Vi skal fri af integrationsjerngrebet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Af og til kan man få den tanke, at politikere over en bred kam har skrevet deres udlændingepolitiske konklusioner på forhånd, og at der aflires en meget simpel politisk drejebog:

1: Pisk en negativ stemning op om borgere med minoritetsbaggrund.

2: Foreslå på den baggrund en række udlændingepolitiske stramninger.

3: Gå tilbage til punkt 1.

Og det er et ræs mod bunden, hvor flere politiske partier har meldt sig ind i kapløbet og konstant overhaler hinanden højre om.

Men godt for integrationen er det på ingen måder. For det betyder nemlig, at vi alle sammen bliver fastlåste i en bestemt fortælling om integrationen, som gør det overordentligt svært at identificere reelle udfordringer og finde løsninger, der virker.

For eksempel er der en grundlæggende konsensus om, at vi konsekvent skal tie positive historier om indvandrere og efterkommere ihjel. Sidste sommer havde Inger Støjberg bedt sit eget ministerium udarbejde en medborgerskabsundersøgelse, der skulle gøre status på integrationen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund i det danske samfund. Undersøgelsen viste blandt andet, at opbakningen hos ikkevestlige indvandrere og efterkommere til, at folk bør have samme rettigheder uanset politiske, religiøse og seksuelle orienteringer, var lige så stor som hos etnisk danske personer.

Samtidig svarede 92 pct. af efterkommerne og 89 pct. af indvandrerne med ikkevestlig baggrund, at det var vigtigt at opdrage deres børn til at have tolerance og respekt for andre, mens tallet var 82 pct. for etniske danskere. Og 71 pct. af efterkommerne svarede, at det er vigtigt at opdrage deres børn til at støtte ligestilling mellem mænd og kvinder, mens tallet er 73 pct. for indvandrere og 63 pct. for personer med dansk oprindelse.

Der er altså her tale om, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere på nogle punkter stræber mere efter tolerance, respekt og ligestilling end personer med etnisk dansk baggrund.

Hørte du landets integrationsminister bryde igennem mediemuren og insistere på at nuancere det billede, hun hidtil har skabt? Jeg gjorde ikke.

Men når der er pisket en politisk konsensus op om, at ikkevestlige indvandrere er mandschauvinistiske typer, der vil undertrykke homoseksuelle og anderledes tænkende, duer det selvfølgelig ikke at fortælle om en undersøgelse – som integrations- og udlændingeministeren godt nok selv har fået udarbejdet – der viser det stik modsatte.

Københavns Kommune får ligeledes løbende lavet status over integrationen i kommunen. Her viser den seneste rapport, at det går fremad med integrationen på en lang række punkter. Flere borgere med etnisk minoritetsbaggrund er kommet i arbejde, flere begynder på en uddannelse, karaktererne for eleverne ved folkeskolens afgangsprøve er stigende, samtidig med at færre føler sig mobbet. Og endelig er kriminaliteten for de 15-25-årige faldende. På en lang række parametre går det altså fremad for integrationen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i landets største kommune.

Jeg vil ikke påstå, at alt er lyserødt og fantastisk, når det kommer til integration. Jeg er f.eks. ærgerlig over, at 25 pct. af borgere med etnisk minoritetsbaggrund mener, at der bør indføres restriktioner i aviser for at beskytte folks religion, ligesom det også ærgrer mig, at unge med ikkevestlig baggrund i lavere grad end tidligere definerer sig som demokratiske, og flere er parate til at tilsidesætte dansk lov til fordel for religiøse love.

Men det er bare helt afgørende, at vi nuancerer billedet og husker at få hele fortællingen med. For problemet med den nuværende politiske konsensus er, at når politikerne pisker en stemning op af, at alt er forfærdeligt og konsekvent, og kun nævner de negative historier, er de løsninger, svar og lovforslag, som politikerne fremlægger, også nødt til at matche den fortælling, de har pisket op.

Og det betyder, at mange af de forslag, som politikerne fremlægger, slet ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Det kan vi se, når politikerne insisterer på at fastholde grænsekontrollen og melde Danmark ud af FN’s kvoteflygtningesystem – fordi fortællingen er, at der er slået hul på Europas grænser – selvom antallet af asylsøgere til Danmark er på det laveste niveau i ni år. Det kan vi se, når politikerne vil indføre dobbeltstraffe i socialt udsatte boligområder – fordi fortællingen er, at kriminaliteten stikker af sted – selvom kriminaliteten styrtdykker netop i disse områder. Og det kan vi se, når politikerne løbende nedsætter de sociale ydelser for ikkevestlige indvandrere – fordi fortællingen er, at de ikke vil arbejde – selvom lønmodtagerbeskæftigelsen for netop denne gruppe er steget med 23.000 personer bare siden 2015.

Derfor er det også helt fejlagtigt, når mange politikere og debattører påstår, at ”tonen” i debatten ikke betyder noget. For selvfølgelig gør den det, og sproget er vitterligt med til at skabe virkeligheden. Og når den politiske konsensus, framing og tone konsekvent ligger mange niveauer under den faktuelle virkelighed, betyder det også, at politikerne tvinger sig selv til at komme med lovforslag, der modsvarer den falske fortælling, de har skabt. Og det betyder, at vi ikke får lavet en integrationspolitik, der tager udgangspunkt i de reelle udfordringer.