Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

De graver og graver …

En ny undersøgelse fra statsrevisorerne viser, at der foretages alt for mange arkæologiske undersøgelser med alt for høje udgifter til følge. Det skal der gøres noget ved, skriver kronikørerne.

Illustration: Martin Frøsig

I forbindelse med revision af museumsloven i 2003 indførte man princippet om, at det nu ikke længere var Staten (museerne via deres budgetter), der skulle finansiere arkæologiske undersøgelser i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter. Opkrævningen skulle i stedet sendes til bygherren.

Umiddelbart skulle man ikke forvente, at der af denne grund blev tale om flere interessante fund i den danske undergrund. Men her har vi øjensynlig taget fejl. Fakta er i hvert tilfælde, at udgifterne til arkæologiske undersøgelser – efter at regningen blev omadresseret – er steget ganske voldsomt. I perioden 2003-2007 steg udgifterne således fra 50 mio. kr. om året til 220 mio. kr. I 2015 udgjorde de 170 mio. kr. Byggeaktiviteten spiller naturligvis en rolle, men kan slet ikke forklare de markante stigninger.

Statsrevisorerne har i den beretning (14/2017), der netop er blevet offentliggjort, rettet en voldsom kritik mod Kulturministeriets (og dermed museernes) administration af ordningen. En »utilfredsstillende forvaltning« skriver man med et efter vor opfattelse meget mildt udtryk.

Således ligger det klart, at museerne i stort omfang overbudgetterer de forventede udgifter over for bygherren, med den følge, at projekterne må undergå væsentlige ændringer eller helt må opgives. Overbudgetteringen var i 2017 på 150 pct., hvilket tyder på, at man i den grad bruger livrem og seler i angst for, at museerne selv står med en restregning, hvis det måtte vise sig, at undersøgelserne mod forventning tager længere tid. Slots- og Kulturstyrelsen har da også rent ud meddelt Rigsrevisionen, at budgetteringen »også skal sikre, at staten ikke pga. underbudgettering kommer til at betale for bygherrernes udgifter til undersøgelserne, idet merforbrug i udgangspunktet betales af staten«. Så kan det vist ikke siges tydeligere.

Vi tillader os at kritisere bl.a. Slots- og Kulturstyrelsen for manglende forståelse for de borgere, der kommer i klemme.

En sådan overbudgettering betyder som nævnt, at mange projekter må ændres eller helt opgives. Et dagsaktuelt eksempel kan opleves i det centrale Nibe, hvor en entreprenør ønsker at opføre seks rækkehuse på en p.t. meget skæmmende byggetomt i den centrale del af byen. Her er budgettet for de arkæologiske udgravninger så højt, at der under ingen omstændigheder er plads til et pristillæg af den budgetterede størrelse, hvorfor resultatet er, at borgerne fortsat kan nyde synet af en byggetomt i den centrale bydel. De forventede fund – et antal brønde og latriner fra middelalderen – henligger fortsat, hvor de er, og skal således ikke dele plads med de mange tilsvarende fund, der står opmagasineret i museernes kældre.

Af statsrevisorernes beretning fremgår således bl.a., at der p.t. er risiko for, at der gennemføres for mange undersøgelser, at udgifterne er unødig høje, at bygge- og anlægsprojekter ikke er blevet gennemført som følge af markant overbudgettering, og at bygherren (der skal betale for undersøgelserne) udsættes for urigtig fakturering og således ikke kun kommer til at dække de omkostninger, der er forudsat i museumsloven, men derimod også en del af museets driftsudgifter.

Den voldsomme kritik kan vi ikke sidde overhørig.

Den må medføre, at reglerne strammes op, så systemet ikke kommer til at virke som en blankocheck til de lokale museer, udstedt af den bygherre, som vi ved lovændringen i 2003 lod betale regningen. Ikke bare må der strammes op på kontrollen af, hvilke undersøgelser der er nødvendige samt de overbudgetteringer og afregninger, der finder sted. Det er herudover i den grad vigtigt, at også retssikkerheden på dette område genoprettes. Af Statsrevisorernes beretning fremgår således ifølge museernes egne oplysninger, at kontrolinstansen, Slots- og Kulturstyrelsen, kun har afvist to ud af 800 arkæologiske undersøgelser i 2015 (den ene var ikke omfattet af museumsloven). Det kan undre, da udsigten til, om de forventede fund vil være »væsentlige fortidsminder« – der tilfører ny viden – næppe er en eksakt videnskab.

For hvad er i denne forbindelse »væsentligt«? Som anført i Rigsrevisionens beretning besluttede Slots- og Kulturstyrelsen i 2009, at der i samarbejde med fagfolk fra museer og universiteter skulle udarbejdes syv nationale strategier for arkæologi på landjorden, to strategier for marinearkæologi samt en årlig arkæologisk status over de væsentligste fund. Strategierne skulle bruges af de enkelte museer med henblik på at vurdere potentielle fortidsminders væsentlighed i forbindelse med museernes faglige vurderinger. I 2018 – dvs. ni år senere – var alene fem af de syv strategier for land-arkæologi udført. De to marinestrategier var ikke påbegyndt, og nogen årlig status fandtes heller ikke.

En klage fra bygherrens side over den faglige vurdering af et muligt fund vil således ikke føre til noget resultat. Tilsvarende gælder kontrol og ankemuligheder over for de udstukne budgetter, der kun justeres i særdeles begrænset omfang. I virkelighedens verden føler mange bygherrer da også, at man er nødsaget til at stå sig godt med de lokale museumsfolk, der ikke bare er herre over budgetter, tidsforbrug, endelige regninger samt, ikke at forglemme, den liggetid, som er utrolig kostbar i ethvert byggeri.

Selvfølgelig skal vi værne om Danmarks fortid. Men også om nutiden. Den balance er tippet med det system, der nu praktiseres. Der skal langt mere kontrol med forvaltningen af de arkæologiske undersøgelser, herunder antal og udgifter.

Endelig kunne man stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i 2003-loven (som bl.a. Venstre stemte for), hvor det er den enkelte – uheldige – bygherre, der kommer til at betale regningen for den udgravning, som bidrager til væsentlig og ny viden om hele Danmarks fortid. En fond, en forsikringsordning eller en udgiftsfordeling på samtlige kommunens byggetilladelser vedrørende gravearbejde kunne evt. være en mere rimelig ordning.

Vi tillader os at kritisere bl.a. Slots- og Kulturstyrelsen for manglende forståelse for de borgere, der kommer i klemme, når ideelle hensyn kombineres med manglende økonomisk sans. Det må være styrelsen, der griber ind, når bygherrer udsættes for opskruede økonomiske krav som beskrevet af Rigsrevisionen.

Mange husker sagen om en ikke særlig bevaringsværdig konfirmandstue, hvor de nylagte klinker skulle drejes 45 grader for at leve op til styrelsens krav. Pris: en halv mio. kr. På Frederiksberg måtte der ikke være legeredskaber i nogle ret unge træer, som ikke på nogen måde var bevaringsværdige endsige sjældne. På Sydsjælland måtte en landmand ikke dyrke skov, hvor der var gravhøje. Han tilbød at passe godt på en del af de over hundrede gravhøje, mod at han fik lov at beholde sine træer.

Alle disse sager blev løst i den sidste ende, så vidt vi ved, men det havde været bedre, hvis styrelsen af egen drift havde udvist større konduite – sund fornuft. En ny undersøgelse fra statsrevisorerne viser, at der foretages alt for mange arkæologiske undersøgelser med alt for høje udgifter til følge. Det skal der gøres noget ved, skriver kronikørerne. Det bedste er det godes værste fjende, som det hedder.

Det er farligt for den folkelige forståelse, hvis der er for mange borgere, der spørger sig selv, om styrelsen dog ikke har andet at tage sig til.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Debat: Strøm tænder håb for millioner

Thomas Gringer Jakobsen
Alene siden 2010 har 40 lande nået målet om at give hele befolkningen adgang til elektricitet. Faldende priser på solcelleteknologi har sat ekstra gang i udviklingen.
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her