Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Min ældste kærlighed

I anledning af at Aarhus Universitet på tirsdag runder sit 90-års jubilæum, funderer Jens Peter Christensen over sine år ved universitetet, kollegielivet og universitetets ånd.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Den ældste kærlighed, jeg har, fylder 90 år på tirsdag. Hun har gennem årene mest være klædt i gult, selv om der på det seneste også er kommet andre farver til. Hun har også bredt sig lidt med årene, men kan dog fortsat klemme det meste af sig selv ind i den grønne park, hvor hun allerede som femårig, i 1933, fik bolig. Trods sin alder tager hun sig bedre ud end nogensinde. Hendes navn er Aarhus Universitet. Jeg har plejet omgang med hende i næsten halvdelen af hendes levetid og det meste af min egen.

Der var egentlig ikke lagt op til, at jeg skulle lære hende at kende, for jeg startede jeg med at læse ved hovedstadens universitet. Klogere på verden rullede jeg imidlertid tilbage over Sjælland, til færgen i Kalundborg med landgang i Aarhus Havn. Jeg startede med at læse økonomi. Men det blev for kedeligt. Jeg skiftede til statskundskab. Dengang kunne man skifte studium, som man skiftede skjorte. Fri adgang var en hellig ko, som adgangsreguleringen dog kort efter slagtede. Efter nogle år ude i det såkaldt virkelige liv som statskundskabsmand, fandt jeg ud af, at jura var lige så spændende, og efter nogle år med fritidsjurastudier blev jeg som 36-årig også jurist. Siden blev jeg juraprofessor ved universitetet, og efter, jeg forlod universitetet for at blive højesteretsdommer, er det heldigvis lykkedes mig at bevare forbindelsen til min gamle kærlighed. Som medlem af bedømmelsesudvalg, foredragsholder, eksaminator og på det seneste som medlem af universitetets bestyrelse.

Meget i gangbøgerne er halvstudentikos snak, men der er også længere kloge debatter. Og så er der vidnesbyrd om mere platte overgreb, når ordene ikke slog til. F.eks. da Bertel Haarders mad en lørdag nat blev oversmurt med rød ketchup.

Når kærligheden kom til at stikke så dybt, skyldes det måske også, at jeg nogle år boede i den grønne park. På bakken, over byen. På Parkkollegierne. Heldigvis står kollegierne endnu. Universitetsparkens leoparder, som tidligere rektor Henning Lehmann har kaldt dem. Indeni moderniseret, men udefra helt som C.F. Møller skabte dem. Et sted man lever. Og med undervisningslokalerne så tæt på, at faren for at komme for sent om morgenen er overhængende. Det er for nylig lykkedes Aarhus Universitets fremragende universitetshistoriker, Palle Lykke, at komme i besiddelse af gangbøgerne fra min gang, kollegium 3, 2. sal. I bøgerne er der berettet om det daglige liv, fester, halløj og ballade. For et par uger siden kastede jeg mig over Palle Lykkes fangst. Desværre var gangbogen fra min tid ikke i nettet. Jeg førte dengang selv bogen som såkaldt ”gangbogsinspektør”, og en eller anden har måske tilegnet sig værket på grund af dets store litterære kvaliteter.... Måske. Men jeg fik dog studeret den øvrige fangst, navnlig fra Bertel Haarders tid på gangen sidst i 1960'erne som såkaldt ”køkkeninspektør”.

Det var et gensyn, for jeg havde i min kollegietid allerede læst siderne; dengang dog uden at vide at jeg senere skulle blive assisterende ministersekretær for ham i et par år sidst i 1980’erne. Meget i gangbøgerne er halvstudentikos snak, men der er også længere kloge debatter. Og så er der vidnesbyrd om mere platte overgreb, når ordene ikke slog til. F.eks. da Bertel Haarders mad en lørdag nat blev oversmurt med rød ketchup. Den skyldige blev dog fundet og idømt en omgang bajere til gangen.

Aarhus Universitet er et andet universitet, end da jeg ankom på havnen i efteråret 1975. Studentertallet var dengang godt 15.000. I dag er det mere end 33.000. Antallet af ansatte var dengang omkring 1.600. I dag er det mere end 7.800. Men ånden er i vidt omfang den samme. Og efter nogle triste år, hvor universitetets gamle logo med delfinerne var trængt i baggrunden til fordel for et nymodens og ulæseligt krimskramslogo, er de herlige, frie dyr heldigvis atter blevet vakt til live af universitetets kloge rektor.

Det er klart, at den vigtigste opgave for et universitet er at skabe ny viden og indsigt og at uddanne kandidater, der kan bringe denne viden videre og gøre nytte i samfundet

Som speciale skrev jeg som statskundskabsstuderende en bog om udbygningen af universiteter og højere læreanstalter – fra uddannelseseksplosionen startede sidst i 1950’erne, da russerne skød sputnikken op, bemandet med den stakkels rumhund Lajka, og frem til begyndelsen af 1980’erne. Sputnikken blev en brat opvågning for den vestlige verden og blev startskuddet til store investeringer i uddannelse og forskning. I min bog ”Den højere uddannelse som politisk problem” skrev jeg om, hvad man vidste og ikke vidste om sammenhængen mellem uddannelsesinvesteringer og økonomisk vækst, om balancen mellem frit studievalg og hensynet til, at de færdiguddannede også skulle kunne få et arbejde, om mulighederne for at forudse fremtidens behov for arbejdskraft, og om ønsket om lighed, så også de af os, der ikke var født med en guldske i munden, kunne få en eksamen.

Det er alt sammen centrale spørgsmål også i dagens uddannelsesdebat. Afgørende klogere på dem er man dog ikke blevet. Det er klart, at den vigtigste opgave for et universitet er at skabe ny viden og indsigt og at uddanne kandidater, der kan bringe denne viden videre og gøre nytte i samfundet. Fremtidens job kender vi knapt nok, men nogenlunde fornuftige forestillinger kan man dog forsøge at gøre sig.

Under alle omstændigheder er det vigtigste for et universitet den ånd, der hersker. Ledelsen kan udsende nok så mange papirer med planer og strategier og mål og værdier – og lige lidt vil det hjælpe, hvis ikke de ansatte er med. Universitetets ånd har dybe rødder i historien. Universitetsledelsen er der kun på træk. Den indsats, som forskerne, underviserne og de mange dygtige tekniske og administrative medarbejdere hver dag lægger for dagen, er det afgørende. Glæden ved den faglige fordybelse, ved ny erkendelse og ny viden. Og glæden ved universitetet som arbejdsplads. En glæde der hvert år bringes videre til de mange nye studerende, der netop i disse dage tager hul på nogle af deres vigtigste og bedste år. Blandt de gule bygninger i den grønne park. Hos den 90-årige, der trods sin alder er mere livskraftig end nogensinde.

Jens Peter Christensen (f.1956) er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Han har været højesteretsdommer siden 2006. Forinden professor i stats- og forvaltningsret ved Aarhus Universitet. Han ar været formand for en lang række lovforberedende udvalg.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Dette er den virkelige bankskandale

Mangelfuld kontrol i kombination med potentielt kriminelle medarbejdere er en invitation til at efterprøve ”Murphys Love”, og Danske Bank har i denne sag krydset stort set alle.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Dansk Industri hejser det hvide flag

Mikael Jalving
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes?

Blog: Venstre og regeringen er totalt passive over for sprøjtegift i drikkevandet

Christian Rabjerg Madsen
95 gange i 2017 sendte vandværkerne drikkevand ud til danske forbrugere, med mere sprøjtegift end reglerne tillader. Alligevel har Venstre mere travlt med at skælde ud på oppositionen end med at sikre danskerne rent drikkevand.

Per Stig Møller: Her er fem ting, EU skal i gang med nu

Per Stig Møller
Økonomer og erhvervsfolk mener, vi skal have hundredtusinder og millioner flere indvandrere for at løse fremtidens arbejdsmarkedsbehov, men på den måde skifter de jo de europæiske befolkninger ud, og hvornår har vi besluttet det?
Annonce
Punjab skiller sig ud i Indien: Her kan man godt lide alkohol og kød i maden
Nye visumregler har gjort Indien mere tilgængeligt, og 1. oktober har Air India etårs jubilæum på deres direkte flyvning mellem København og Delhi. Herfra kan man rejse til Punjab ved den pakistanske grænse. 
Se flere
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere
Punjab skiller sig ud i Indien: Her kan man godt lide alkohol og kød i maden
Nye visumregler har gjort Indien mere tilgængeligt, og 1. oktober har Air India etårs jubilæum på deres direkte flyvning mellem København og Delhi. Herfra kan man rejse til Punjab ved den pakistanske grænse. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her