Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Det er blevet tid til en alvorlig demokratisk samtale

Velfærdsstaten er ved at gå dataamok, og vores folkevalgte udviser ikke den fornødne respekt for basale demokratiske værdier og helt almindelige retsikkerhedsgarantier.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Det er ikke længe siden, at det gik op for os i forældregenerationen, at det åbenbart var blevet skræmmende almindeligt, at vores teenagere – næste generations kommende voksne – havde mistet deres kompas for god opførsel og almindelig anstændighed – eller også havde vi aldrig givet dem det. Der kører nu straffesager, og samfundet er nu via rettens vej ved at finde ud af, hvor grænsen for krænkelse af privatlivet går i forhold til deling af videomateriale af seksuel karakter. Alvoren er gået op for os alle, og heldigvis tales der om emnet i skolen, i foreningslivet og ude i de små hjem. Kun tiden vil vise, om sagerne ender i Højesteret, så vi får trukket den berømte streg i sandet.

Som vores teenagere er vores folkevalgte også blevet betaget af muligheden for at dele informationer om det mest personfølsomme i vores liv: Vores børns trivselsundersøgelser var alligevel ikke anonyme, et dna-register over hele befolkningen kan bruges til så mange spændende ting, blandt andet inden for forskning, kommunerne kan lige om lidt sammenkøre alle de data, de har om os alle i forvejen for at identificere risikofamilier. Og alt sammen er for børnenes og vores eget helbreds skyld. Som bekendt er vejen til helvede brolagt med gode intentioner. Som familiechefen i Gladsaxe Kommune er blevet citeret for i Politiken tidligere på året: »Folk har altid været vant til, at deres persondata er fortrolige, og har selv bestemt, hvad de skal bruges til. Men vi bevæger os ind i en tidsalder, hvor borgere skal vænne sig til, at deres data anvendes til flere ting.«

Kære folkevalgte på Christiansborg. Det er nu, vi skal have vores alvorlige demokratiske samtale. Kære journalister. Det er nu, vi har brug for jer til at skabe en fælles offentlighed, så vi kan have en fælles demokratisk debat om, hvad statsmagten skal blande sig i og stikke sin næse i. Kære medborgere, det er nu, vi må gøre os ekstra umage med at sætte os ind i det komplekse stof, så vi ved valghandlingen kender de forskellige politikeres holdninger til borgernes privatliv og bare nogenlunde har en fornemmelse af, hvad konsekvenserne af de vedtagne love bliver. Kære teenagere med og uden stemmeret: Vi har brug for jeres hjælp til at skabe en arena, hvor vi kan have de vigtige og vanskelige demokratiske debatter. Hvordan gør man det, når vi ikke længere mødes i forsamlingshuset, ser de samme nyheder i tv’et eller læser de samme aviser?

Hjemme hos os har vi lavet vores eget private oprør. Vores yngste skal noget andet, den dag der er trivsels-undersøgelse, og vores ældste vil selv i skole og nægte at deltage.

Som barn af Den Kolde Krig (jeg er født i 1975) er jeg vokset op med test af luftsirener hver onsdag kl. 12, jeg husker, da vi var nede i kælderen for at se det rum, der i krigssituationer ville være skolens beskyttelsesrum. Jeg husker, hvordan jeg med min far og min storebror så Murens fald på tysk tv, jeg husker afskyen, da Stasi-arkiverne blev åbnet, og det blev synligt for enhver, hvor mange private informationer staten havde om borgerne.

Nu ser jeg en velfærdsstat, der er ved at gå dataamok. Og ikke nok med, at velfærdsstaten er ved at gå dataamok. Vores folkevalgte udviser simpelthen ikke den fornødne respekt for basale demokratiske værdier og helt almindelige retssikkerhedsgarantier: Til trods for, at undervisningsminister Merete Riisager faktisk har vist, at hun tager debatten om den manglende anonymitet i vores børns trivselsundersøgelser alvorligt, skal borgerne alligevel selv aktivt sikre sig, at den lovede anonymitet etableres. Det sker kun, hvis de enkelte forældre gør en indsats og skriver til et ministerium for at kræve deres ret. Hvad i alverden er det for noget? Hvad med de børn, der ikke har forældre, der har viden om og interesse for emnet? Hvad med deres rettigheder? Hjemme hos os har vi lavet vores eget private oprør. Vores yngste skal noget andet, den dag der er trivselsundersøgelse, og vores ældste vil selv i skole og nægte at deltage.

Jeg var en af de forældre, der forlangte at få mine børns trivselsundersøgelser slettet, men fik afslag. Afslaget om indsigt i egne oplysninger og sletning af oplysninger blev begrundet med henvisning til folkeskoleloven og persondataloven. I paragrafferne i persondataloven var der henvisninger til offentlighedsloven. Jeg måtte selv grave disse paragraffer frem, og kunne se at man som borger ikke har ret til indsigt i egne data, der er indsamlet i registre til statistik og andre formål. Man har heller ikke ret til at få dem slettet. Journalister kan ikke få aktindsigt i dokumenter, som de tidligere kunne, som borger kan jeg i dag ikke få indsigt i, hvilke data statsmagten har om mig, hvad de bliver brugt til, og hvem der har adgang til dem.

Vi har en justitsminister, der ikke vil svare på kritiske spørgsmål fra journalister vedrørende statens høst af borgernes personfølsomme oplysninger og retssikkerheden i den forbindelse. Børne- og socialministerens reaktion på kritikken af overvågningselementet vedrørende registersammenkøringer af store datamængder i kommunerne med fokus på børnefamilier: »Det er ikke overvågning.«

Min forhåbning er, at vi får et demokrativalg, hvor vi diskuterer persondataregulering og borgernes ret til privatliv og de tilhørende retssikkerhedsgarantier. Det er vanskeligt stof, så vi er dybt afhængige af eksperter inden for persondataret, it-sikkerhed og demokrati og andre vanskelige fagområder, så vi som vælgere kan blive klædt på vidensmæssigt til at sætte vores kryds ud fra vores holdninger til, hvor grænsen skal gå imellem statens indsamling og håndtering af data vs. den enkelte borgers informationelle privatliv.

Som skatteborger gør jeg mig også mine tanker. Talemåden ”Den der betaler for orkestret, vælger musikken” er måske meget relevant i denne diskussion: Jeg vil gerne betale skat for at have en folkeskole. Hjemme hos os er vi meget glade for den lokale folkeskole og vores børns meget dygtige lærere. De udfører et seriøst stykke arbejde for at skabe trivsel for børnene i klasserne, og nogle gange er det bare en rigtig svær opgave: Forældrenes forskellige holdninger til opdragelse og til, om skolen gør det godt eller dårligt, børnenes forskellige sociale kompetencer i et frikvarter med større eller mindre grad af voksentilsyn, børn, der slår med næven og børn, der slår med ord. Samtidig bliver der undervist på differentierede niveauer, så alle børn kan udvikle sig fagligt bedst muligt på deres egne præmisser. Det vil jeg gerne betale for, fordi det giver den berømte sociale sammenhængskraft i vores samfund.

I alle organisationer er der et vist fedtlag: Der er karriere i det. Og det er der måske også i dataanalyser i staten og kommunerne. Måske er det mere attraktivt at sidde på et kontor med en god kop kaffe og analysere data end at skulle ud til børnefamilier, hvor der er beskidt, børnene lugter af tis, og de er svære at hjælpe. Bureaukratier er som bekendt budgetmaksimerende, og måske genererer data bare lyst til mere data. For der er karriere i det.

Borgerlige politikere er jo generelt glade for almendannelse og færdigheder. I får derfor en lille perspektivering til Orwells ”1984”: I første kapitel hører vi om, hvordan hovedpersonen Winston begynder at tænke frit, når han sidder det eneste sted i lejligheden, hvor videoovervågningen ikke kan se ham. Han skriver sine tanker ned i en notesbog, hvilket er meget forbudt i dette samfund. Indretningen af folks lejligheder plejer at være på en måde, så hele lejligheden er overvåget, så dette er usædvanligt.

Privatliv og retssikkerhedsgarantier er en del af mit demokratiske værdisæt. Hvordan er jeres?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Man vil overvåge folk
Det virker, som om danskerne helt har overset, at alle nye biler skal være udstyret med ecall, et sporingssystem (gps), der følger bilen, hvor end den bevæger sig hen. Og det er obligatorisk for alle nye biltyper.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Amerikansk midtvejsvalg og en fed omgang identitetspolitik

Morten Uhrskov Jensen
USA’s minoriteter tror, at de kan dyrke og få udvidet deres særrettigheder, uden at hvide amerikanere tager til genmæle, en meget naiv antagelse.

Blog: Minoriteter er smukke, majoriteten er grim

Mikael Jalving
Kreafolket lader mere og mere til at holde kaje, når snakken nærmer sig det ømtålelige spørgsmål.

Blog: Rigsadvokaten ryster retsstaten

Birthe Rønn Hornbech
Rigsadvokaten indrømmer, at han er stik i rend dreng for regeringen. Det kan ikke fortsætte.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her