Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det er mærkværdigvis altid de andre, der er de værste (miljø)syndere

Omvendelsesiveren til den rette klimavenlige levemåde antager religiøse former.

Det er i det hele taget ulideligt med alle de frelste og frelsende mennesker, der ved, hvordan livet skal leves. Tegning: Rasmus Sand Høyer

»Så hold dog op! Mennesket kan da også leve uden grønne træer, blomster og blade.«

Sådan blev jeg afbrudt af en arrig HF-elev engang i midtfirserne. Jeg husker hende af samme grund tydeligt. Jeg blev da også smæksur. Jeg underviste i religion. Vi var kommet fra Hopi-indianernes cirkelreligion, hvor selve tipien og den runde lejr fortæller om altings gentagelse og menneskets bøjning ind under den levende naturs hellighed og orden. Lykkeligt, overskueligt – og mestendels fortid! Så var vi midt i den bibelske skabelsesberetning, ja, midt i dem begge, for der er – som sikkert velbekendt for mine oplyste læsere – hele to. Endda i flugt af hinanden. Den første med det universelle perspektiv. Den anden med den jordnære fortælling om Adam og Eva i paradisets have – og hvad deraf følger. Gud går simpelthen ikke i små sko, når der skal fortælles en god historie, som vi kan leve på i gode som svære tider.

Her må jeg være gået helt grassat. Jeg var jo bekymret. Jeg havde lige læst E.F. Schumachers verdensbestsellerbog fra 1973.

Vi var midt i den første. Der er simpelthen for meget vand. Så meget, at Gud er nødt til at få styr på alle vandmasserne ved med sit ord at beordre en hvælving midt i alle vandene til at skille dem ad, inden den lille grønne plet med frugtbarhed, planter og dyr, som vi kalder jorden, stiger frem for vore øjne. Kronen på værket kommer, da Gud beslutter at skabe mennesket i sit billede og velsigner både mand og kvinde med ordene: »bliv frugtbare og mangfoldige, opfyld jorden, underlæg jer den; hersk over alle, havets fisk og himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden.« Jord, plantevækst og dyr er ikke hellige og levende, som hos naturfolkenes religioner. Det er neutralt materiale, som har givet den jødisk-kristne kultur den frihed til at være i verden og bruge naturens råstofressourcer, som hele vores teknologiske styrke er udrundet af, og som vi vist alle skønner såre meget på.

Så kom vi til stridens æble, ordet herske. Det hebraiske grundsprog er her mere nuanceret end vort, der er hele to ord for at herske. Et, når man hersker som en despot, der misbruger sin magt. Og et, når man hersker som en konge med omsorg for sit ansvarsområde. Det er det sidste, ansvarsordet, der bruges i teksten. Og her må jeg være gået helt grassat. Jeg var jo bekymret. Jeg havde lige læst E.F. Schumachers verdensbestsellerbog fra 1973: ”Small is beautiful”, med den danske oversættelse: ”Vækst eller velfærd”. Økonomen Schumacher klargjorde, at vore råstofressourcer var begrænsede, at forureningen ville ende galt, at den moderne økonomi ikke var bæredygtig, og han mente oveni, at den lykkeligste tilværelse skabes ved meningsfyldt arbejde i samarbejde med andre mennesker. Jo, vi var ”I vækstens vold”, som er titlen på teologen Ole Jensens bog fra 1976, som jeg selvfølgelig også havde læst.

Ole Jensen er såkaldt skabelsesteolog, og bogen var et opgør med den del af protestantisk teologi, som gennem hele det 19. og 20. århundrede indirekte havde leveret skyts til vækstsamfundets destruktive natursyn, hvor naturen egentlig kun ses som en ressource for os mennesker i stedet for som Guds skaberværk, med dertilhørende iboende værdighed i sig selv.

I dag takker jeg Joan fra Vilslev. Hun gav mig en lærestreg i, at en lærer aldrig skal prøve at frelse sine elever. Men oplyse og opløfte. At det i det hele taget er ulideligt med alle de frelste og frelsende mennesker, der ved, hvordan livet skal leves, og derfor også mener at have adkomst til at omvende andre på de mest belærende og bedrevidende måder.

I dag takker jeg Joan fra Vilslev. Hun gav mig en lærestreg i, at en lærer aldrig skal prøve at frelse sine elever.

Denne sommers hede har været urovækkende og frygtindgydende. Ikke kun for landmændene. Mine aviser strømmer over med beretninger om det ene dommedagsscenarie efter det andet. Ikke sært, at alle pegefingre er fremme. Lige nu sidder jeg med et stort opslået læserbrev i Politiken fra den 23/7. Her er overskriften: »Selv om du flyver hyppigt, kan du godt være med til at redde kloden«. Teksten er tydeligvis skrevet af en ung veganer. Godt, man ikke er slagter, især i Frankrig, her må de bede regering og politi om at beskytte sig mod de frelsende veganere. Landmænd her i landet, der holder ”åben gård”, fortæller også, at det nok er sidste gang, de gør det, fordi de bliver truet i egen indkørsel af lige så fromme veganere. Men hvad med tøjproduktionen, som efter beregninger udleder mere menneskeskabt CO2 end fly- og shippingbranchen tilsammen? Hvornår begynder vi at rive, ikke bare burkaer, men også den lette og sidste ”på nettet brug-og-smid-væk-indkøbte”-sommerkjole af pigerne? Hvad med alle de biler på vejene, der bliver flere og flere – skal vi ikke snart begynde at hive de dovne bilister ud af bilen og binde dem op på cyklen, så de kan forstå, hvad de i al deres magelighed har gang i? For ikke at tale om vinen fra Australien, Sydafrika og Chile? Hvad er der egentlig i vejen med dansk gåsevin?

Godt man ikke er slagter, især i Frankrig, her må de bede regering og politi om at beskytte sig mod de frelsende veganere.

Vi kan få meget travlt alle sammen. Især med alt det, de andre gør forkert, som vi ikke selv gør. Og heller ikke selv har så meget lyst til at gøre. Det er mærkværdigvis altid de andre, der er de værste (miljø)syndere, når vi mennesker først har set ”lyset”. Sådan har det nok altid været med de frelste, hvad enten det er den ægte religiøse vare eller bare lidt pseudoreligiøsitet.

Det ligger dybt i os mennesker, at vi altid helst stiller os på den helt rigtige side af plankeværket. Det er nok også derfor, at vi i protestantisk kristendom har fastholdt, at vi alle er syndere, der ikke har så meget at lade hinanden høre. Vi kan ikke frelse os selv, men vi kan noget andet: feje for egen dør. Og så gøre, hvad vi hver især selv kan for at denne klode kan få lov til at overleve. Selvfølgelig skal vi det. Det er vores – og vore politikeres ansvar.

Men inden vi drukner i denne store ansvarsopgave, så læs lige teksten i første Mosebog kapitel 1 igen. Der står højt og tydeligt – hele syv gange: »Gud så, at det var godt.« Vi lever også i en kultur, hvor det er godt at være til, og hvor selve det at have fået livet er den rige forhåndsbetaling på alle livets elendigheder, så mens vi fejer for egen dør, må vi endelig glæde os undervejs over den dejlige jord med alle de grønne træer og planter.

Glædelig søndag.

Elisabeth Dons Christensen (f. 1944) er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Hun er cand.theol. og biskop over Ribe Stift 2003-2014. Er tidligere formand for værdikommissionen og har udgivet bogen ”Det sårbare samliv”.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Smid trusserne, Dansk Folkeparti
Hanne Bess Boelsbjerg
DF mener åbenbart, at Danmark er en klub, som man kun kan melde sig ind i, hvis ikke man skilter med at have et religiøst tilhørsforhold.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Aarhus Ø skal ende med et rundt 0
Den samlede økonomi for Aarhus Ø skal ende i balance, og derfor vil en justering af Lighthouse-projektet kræve andre indtægter. Det fortæller kommunens budgetchef, der her giver en status på økonomien på Aarhus Ø. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her