Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jeg er sindssyg, men det skal vi ikke tale om

Hvornår har du senest oprigtigt spurgt en bekendt om, hvordan det går, og faktisk turdet høre svaret?

Illustration: Rasmus Sand Høyer

En ud af fem danskere bliver i løbet af sit liv ramt af psykisk sygdom, dette er på tværs af generationer og samfundslag. Psykisk sygdom bliver derved den mest voksende trussel imod danskerens sundhed, og alligevel er det stadig massivt tabuiseret at snakke om, og det er en politisk varm kartoffel, som ingen af partierne vil tage hånd om.

Jeg er sindssygt privilegeret, netop fordi jeg er sindssyg. Jeg er i særlig grad ramt af en tilbagevendende depression, som ikke kan slippe sit tag i mig. Og det lyder forkælet, fordi jeg på overfladen har alt kørende for mig. Jeg studerer statskundskab, er aktiv i frivillige foreninger, har tætte, gode venner og en kærlig og forstående familie. Men alligevel drukner jeg i meningsløshed og manglende livsmod. Hvorfor er det sådan?

Det lå ikke i kortene for mig, at jeg skulle blive psykisk syg. Ingen i min familie er – så vidt jeg ved – ramt af psykisk sygdom. Det er jo netop problematikken: Jeg ved det ikke, fordi vi ikke taler om det, der er svært her i livet. Vi taler ikke om, hvordan vi går og har det, tænker eller føler. Ikke engang med vores egen familie kan vi dele de tanker. Mon det er, fordi vi er bange for os selv eller for at skræmme de nære væk? Vi taler kun om de fede ting her i livet, fordi vi har alle købt præmissen i positiv psykologi. Smil til verden, og den smiler til dig.

Alligevel drukner jeg i meningsløshed og manglende livsmod. Hvorfor er det sådan?

Danskerne er et af verdens lykkeligste folkefærd. Ja, det er rigtigt, men vi er også det folkefærd, som er på flest antidepressiver. Det er jeg også, hvilket jeg normalt holder for mig selv. Men i virkeligheden kunne jeg ikke forestille mig et liv uden de såkaldte lykkepiller – for ja, jeg er kun ”lykkelig”, når jeg er på dem. Men det kan man slet ikke sige højt uden at møde forarget reaktion eller en misforstået empati, som om man blot er et stakkels tilfælde, der ikke kan klare presset.

Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

Burde det være sådan, at den herskende fordom er, at psykisk sygdom smitter, hvis man taler om det? Det kan jo være, at jeg trækker dem med ned i depressionens dybe hul.

Det er dybt dysfunktionelt, at vi ikke snakker om psykisk sygdom generelt set i Danmark, når så mange nu gennem livet kommer ud for det. Jeg er en af de der farlige, som ingen tør snakke med, men kun om. Det skal stoppe nu!

Jeg vil gerne opfordre til, at vi stopper med at tie. Jeg vil gerne opfordre til, at folk stiller spørgsmål, at de tør høre svaret og tør holde hovedet koldt og hjertet varmt, når det kommer til psykisk sygdom.

Man skal kunne tale om de svære ting her i livet på en usentimental måde.

Det er selvfølgelig ikke altid nemt, men det er den eneste løsning, hvis vi vil nedbryde tabuet og derved mindske tilfælde af psykisk sygdom og i sidste ende redde liv.

Ja, det er vanskeligt at tale om psykisk sygdom, fordi det går ind lige præcis der, hvor det gør allermest ondt. Særligt medierne har en tendens til at ”farliggøre” det som overskrifter som »psykisk syg angriber igen«, men vi kan ikke genkende vores pårørende i netop disse overskrifter, og benægtelsen sætter ind. Men psykisk sygdom er mere end blot de farlige mennesker på forsiden. Det er sygeplejersken, folkeskolelæreren eller direktøren. Det er så enormt individuelt, hvordan man mærker en psykisk sygdom. Det er derfor vigtigt at droppe fordommene og spørge ind. Psykisk sygdom smitter ikke, når man taler om det, og nej, man bliver aldrig mere syg af at blive spurgt, hvordan man går og har det.

Ung med depression og angst: Medicinen forværrede alt og gjorde mig endnu mere syg

Og endnu vigtigere: Psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om at tage sig sammen, ej heller at kigge på de positive ting her i livet. Disse fordomme medfører uendelige mængder skam. Og de kan kun nedbrydes, hvis vi taler sammen,

Netop skammen over at blive ramt af psykisk sygdom er enorm destruktiv, fordi tabuet og ikke mindst skammen vokser og vokser, mens mange ikke tør spørge om hjælp eller sige sandheden om, hvordan det går.

Pointen og opfordringen er til dig, kære læser. I håb om, at du snakker med dine nærmeste og tør høre, hvordan det går.

Den fordom, som jeg selv møder mest, er, at jeg er for velfungerende til at være psykisk syg. F.eks. hører jeg ofte fra min behandler i psykiatrien, at jeg ikke hører til i netop psykiatrien, fordi jeg har for højt funktionsniveau. Funktionsniveau. Tyg lige lidt på det ord. Ordet indeholder massive mængder fordomme, der handler om at psykisk syge ikke kan bidrage positivt til samfundet. Psykisk syge er jo nogle stakkels skæbner, som ikke kan få livet til at hænge sammen, og i et samfundsøkonomisk perspektiv giver de kun røde tal på bundlinjen.

Problemet med denne fordom er, at det skaber en berøringsangst, særligt når de professionelle er med til at stigmatisere den syge, som selvfølgelig vender det indad. Tanken om, at man blot er et minus på den økonomiske bundlinje, er ikke fremmed. En anden kendt tanke er: Måske ville alle være bedre tjent med, hvis jeg ikke var her.

Denne stigmatisering gør, at ingen tør handle på og snakke om psykisk sygdom. Det giver ensomhed, hvilket er roden til meget ondt her i verden. Tanken om, at man bliver en af dem, de andre, de psykisk syge, bliver skræmmende, og vejen til erkendelse og behandling af sygdommen bliver kun længere.

Vi skal turde meget mere. Turde spørge ind, turde høre svaret og turde hjælpe. Og vigtigst af alt turde at sige, at det faktisk ikke går særligt godt, og at man har ondt i livet. Åbenhed, accept og aftabuisering af psykisk sygdom går begge veje.

Men det er begrænset, hvad man som enkeltperson kan gøre. Derfor kræver dette også politisk handling, for nej, man kan ikke løbe fra en depression. Bogstaveligt talt. Jo, motion er vigtigt, det er det da, men det kræver også, at vi ligestiller somatisk og psykisk sygdom. Det er for mig tydeligt, at politikerne lider af massiv berøringsangst og har så mange fordomme om, hvad det vil sige at være psykisk syg. Ellers ville de jo for længst have snakket om det.

Det er paradoksalt, at man politisk nægter at snakke om psykisk sygdom, når det gennemsyrer de problemstillinger, som Danmark står overfor. Om det er integrations-, uddannelses-, arbejdsmarkeds- eller sundhedspolitik. Psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed gennemsyrer alle aspekter af livet, og ingen kan sige sig fri for at blive ramt. Alle kan blive sårbare og have brug for en ven med hovedet koldt og hjertet varmt, som Sebastian synger.

Det kan være svært at placere, hvor psykisk sygdom hører til rent politisk, hvilket gør, at det bliver underprioriteret. Det er et massivt politisk svigt, som sender et signal om, at psykisk sygdom er noget uhåndgribeligt noget, som ingen rigtig ved, hvad man skal stille op med. Det påvirker selvfølgelig befolkningen, som besidder samme berøringsangst som politikeren. Fremmedgørelsen, ensomheden og problematikkerne bliver kun større for både dem, som er ramt af psykisk sygdom, og de pårørende – hvilket omfatter hele befolkningen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?
Cathrine Ertmann
Et luksusdrug, ”lykkepillen”, den nemme løsning. Det er misvisende, stigmatiserende ord, som hverken er medicinen eller de mennesker der behøver den, værdig.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Danmark er for lille til vilde ulve

Christian Rabjerg Madsen
Ulven har skabt utryghed i Vestjylland, hvor eksperter fra Aarhus Universitet anbefaler, at børn ikke opholder sig alene i skove med ulve. Den utryghed skal vi tage alvorligt, og det er årsagen til, at ulven skal indfanges i Danmark.

Blog: Danmark undergraver demokratiet

Anders Vistisen
Regeringen hjælper Tyskland med at indføre spærregrænse til Europaparlamentsvalg.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her