Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Socialismen er fortsat farlig: Den vil stadig udrydde ejendomsretten

Det burde have trukket store overskrifter i ugevis, da Alternativets Uffe Elbæk foreslog, at man gjorde op med den private ejendomsret, fordi det er mærkeligt at eje en plet af vores fælles jord.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I Danmark har vi et rigtigt hyggeforhold til socialister. Om ikke andet trækker man på skuldrene og siger: »Nåh ja, men de mener det jo godt«. Således også når danske, socialistiske partier fremsætter forslag, som vil omkalfatre selve de byggesten, det civiliserede, velfungerende og økonomisk bæredygtige samfund er skabt på. Går journalistbølgerne rigtigt højt, svinger man sig op til at spørge, hvordan socialisterne vil finansiere dette og hint forslag. Men det er det mindst interessante, og vi kender i øvrigt godt svaret. Det er noget i retningen af, at man i virkeligheden ønsker sig et helt andet samfund, hvor kroner og øre ikke er det vigtige; hvor “fællesskabet” (læs: staten) fordeler alt til alle, så de har lige meget; og hvor, man er fri for “regnedrengene ovre i Finansen”, fordi de, med deres lommeregnere, ligesom koloniserer det sande, gode, åndfulde liv. Det liv, som af natur – åbenbart – ikke kan eksistere på samme tid som pengesedler. Så er finansieringen af ens visioner jo blot et småborgerligt ideal, og da heller ikke noget, der kan optage socialisternes vælgere.

Således Københavns teknik- og miljøborgmester, da hun i Radio24syv forleden skulle svare på, hvor mange penge det ville give til daginstitutioner, hvis man hundrededoblede prisen for at parkere på en beboerlicens i København for at tvinge københavnerne til at bruge bus frem for bil. Hun svarede hertil: »Jeg tror, du kan regne de her tal ud på masser af måder.« Da journalisten påpegede, at det kan man ikke og gav hende facit, svarede hun i stedet: »Altså, jeg synes, det er noget mærkeligt noget, okay så regner vi lige, og så ganger vi lige« og så fremdeles. Borgmesterens argument for, at det ikke burde gøre det store, at man gør det uendeligt dyrt at parkere sin bil nær sin bopæl var i øvrigt, at det da kunne være det samme, når nu det i forvejen var så dyrt at være dansk bilist. Det skal vi vende tilbage til.

Men det er alt sammen småting, som vi er vant til at debattere i Danmark: Hvordan kan vi hive lidt flere penge op af private pengepunge? Vi kender debatten til hudløshed, og den kan næppe skabe en overskrift, for den er ingen nyhed.

Hvad der til gengæld burde have trukket store overskrifter i ugevis var, da Alternativets Uffe Elbæk, op til Alternativets landsmøde, foreslog, at man gjorde op med den private ejendomsret, fordi det er noget mærkeligt noget, at mennesker kan eje en plet af vores fælles jord.

Elbæk sagde, at »selvfølgelig skal man kunne eje sin egen bolig, men den jord, boligen er bygget på, burde være fælleseje.« Hønge fra SF istemte: »Jord udgør vores fælles grundlag, og som SF'er har jeg en ideologisk holdning om, at det er fællesskabets ejendom, frem for at den bør være ejet af private personer« og »samtidig er det at eje jord også med til at skabe større ulighed og urimelige prisstigninger, der beriger nogle få privilegerede.« Hertil sang Enhedslistens Dragsted kor: »Det er al ære værd, at Uffe Elbæk rejser den her principielle debat – særligt når vi ser den voldsomme koncentration i ejerskab og formuer, som vi har set de seneste årtier i både Danmark og i verden.«

Ejendomsretten er en helt central del af et menneskeliv og har været det siden antikken. For hvad sker der i praksis, hvis enhver, der lever i Danmark lever på fællesskabets – statens – grund? Hvad må man så på den grund?

Det sidste er så netop ikke sandt i tilfældet Danmark. Det kunne to forskere ved Københavns Universitet demonstrere allerede i 2014, da økonomen Pikettys ulighedsanalyser – som udgør baggrunden for Elbæks visionsoplæg – var på alles læber, men lad det ligge for nu.

Det lyder på overfladen flot og godt, at vi alle skal dele jorden, som er givet os. Men de mennesker, man gennem historien har villet frigøre, er jo netop blevet frigjort ved at give dem ejendomsret. Ved at give dem liv, frihed og retten til at leve som et ukrænkeligt menneske, der er fri for, at samtidens “fællesskab” – læs: samfundet og staten – kunne herske over dem ud fra, hvad en given tidsånd nu engang fandt ret og rimeligt. Således kæmpede man for kvindens ejendomsret ved at give hende ret til at bestemme over egen krop, arbejdskraft, pengepung og jord – og en stemme som fuldgyldig borger i det offentlige liv. En kvinde må nødvendigvis have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal kunne skrive, skrev forfatteren Virginia Woolf. For at leve må en kvinde have sin egen plet på jorden, hvor hun kan være i fred. Det fik kvinden tilkæmpet sig.

Også derfor gav man slaverne i Amerika fri til at herske over sig selv og egen arbejdskraft og til at have et sted på denne jordklode, som de kunne eje og kalde deres eget; et sted, hvor de var frie, uagtet at der fortsat fandtes racister, der mente, at det skulle være anderledes. De amerikanske ”Black Codes” blev ophævet, for at sorte mennesker kunne herske over egen arbejdskraft, og Jim Crow-lovene, der dikterede raceadskillelse, blev ophævet, fordi man endeligt fandt dem forfatningsstridige omkring 1968.

En forfatning, en grundlov, en menneskerettighed, står således over, hvad vilkårlige politikere og stemninger måtte finde ret og rimeligt på et givent tidspunkt i historien. De er nedskrevne versioner af, hvad vi allerede ved er – og må være – sandt. Og ejendomsretten er en del af både grundloven og menneskerettighederne. Kun ved at fastholde, at der er noget, som ligger forud for lovgivningen – men som vi dog understreger og fastholder vha. grundlove, forfatninger og ratificering af rettighedsdeklarationer – kan vi bevare menneskers mulighed for at leve trygt, frit og uden tyranni fra et vilkårligt fællesskab. Og ejendomsretten ligger til grunde for alle andre friheder.

Her må de tro socialister nødvendigvis indvende, at deres vision slet ikke er et opgør med individets ukrænkelighed og retten til at bestemme over egen tilværelse, livet og friheden. Tværtimod er der tale om, at man vil forbedre menneskers liv ved at skabe lighed i økonomiske ressourcer. Ingen må tjene mere end andre, og da slet ikke på jord, som er et fælles gode. Og det fællesskab, der skal herske over al jord i Danmark, er jo det gode fællesskab. De vil jo ikke hverken undertrykke brune mennesker, kvinder eller hvem der nu måtte være tidens afvigere. Men det er forkert.

Ejendomsretten er en helt central del af et menneskeliv og har været det siden antikken. For hvad sker der i praksis, hvis enhver, der lever i Danmark, lever på fællesskabets – statens – grund? Hvad må man så på den grund? Man må vel det, fællesskabet finder godt? Men vi vil jo helst have, at mennesker lever godt og længe, og i øvrigt ikke forurener luften, så må man egentligt ryge i haven? Hvordan må kroppen opføre sig på vores fælles jord? Hvem må man holde ude fra matriklen? Hvem har man pligt til at lukke ind? Skal vi have et tilsyn, der holder øje med, at det, der foregår på matriklen, er i fællesskabets interesser? Og hvem er fællesskabet egentligt, hvis ikke en herskende politisk administratorklasse eller en samling af mennesker, som udgør et flertal, der repræsenterer en tids vilkårlige vinde?

Alternativet blev berømt og berygtet for at afholde fester i rammer, der indeholdt bollegynger. I dag gør det ikke så meget, at man ikke lige har adgang til den slags i det offentlige rum, for så kan man jo hoppe op i en derhjemme i stedet. Men hvad sker der så den dag, hvor Uffe Elbæk eller jeg gerne vil have en bollegynge på det stykke jord, der tidligere kunne kaldes vores eget? Hvad sker der, hvis flertallet beslutter, at den slags profane goder skal den jord, der er vores fælles, og som vi alle bidrager til, ikke bruges til? Nu kan man måske nok leve uden bollegynger, cigaretter eller hvad man ellers måtte have af præferencer i forhold til livets formålsløse glæder. Pointen er, at grænsen ind til det private menneske, til individets ukrænkelighed, med ét bliver overskredet, idet man så meget som lemper den grundlæggende ret, som ejendomsretten er. For hvad sker der, når borgerne reduceres til statens lejere?

Vores ven, teknik- og miljøborgmesteren i København, illustrerede for os, hvordan det, at man tager lidt, fører til, at man i den politiske, herskende klasse finder det ret og rimeligt at tage lidt mere. Det samme vil ske med ejendomsretten, hvis socialisternes vision om fælleseje realiseres. Det er i særklasse problematisk, da ejendomsretten er central på samme måde, som det er centralt, at ens rettigheder er ens ejendom. Det er noget, som andre ikke kan tage fra én i det civiliserede samfund, som er værd for ethvert menneske – uagtet tilbøjeligheder – at leve i. Hvor magten over ens ejendom tages fra en, lades der ingen sikkerhed, tryghed og ukrænkelighed tilbage.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Det ødelagte Sverige

Morten Uhrskov Jensen
Sverige er nået dertil, hvor kun hjemsendelser i kæmpe omfang kan redde broderlandet fra borgerkrig.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her