Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Miraklet i Borris

Efter kommunalreformens mavepuster har landsbyen Borris i Vestjylland vha. lokale ildsjæle og institutioner vendt udviklingen. Det sker mange steder i det, medierne kalder Udkantsdanmark.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

I forbindelse med sommereksaminerne i 2018 organiserede jeg et seminar om landdistriktsudvikling for mine kandidatstuderende. Seminaret fandt sted i landsbyen Borris øst for Skjern, Ringkøbing-Skjern Kommune. Det bestod af spændende foredrag af skolelederen, en landmand og en række foreningsildsjæle, suppleret af nogle meget spørgelystne studerende. Det blev en overvældende oplevelse. Borris er et af mange eksempler på et sted, journalisterne ynder at kalde ”Udkantsdanmark”, men hvor folk selv har vendt udviklingen og gjort sig til ”Indkantsdanmark”. De er blevet in. De tiltrækker nye tilflyttere. De markerer sig for hvert år mere tydeligt på landkortet. Kort sagt: Der sker noget i Borris i dag! Men sådan har det ikke altid været …

Det kan undre, hvorfor journalister i stigende grad har brugt en negativ terminologi, når de har skrevet om landdistrikterne. Det er lidt som om, disse områder ikke rigtigt hører til i kongeriget mere – eller i hvert fald er blevet til et B-Danmark. Negativt ladede ord som yderområder, udkantsområder, den rådne banan og – siden 2010 – det meget populære Udkantsdanmark er blevet meget udbredte. Således ser man i mediedatabasen Infomedia, at den negative terminologi siden 2000 har været stigende i forhold til brugen af neutrale udtryk (landdistrikter, landområder, på landet).

Den negative terminologi udgjorde kun 5 pct. af alle de nævnte udtryk i 2000. Dette steg til 34 pct. i 2010, mens tallet i 2018 ligger på omkring 15 pct. Denne tendens er i øvrigt helt ulig, hvad tilfældet er i et land som Norge, hvor landdistriktsbefolkningen – inklusive landbrugerne – generelt nyder meget høj respekt. Sandheden er dog, at mange lokalsamfund i dag er ved at være oven på igen efter kommunalreformens og den økonomiske krises kombinerede mavepuster i 2007. Der sker atter noget i mange lokalsamfund. Men det er sjældent noget, de generelt meget københavnerorienterede journalister på de landsdækkende medier er særligt opmærksomme på. Borris kan tjene som et eksempel på et lokalsamfund, der har revitaliseret sig selv.

Også Borris var ilde stedt efter 2007-mavepusteren. Før havde man været den andenstørste by i Skjern Kommune (efter Skjern by). Men så med ét blev byen reduceret til en flække i den nye Ringkøbing-Skjern Kommune. Symptomatisk lukkede i 2009 den 102-årige landbrugsskole, ligesom skolen også i perioder var lukningstruet.

Der sker virkelig noget i Borris. Ligesom der sker mange spændende ting i lignende lokalsamfund rundt om i landet. Men ildsjæle skal der til.

I Borris by var der i 2006 834 borgere, i 2011 kun 803. Herefter vendte udviklingen, og der bor i dag 848 i landsbyen. Situationen har stabiliseret sig – ikke mindst når man sammenligner med lignende, mindre landsbysamfund i kommunen, hvoraf de fleste har støt befolkningstilbagegang. Dagpleje, børnehave, skole og SFO er igen bæredygtige institutioner. Og noget andet er sket – der sker nemlig noget i Borris. Siden krisen omkring 2007 har en stor skare af frivillige arrangeret et væld af aktiviteter, heriblandt de to store ”trækplastre”, Dalager Marked og Påsketræk Borris (traktortræk). Omend Dalager Marked stammer helt tilbage fra 1815, er det først i de seneste år, det har udviklet sig til en publikumsmagnet.

Ifølge de lokale har der været fire veje til succesen: evnen til at fastholde udenlandske familier, velfungerende børneinstitutioner (skole og børnehave), frivilligt arbejde og – ikke mindst – at de generelt er lykkedes med at skabe et levende og attraktivt lokalsamfund. Folk har gode vilkår for at realisere ”vilde idéer”, og der gøres en stor indsats for at skaffe finansiering både udefra og lokalt. Herudover har billige huse også haft en betydning for en øget tilflytning.

De udenlandske arbejdsimmigranter består primært af østeuropæere fra Rumænien og Ukraine. De udgør omkring 10 pct. af befolkningen, hvilket også er andelen i hele kommunen. Disse folk har overvejende fundet arbejde på de store landbrugsbedrifter. Da de første kom – især enlige mænd – var det kun for at tjene penge og derpå tage hjem. Nu bliver mange og får i stedet deres familier til landet. Hermed stiger motivationen også for at lære dansk og integrere sig. I dag er østeuropæerne kraftigt medvirkende til at gøre byens børneinstitutioner og områdets landbrugsbedrifter bæredygtige.

Det frivillige arbejde florerer i Borris. Hvor man mange andre steder i landet har svært ved at skaffe frivillige, står folk i kø i Borris. Organiseringen er meget fleksibel og uformel: »Det sker bare,« som de lokale formulerer det. Alt kører på personligt kendskab. Hvis man lige skal bruge en elektriker til at lave noget strøm på Dalager Marked, nåja, så får man bare fat i Per … Og så videre. »Alt er selvdrevet,« som en ildsjæl siger. Og organiseringen er noget, »der bare sker«.

Til Dalager Marked (tre dage i slutningen af maj) kommer der hvert år 20-25.000 mennesker. Der står mange lokale og ikkelokale frivillige bag arrangementet, heraf omkring 350 på selve markedet. Børnene socialiseres til at deltage som frivillige. De får det ind med modermælken og går og glæder sig til begivenheden. I dag har man ingen ambitioner om at tiltrække flere mennesker, men nok om at gøre markedet endnu bedre.

Påsketræk Borris har en lidt anden historie. Den oprindelige idémand var Daniel Gosvig, der desværre døde som 18-årig i en bilulykke i 2011. Allerede året efter fik familie og venner stablet det første traktortræk på benene. Det skete efter devisen ”hvis du har et mål, så gå altid den ekstra kilometer” (eller en til). Og naturligvis også til hæder for, og til minde om, Daniel. Siden da har interessen været stigende, og i år (altid påskesøndag) kom der omkring 5.000 tilskuere for at se på hestekræfter i 100 traktorer. Omkring 120 frivillige står bag.

Man kan herudover nævne en lang række andre aktiviteter som spejderne, 4H, idrætsaktiviteter, genbrugsbutikken, borgerforeningen der bl.a. er aktiv i forbindelse med naturpleje og anlæggelse af naturpark i Skjern Å-området, lokalhistorisk arkiv, renovering af gamle huse af lokale, kirkelige aktiviteter, jagt- og fiskeriarrangementer, fællesspisning i hallen, herre- og dameaftener, anlæggelse af ny park i byen af frivillige og et stort, årligt garagesalg-arrangement (landets største vistnok).

Alle de ovennævnte aktiviteter er drevet af frivillige, der ”får ting til at ske” i en lokal kultur præget af hilsepligt og udbredt, personligt kendskab. Og der er ikke langt fra idé til handling. Det frivillige arbejde giver folk en anledning til at lære hinanden at kende, snakke med hinanden, kere sig om hinanden.

»Det er ikke selve produktet, der er det vigtigste. Det er vejen derhen,« som en af de frivillige udtrykker det. Og når man så har leveret produktet, spørger man hinanden: »Og hvad er så det næste, vi kan finde på?«

Herudover har alle disse aktiviteter et vigtigt, økonomisk aspekt. En stor del af overskuddene doneres nemlig ”tilbage til lokalsamfundet” – det være sig penge til en legeplads, fodboldmål, penge til spejderne eller et klaver til det lokale plejehjem.

Skolen er central i alle disse aktiviteter – et nav i netværkshjulet. Her afholdes møder og arrangementer. Her bliver der koordineret og faciliteret. Skolen udgør desuden en vigtig integrationsplatform – især i forbindelse med integrationen af østeuropæere. Også danskundervisningen for de voksne østeuropæere finder sted her. Skolelederen fortæller, at skolen nyder en enorm opbakning fra lokalsamfundet.

Er dette en solstrålehistorie? Ja, langt hen ad vejen. Måske har jeg overdrevet en smule. Men Borris er bestemt ikke noget Udkantsdanmark, hvis Udkantsdanmark skal forstås som et sted under afvikling, og hvor der aldrig sker noget.

Der sker virkelig noget i Borris. Ligesom der sker mange spændende ting i lignende lokalsamfund rundt om i landet. Men ildsjæle skal der til. Og det er vigtigt at markedsføre sig selv og sine begivenheder. Det er vigtigt at kende hinanden og samarbejde. Det kan de i Borris. Derfor har de fået vendt udviklingen. Borris er Indkantsdanmark. Borris er blevet in.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter


Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.