde efter at havde hilst på Danmarks daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, vendte sig om og uden skrupler gav hende det berømte “elevatorblik”.

Det har hovedsageligt været kvinder, der har forsøgt at bekæmpe udbredelsen af seksuel chikane i samfundet. Spørgsmålet rejser sig derfor, om der er grund til at tro, at mænd er parate til aktivt at engagere sig i kampen mod seksuel chikane og til at udfordre de eksisterende forestillinger om mænds berettigelse til at krænke. Hvis man kigger på den hjemlige andedam, står det klart, at MeToo-bevægelsen ikke er slået stærkt igennem i Danmark.

Hvor magtfulde mænd er faldet på stribe i udlandet, har debatten herhjemme været gennemsyret af en defensiv holdning præget af et meget kulturradikalt kvindesyn, som gør det svært at tolke seksuel chikane ud fra et magt- og krænkelsesperspektiv. Problemet med sexchikane hænger ofte konkret hænger sammen med, at mænd ikke forstår, hvad kvinder er udsat for.

Når mænd ikke ud fra deres egne livserfaringer kan nikke genkendende til de realiteter, som kvinder beskriver, kan selv mænd med progressive ligestillingsattituder være tilbøjelige til at hævde, at fænomenet ikke eksisterer i nævneværdig grad. Selv om de fleste mænd naturligvis (og heldigvis) ikke kan genkende sig selv i de grove historier, som er kommet frem i MeToo-debatten, er der grund til, at alle mænd stopper op, lytter og kigger indad, samtidig med at de spørger sig selv, om de – måske ikke ved deres handlinger, men så ved manglen på handlinger eller reaktioner – har været med til at acceptere og blåstemple seksuel chikane.

Mænd er via MeToo-bevægelsen blevet tilbudt at blive lukket ind i et erfaringsfællesskab af følgerne af seksuelle krænkelser, som mange ikke kendte til førhen. Mænd har med MeToo-bevægelsen bogstaveligt talt fået mulighed for at lære mere om, hvad det vil sige at være kvinde. Men er der virkelig kommet noget frem, som vi ikke vidste i forvejen?

Måske ikke, men man bør blive overvældet, når det kommer frem så eksplicit. Omkring omfanget og konsekvenserne fremhævede kønsdebattøren Anders Haahr Rasmussen under en MeToo-debat det således, at vi måske ikke vidste det »helt ned i maven«.

Selvsamme Rasmussen havde også en fin formulering, da han påpegede, at det var konstruktivt, hvis mænd foretog et »privilegietjek« af, hvornår vi som mænd går rundt og udøver magt uden at tænke over det. Men kan MeToo-bevægelsen få mænd til at reflektere over, hvordan de behandler kvinder?

Der er specielt blandt mænd ikke etableret et sprog til at tale om overgreb. Mænd kan dog være med til at formindske overgreb ved at sige fra over for den seksuelt krænkende adfærd, som de møder. Det store spørgsmål bliver dog, hvordan man kan motivere mænd til at deltage mere i debatten om seksuel chikane, når det “rum”, som de skal tale sig ind i, stadigvæk af mange opfattes som farligt og utilgængeligt.

Det er nemlig ikke let at gå fra at være en aktiv deltager i en sexistisk kultur til at blive en del af løsningen. Dette skyldes, at det på grund af social bonding og stigmatiseringsangst kan være svært for mænd at skulle sige fra over for andre mænds seksuelle grænseoverskridelser.

Det handler ikke om at udskamme mænd, men derimod om at skabe en konstruktiv samtale om personlige og seksuelle grænser. Spørgsmålet, der dog alligevel rejser sig, er, at hvis der virkelig skal ske en samfundsmæssig revolution på dette område, og hvis der virkelig skal finde kulturændringer sted, kræves det så, at der sker en overførsel af skam til udøveren af den seksuelle chikane?

Deraf kan man spørge, om vi ikke i Danmark har haft for få sager med for få konsekvenser. MeToo-bevægelsen har tydeligt indikeret, at sexismen er til stede overalt i samfundet og begrænser særligt kvinder i hele deres liv. Der er dog tegn på, at der eksisterer et momentum til at forandre denne kultur i fællesskab, på tværs af køn og politisk overbevisning.

Bevægelsen har sat voldsomme dynamikker i spil, og MeToo-afsløringerne har sat et bevidsthedsskred i gang. Kvindekroppen er blevet en ny politisk kampplads, og der er kommet pres på nødvendigheden af nye lovgivningsmæssige tiltag. Seksuel chikane har fået en ny samfundsmæssig status. Det viser senest Justitsminister Søren Papes udmelding om, at vi bør indhente erfaringer fra udlandet med hensyn til, om vi eventuelt bør definere voldtægt på en ny og mere tidssvarende vis. Dette havde højest sandsynligt aldrig fundet sted uden MeToo-bevægelsen.