Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ønsker til justeringer af reglerne for førtidspension

Der er sket en deregulering, som efterlader et stort rum for kommunale skøn i forhold til tildeling af førtidspension og fleksjob. Set i det lys kan det ikke undre, at der har udviklet sig en meget forskelligartet praksis på området.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

I disse måneder foregår en intens debat om førtidspension og fleksjob. Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget en såkaldt præcisering af reglerne om ressourceforløb, og flere ændringer er på vej, når forligskredsen har drøftet den omfattende evaluering af reformen, som blev offentliggjort for nogle uger siden. Vi kan dog godt være bekymrede for, at de kommende beslutninger om ændringer ikke bliver vidtgående nok. Der er nemlig nogle vigtige spørgsmål, som evalueringen og den seneste præcisering af reglerne slet ikke forholder sig til. Hvis førtidspension skal være en reel mulighed for de mest udsatte borgere, er der behov for en skarpere definition af betingelserne for opnåelse af førtidspension, end de nuværende forslag lægger op til.

Med reformen af førtidspension og fleksjob i 2013 er det blevet langt sværere at opnå førtidspension. Samtidig med disse stramninger er retssikkerheden for borgerne blevet alvorligt forringet. Der er derfor i høj grad brug for ændringer. Men inden vi dykker mere ned i nogle af de forhold, en kommende revision af reglerne bør rette op på, er det dog nyttigt at give et kort historisk overblik.

Førtidspension var til debat gennem 1990’erne, hvilket mundede ud i et nyt pensionssystem fra 2003. Tildelingskriteriet blev her ændret fra nedsat erhvervsevne på arbejdsmarkedet generelt, primært som følge af invaliditet, til en bedømmelse af arbejdsevnen i relation til konkrete arbejdsfunktioner.

Men hvad skulle målestokken så være? Med fleksjobordningen fra 1997 blev der etableret en ”mellemposition” mellem ordinær arbejdsmarkedstilknytning og permanent offentlig forsørgelse. Tilskudsreglerne for fleksjob kom dermed også til at definere, hvem der tilhørte den naturlige målgruppe for førtidspension. Fleksjobtilskuddet blev ydet til arbejdsgiveren og kunne fra 2003 udgøre halvdelen eller to tredjedele af lønnen. Dette kom i praksis til at betyde, at kun personer, der ikke varigt kunne klare et job på omkring 12 effektive timer, kunne komme i betragtning til førtidspension.

Det er en dramatisk udvikling, vi har været vidne til: Fra en situation, hvor en del af befolkningen på grund af tab af erhvervsevne kunne bevilges permanent forsørgelse og fritages for pligten til at arbejde, til en situation, hvor alle i princippet skal i beskæftigelse.

Bedømmelse af arbejdsevne forudsatte inddragelse af en lang række faktorer, hvilket ledte frem til udvikling af arbejdsevnemetoden og beslutningen om at iværksætte systematisk uddannelse heri for kommunale sagsbehandlere. For at styrke retssikkerheden blev arbejdsevnebegrebet også nærmere defineret i en bekendtgørelse.

Den nye linje omkring førtidspension passede godt sammen med den overordnede tendens i social- og beskæftigelsespolitikken om, at alle skal bidrage med det, de kan. Der kan dog ikke herske tvivl om, at det dominerende motiv til overhovedet at igangsætte en proces vedrørende førtidspension var et ønske om at bremse stigningen i antallet af tilkendelser.

Aktiveringstankegangen slog også igennem i den nye førtidspensionslov i 2003. Nu var det således både aktiverings- og revalideringsmulighederne, der skulle være udtømt, før førtidspension kunne komme på tale. Der skulle fremadrettet være fokus på borgerens ressourcer frem for begrænsninger.

Op gennem 00’erne viste det sig, at de politiske forventninger til udviklingen ikke kom til at holde stik, og de samlede udgifter til de to ordninger blev væsentlig højere end forudsat. Det ledte til justeringer af fleksjobordningen i 2006, men også derefter fortsatte det politiske pres på at gennemføre ændringer, så udgiftsudviklingen kunne styres.

Det var ganske vist ikke de økonomiske argumenter, der fyldte mest i argumentationen forud for aftalen om en reform af førtidspension og fleksjob i 2012. Det handlede primært om at sikre en arbejdsmarkedstilknytning for så mange som overhovedet muligt og om ikke at fastholde unge mennesker på permanent offentlig forsørgelse. Adskillige af de centrale politiske argumenter bag reformen hviler dog ikke på et særligt solidt fundament. Ligesom det var tilfældet ved optakten til reformen i 2000, er det tydeligt, at hovedmotivet bag den seneste reform også skal søges i økonomien.

Her i 2018 ser situationen markant anderledes ud, end den gjorde i starten af 1990’erne. Nu optræder invaliditet eller helbredsproblemer slet ikke som et selvstændigt kriterium for tilkendelse af førtidspension, og alternativet er ikke længere nødvendigvis beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Begrebet selvforsørgelse har skiftet indhold, så det i dag også omfatter beskæftigelse i ned til få timer (eller endda minutter) om ugen i fleksjob med en permanent offentlig ydelse som tillæg til lønindtægten. Skiftet fra manglende erhvervsevne til udvikling af arbejdsevne som kriterium for tilkendelse af førtidspension er et helt centralt omdrejningspunkt for denne udvikling.

Derfor er det også afgørende, at arbejdsevne er et veldefineret begreb, som den enkelte borger kan forholde sig til og støtte ret på. Det er imidlertid ikke tilfældet efter den seneste reform. Nu er arbejdsevnebekendtgørelsen ophævet og erstattet af ”Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension” (bek.nr. 1418). Det betyder i praksis, at der ikke længere findes en egentlig definition af begrebet arbejdsevne, der tidligere var defineret i § 4 i arbejdsevnebekendtgørelsen og havde følgende ordlyd: »Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse, jf. § 16 og § 20, stk. 2 i lov om social pension.«

Begrebet arbejdsevne anvendes i bek.nr. 1418, men bliver på intet tidspunkt defineret. Heller ikke lov om social pension indeholder en definition af arbejdsevne. Dette centrale begreb er dermed helt åbent for fortolkning – en flydende betegner, om man vil. Målestokken fastlægges i praksis gennem administrationen af reglerne om minifleksjob. Og i den forbindelse stilles der krav om, at der skal være et udviklingsperspektiv, men det er langtfra tydeligt, hvad der ligger i det, og hvor langt dette perspektiv kan være. Den usikre retstilstand for den enkelte borger kan derfor komme til at stå på i en lang periode.

Der er altså sket en deregulering, som efterlader et stort rum for kommunale skøn. Set i det lys kan det ikke undre, at der har udviklet sig en meget forskelligartet praksis på området.

Det er en dramatisk udvikling, vi har været vidne til siden begyndelsen af 1990’erne: Fra en situation, hvor en del af befolkningen på grund af tab af erhvervsevne kunne bevilges permanent forsørgelse og fritages for pligten til at arbejde, til en situation, hvor alle i princippet skal i beskæftigelse, men hvor selv få timers (eller minutters) arbejde om ugen kan være tilstrækkeligt til at opfylde dette krav. Hvis det er den kurs, politikerne ønsker, bliver det desto vigtigere, at reglerne i det mindste er klare og til at forstå. Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at følgende inkluderes i de kommende forhandlinger:

  • En definition af arbejdsevnebegrebet, som borgerne kan forstå og støtte ret på.
  • Klarhed over udviklingsperspektivet og varigheden heraf, så udvikling ikke bliver til afvikling.
  • Klarhed over mindstetimer i et fleksjob, når yderligere progression er opgivet, så mennesker på kanten af arbejdsmarkedet undgår uvished om deres fremtid.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Tillykke med ministerposten Rasmus Jarlov

Nauja Lynge
Rigsfællesskabet er nu sikret udvikling og fokus. Du er et godt valg for Rigsfællesskabet og for Danmark som arktisk stat

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her