Mand dig op til at udfordre din hustrus monopol

Denne kronik er et opgør med familien som et morprojekt. Der er meget fokus på den manglende ligestilling – men kun på arbejdsmarkedet, hvor der er et sørgeligt lille antal kvindelige bestyrelsesmedlemmer og ledere. Trods årtiers kamp for ligestilling er Danmark stadig et uland, hvad ligestilling angår. I World Economic Forums ”The Global Gender Gap Report” faldt Danmarks samlede placering fra en ottendeplads i 2006 til en 14.-plads i 2017 (ud af 144 lande). De primære årsager er få kvindelige ledere (her er vi nr. 80!), ulige løn og gammeldags barselsregler. Placeringen er et paradoks, når man tager i betragtning, at danske kvinder generelt er veluddannede (her er vi nr. 1), og at vi har nogle af de bedste offentlige pasningsmuligheder i verden (ifølge OECD har Danmark de bedste såkaldt work-life balance-rammevilkår).

Jeg skriver »Trods årtiers kamp …«, men årsagen til de sølle resultater er i virkeligheden netop de seneste seks årtiers ligestillingskamp. For vores tilgang til ligestilling er helt forkert: I Danmark handler ligestilling på arbejdsmarkedet om indflydelse, mens det i familien handler om opgavefordelingen, og vi bilder os ind, at ligestilling på jobbet og i familien er uafhængige størrelser. På arbejdsmarkedet har kvinder og mænd stort set samme erhvervsfrekvens, men mændene sidder på godt 90 pct. af toplederposterne.

I familierne nærmer vi os en ligelig fordeling af opgaverne (hos de yngre generationer), men det er stadig mor, der træffer godt 90 pct. af familiebeslutningerne. Toneangivende feminister, der kræver, at kvinder får (mindst) samme indflydelse på arbejdsmarkedet som mændene, kalder samtidig mig for en ”moderne mandschauvinist”, fordi jeg anser det for helt naturligt, at min indflydelse i hjemmet står mål med min opgavemæssige indsats. Så end ikke modet til at tage diskussionen seriøst kan vi mobilisere.

En anden årsag til, at ligestillingen står i stampe, er, at vi gør det til en kamp – og tilmed en kvindekamp. I modsætning til de øvrige nordiske lande anser vi ligestilling for at være noget, som kvinder har ret til, og som et nulsumsspil mellem de to køn: Det, som det ene køn vinder, taber det andet køn. Det er mig en gåde, hvordan vi har bildt os selv ind, at ligestilling kan skabes ved kun at fokusere på den ene part og ved at gøre det til et win-loose-spørgsmål.

For mig handler ligestilling om både arbejde og familie, om både indflydelse og opgaver samt om begge køn, så den eneste mulige vej til ligestilling er at gøre det til en fælles ambition: På arbejdsmarkedet skal kvinderne gå efter indflydelsen, og vi mænd skal give kvinderne plads, og i familien skal vi mænd gå efter indflydelsen, og kvinderne skal give os plads.

Selvfølgelig giver kvinderne ikke frivilligt slip på deres monopol på familien. For selvom de ofte klager over, hvor hårdt og kedeligt familielivet er, så er sandheden i virkeligheden den stik modsatte: Familien er det vigtigste, vi har, den er vores vigtigste relation i livet – og dermed afgørende for vores livskvalitet, helbred og levealder (bl.a. dokumenteret i forskningsprojektet ”Harvard Study of Adult Development”, der har kørt siden 1938) – og den byder på masser af stjernestunder.

I Danmark er familien typisk et morprojekt, hvor mor ved bedst, hvad familie og børn angår. Jeg møder ofte kvinder, der siger »mine børn«, selvom deres mand (børnenes far) står lige ved siden af. Jeg kender også masser af mødre, der hellere end gerne overlader støvsugningen til far – når bare han gør det på mors måde. Og de fora, grupper og portaler om opdragelse samt familieliv og karriere, der findes på nettet, har alle kvinder som målgruppe.

Det siger noget om, hvor langt vi rent mentalt er fra ligestilling i dette land. Kvinderne har cementeret deres monopol ved at opfinde ”omsorgsgenet”, som efter sigende skulle gøre kvinden bedre egnet til opdragelse og omsorg. Og indrømmet, en del mænd køber påstanden som undskyldning for ikke at engagere sig i familien. Monopolet håndhæves også af vores institutioner. Jeg har oplevet, at personalet i børnehaven nægtede at holde forældresamtale med mig alene, men gerne med min hustru alene eller med os begge. »Vi bliver jo nødt til at samtale med en, der har den fornødne indsigt i barnet,« lød argumentet, som ikke var personligt ment, men alene henviste til mit køn. Men den menneskelige genmasse er fuldt kortlagt, og konklusionen er klar: Omsorgsgenet findes ikke. Min personlige erfaring som far gennem godt 26 år er, at relationen til ens børn intet har med køn at gøre, men alene afgøres af det kvalitative og kvantitative engagement, som man vælger at mobilisere.

Den engelske antropolog Anna Machin fra University of Oxford har i de seneste 10 år fulgt en gruppe mænd fra tre måneder før til seks måneder efter deres børns fødsel. Resultaterne viser, at mænd undergår store hormonelle forandringer, når de bliver fædre. Bl.a. kan forekomsten af det såkaldte kærlighedshormon oxytocin vokse hos mændene op til fødslen – præcis som det gør hos kvinderne. Hormonet knytter parret tættere sammen og gør de kommende forældre parate til at drage omsorg for deres barn. Efter fødslen falder farens testosteronniveau, hvilket dæmper hans jagtinstinkt og gør ham mere motiveret til at varetage forældreopgaven sammen med moren.

Selvom kvinder stadig føder og ammer børnene, kan de altså ikke længere bruge biologien som argument for at fastholde deres monopol. Børn har mange andre behov, hvor en far er fuldt ud lige så kvalificeret som en mor. Og forskning viser i øvrigt, at det styrker børns generelle udvikling, når både mor og far engagerer sig i børneopdragelse og -omsorg. Personligt er jeg lykkelig for, at jeg valgte at være en engageret far allerede fra start af. For ud over at give børnene en fantastisk ballast i livet har det givet mig nogle meget stærke relationer til både min hustru og vores børn. Det er win-win-win.

Som mand tænker du måske: ”Ja, jeg ville gerne engagere mig noget mere i familien – hvis jeg bare havde tid”. Jeg kan glæde dig med, at du har masser af tid til familien, hvis du vil. Som jeg skrev i min JP-kronik tidligere på året, bruger vi danskere mere tid på tv, streaming, sociale medier og gaming (ca. 33 pct. af vores vågne tid) end på vores arbejde (ca. 25 pct. af vores vågne tid i løbet af et arbejdsår). Så du skal bare skrue ned for dine skærmaktiviteter, så frigør du tid til familien uden at gå på kompromis med jobbet og karriereambitionerne.

Du kan ovenikøbet glæde dig over, at rollen som forælder styrker mange af de personlige kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet i dag: Det gælder især social intelligens, teamwork, problemløsning og konflikthåndtering. Familien er med andre ord den bedste træningslejr for ambitiøse medarbejdere. Personligt indrømmer jeg gerne, at jeg har lært mere om samarbejde, ledelse og strategi i familien end på universitetet og diverse kurser gennem årene.

For mig er der gevinst på alle hylder, så der er ingen tvivl om, at det afgørende spørgsmål er: Har du mod til at udfordre din hustrus monopol? Det håber jeg, at du mander dig op til, for du gør dig selv, din hustru, jeres børn, din arbejdsplads og vores samfund en stor tjeneste ved at tage din rolle som far alvorligt og gøre krav på din del af indflydelsen i hjemmet.