Ytringsfriheden står ikke alene

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ytringsfriheden er en politisk værdi. Det er noget, som vi skal sikre politisk. Men hvorfor? Hvorfor er det vigtigt, at vi alle i samfundet har ret til at ytre vor mening om alt mellem himmel og jord – og specielt om det samfund, hvori vi lever?

Ytringsfriheden er primært vigtig af to grunde. For det første og mest generelt er den vigtig for sandhedens skyld. For at vi kan konfronteres med kritik af vore givne meninger og med andre synspunkter end vore egne. Og for at vi derigennem kan afsløre vore egne illusioner og udvikle vore idéer om verden og om vor situation i verden frem mod større sandhed. For det andet af hensyn til den politiske beslutningsproces. Ytringsfriheden gør det muligt, at almindelige folk kan kritisere de herskende samfundsforhold; og de kan dermed give de politiske beslutningstagere et mere informeret grundlag for at forholde sig til disse forhold og om muligt ændre dem til det bedre.

Men hvis ytringsfriheden er vigtig af disse grunde, så står den ikke alene. Så forudsætter den, at der eksisterer et socialt rum – et omgivende samfund – som er modtagelig for kritik, selvkorrektion og idéudvikling. Det vil sige, at ytringsfriheden er komplementær til en særlig karakterdannelse: et særligt ”modtagersind”. Vi skal ikke blot bruge ytringsfriheden til at hævde vort eget synspunkt i modsætning til andres, men vi skal også bruge den til at lære af andres synspunkter. Vi skal ikke være fastlåste, men ”tage imod” andres idéer med åbent sind og overveje, om de kan afsløre en flig af sandheden, som vi selv har overset. Til gengæld skal vi så også forlange, at andre forholder sig på tilsvarende måde til vore idéer. Ideelt set forudsætter ytringsfriheden altså, at ingen er fastlåst på forhånd, men at alle er villige til at reflektere over deres egen position og at ændre denne position, hvis de konfronteres med vægtige argumenter.

Når vi erkender, at ytringsfriheden forudsætter en sådan karakterdannelse, så er det næste spørgsmål: Hvorledes udvikler man et samfund, hvor det store flertal har denne karakterdannelse? Det kommer ikke af sig selv. Tværtimod er det meget lettere og mere naturligt at skabe en stabil samfundsorden, hvis samfundet oplærer de kommende generationer i nogle faste dogmer, som holdes uden for enhver tvivl. Og det er sådan, at de fleste stabile samfund har været opbygget igennem historien.

Skal ytringsfriheden have mening, så skal der slås hul på et sådant stift opdragelsesmønster. Så skal menneskene i deres opvækst lære at forholde sig kritisk til egne meninger og åbne over for, hvad andre mener. Selvkritikken må så også indebære, at man ikke ukritisk overtager andres meninger. Det gælder om at nå frem dertil, hvor man søger at finde, hvad der – alt taget i betragtning – er bedst begrundet. Men et sådant sind skal udvikles og trænes. En træning, som ikke er mindre vigtig end den, som borgerne får i det dogmatiske samfund; men som er ganske anderledes.

Det stiller et nyt spørgsmål: Hvem opdrager opdragerne? Hvorledes bryder et samfund igennem den naturlige dogmetro? Hvorledes når man frem til et samfund, hvor opdragerne finder det naturligt at opdrage de fremtidige borgere til selvstændige tænkere i indbyrdes idéudveksling? Et samfund, hvor opdragerne ikke blot opdrager de kommende generationer til at følge de dogmer, som de selv følger, men hvor opdragerne har det mål at få eleverne til at følge rationalitetens normer – til at tænke, som en tænkning, der er sit navn værd, må tænke.

Der findes ikke noget entydigt svar på dette spørgsmål. Der vil altid være tale om et samspil af historiske omstændigheder. Men når vi lever i et samfund, hvor vi faktisk er blevet opdraget ud fra idealet om fri og selvstændig meningsudveksling, så kan vi spørge, hvorfor netop vort konkrete samfund har udviklet sig i den retning. Hvad er det specielt, som har medført, at vi i vort land sammen med en række omgivende lande har udviklet en udogmatisk og åben opdragelseskultur? Umiddelbart må vi selvfølgelig bøje os for, at det er et kompliceret historisk spørgsmål, hvor mange faktorer spiller sammen; men når denne indrømmelse er gjort, så er der én faktor, der bør tilkendes særlig betydning. Det er den protestantiske kristendom med dens implicitte sekularisering af det politiske. Som et land, der ”dogmatisk” oplærte de opvoksende generationer i protestantisk kristendom, blev vi underlagt en historisk dynamik, som indirekte – og over længere tid – førte til oplæringen i den for ytringsfriheden og demokratiet nødvendige karakterdannelse. Vejen gik over den protestantiske kristendoms eget implicitte krav om individuelt trosvalg. Denne samfundsmæssige udvikling var ikke planlagt – og slet ikke forudset; men den fandt sted – hjulpet af en særlig religion – og det er en gave, som vi bør være taknemmelige for.

Dette er den skjulte baggrund for, at vi i vort land har fået den folkelige, kulturelle karakterdannelse, som er forudsætningen for, at vi kan opretholde et nogenlunde velfungerende demokrati med en meningsfuld ytringsfrihed. Og det er så igen på den baggrund, at vi skal vurdere den aktuelle diskussion om ytringsfrihedens grænser. Det er et centralt træk ved denne diskussion, at de radikale forkæmpere for ytringsfrihed ikke kun mener, at der skal være ytringsfrihed for dem, som selv går ind for en radikal ytringsfrihed, men også for dem, som ønsker at indskrænke ytringsfriheden, og som propaganderer for antidemokratiske ideologier som fascisme og kommunisme.

Og det kan være rigtigt nok. Når vi har en nogenlunde veludviklet kultur, hvor det store flertal er villig til at forholde sig refleksivt til sin egen meningsdannelse, så kan der udmærket gives ytringsfrihed til folk, som propaganderer for antidemokratiske ideologier. For hvis den kulturelle karakterdannelse er stærk, så vil den antidemokratiske ideologi falde i den demokratiske diskussion; og i denne proces vil den demokratiske selvforståelse skærpes. Desuden er fascismen og kommunismen politiske ideologier, som er opstået under den moderne udvikling i Europa. Det er ideologier, som tilbyder pseudoløsninger på reelle problemer i det moderne samfund. Men nu har vi erfaringer med, hvorledes disse løsninger fungerer, og vi har lært, hvor farlige de er. Derfor er det kun en fordel at kunne diskutere dem i fuld åbenhed.

Ytringsfrihedsdiskussionen har imidlertid fået en helt ny dimension med islams voksende indflydelse i Europa. Det giver sig konkret til udtryk i diskussionen om burkaforbuddet. De radikale forkæmpere for ytringsfriheden mener, at burkaen er en ytring, og at man derfor krænker ytringsfriheden, hvis den forbydes. For at kunne afgøre, om dette er rigtigt, skal man først gøre sig klart, at burkaen af dem, som går ind for den, opfattes som en del af islam. Desuden skal man forstå, at islam i sit udgangspunkt er et dogmatisk læresystem, som foreskriver sine tilhængere nogle faste normer, der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved. Islam er altså ikke, som fascismen og kommunismen, en reaktion på det moderne selvreflekterende samfunds problemer. Det er derimod en reaktion på en ordinær religiøs konflikt i den arabiske verden, som førte til skabelsen af et dogmatisk system, som lukkede af for den modernisering, som Europa oplevede. På den baggrund er burkaen udtryk for en dogmatisk karakterdannelse, som bryder med selve forudsætningen for, at ytringsfriheden har mening. I et frit samfund har man ikke frihed til at sælge sig selv som slave. Og man har heller ikke frihed til at udslette sin egen individualitet, som man gør, når man går med burka. I et frit samfund er den enkelte forpligtet på sin egen frihed. I modsat fald sætter man den fælles samfundsmæssige frihed på spil. Man kan ikke tvinge til frihed; men man kan tvinge til at overholde betingelserne for frihed. Og det skal vi gøre, hvis vi skal opretholde den kulturelle karakterdannelse, som er forudsætning for et levedygtigt demokrati med en meningsfuld ytringsfrihed.