Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Efter Syrien: Kommer der en ny kold krig?

Rusland truer os. Vi truer Rusland. Er det den bedste strategi?

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Alle fire vægge i mit kontor var fyldt med bøger, og noget måtte der gøres. Jeg startede derfor for nogle år siden med at rydde alle de mange bøger om Den Kolde Krig væk. Det var jo et overstået stadium. Ud røg de mange bøger om kampen om mellemdistanceraketter i Europa. Også dem jeg selv har skrevet. Ud kom de mange skildringer af årsagerne til Den Kolde Krig. Nu skulle der skabes plads til bøger om globalisering og ny verdensorden. Om terrortrusler og islam. Men nu er jeg kommet i tvivl om, hvorvidt det var en god beslutning: Kommer der en ny kold krig, der er en variant af, hvad vi tidligere oplevede?

Under Den Kolde Krig var der to dominerende opfattelser af, hvad der havde sat Den Kolde Krig i gang efter Anden Verdenskrig. Den ene så konflikten som et resultat af Sovjetunionens kommunistiske og ekspansive ideologi, der ville bekæmpe kapitalismens uvæsen. Det var uundgåeligt, at der opstod en kold krig. Den anden gruppe, der blev kaldt revisionisterne, mente, at vi kunne have undgået Den Kolde Krig, hvis vi havde været mindre truende over for Sovjet.

Den aktuelle situation er tilsyneladende anderledes. Der er ikke længere et ideologisk modsætningsforhold mellem øst og vest, men i stedet et ”normalt” konkurrenceforhold om magt, økonomi og indflydelse. I de første år efter Sovjetunionens opløsning og Murens fald så det ud til, at der ville blive et nyt samarbejdssystem. Nato og Rusland lavede aftaler om åbenhed, deltog i hinandens øvelser, skar ned på a-våben og samarbejdede på mange fronter om rumstationen, om naturgasledninger og om samarbejde i Arktis.

Men kæden faldt alligevel af cyklen.

Det begyndte med kampen om Georgien. Landet nærmede sig mere og mere USA for at opnå sikkerhedsgarantier, og til sidst kulminerede det i en russisk militærindsats i Sydossetien. Mens Vesten reagerede forholdsvist afmålt på denne situation, blev Ukraine og Krim anstødsstenene til en øst-vest-konfrontation. Siden fulgte beskyldningerne om indblanding i valgkampagnerne i adskillige lande og et giftangreb i London på en tidligere agent og hans datter. I Syrien bevæger vi os nu på kanten af militær konfrontation med Rusland. Det blev sværere og sværere at forklare russisk adfærd med, at de følte sig truet af Vesten. Konsekvensen er en optrapning af konfrontationen mellem øst og vest og flere og flere nedkølinger af samarbejdet. Danske politikere snakker om at forhindre, at den nye naturgasledning passerer dansk territorium. Sportsbegivenheder som fodbold-VM bliver inddraget. Mistænksomheden vokser.

Men hvad består den russiske trussel af? Hvad kan Rusland true os med?

På det militære område er Rusland markant svagere end USA og Nato. Uanset om vi sammenligner størrelsen på militærbudgetterne eller antallet af soldater, fly, skibe etc., er Rusland en militær dværg i sammenligningen. Kun i antallet af militære tanks overgår Rusland Vesten. Men hvad det kan bruges til i situationer, hvor Vesten har effektive modmidler, er svært at sige.

På kernevåbenområdet er der en slags terrorbalanceligevægt. På samme måde som under Den Kolde Krig. Begge parter kan sikre den anden parts ødelæggelse. Men det er jo ikke en brugbar strategi. Der er derfor nogle militære kredse, der har argumenteret for, at Nato og USA’s problem er, at vi mangler små kernevåben. De kunne imødegå en russisk anvendelse af et begrænset kernevåben i et angreb på Baltikum. Vi i Vesten ville ikke have noget svar på samme niveau. Men faktisk har Vesten helt tilbage fra den rigtige kolde krig udviklet små atomminer, som var placeret på grænsen mellem Øst- og Vesttyskland for at afskrække selv det mindste kernevåbenangreb. I kalkulen om at risikere en krig indgår også staternes økonomiske formåen. Ruslands økonomi er på størrelse med Italiens og tilmed en ressourcebaseret økonomi med alvorlig mangel på teknologisk kunnen. Ruslands økonomi er ikke i stand til at give befolkningen de økonomiske goder, den efterspørger, og uligheden i økonomiske muligheder er voldsomt stor.

Rusland er hverken militært eller økonomisk en ligeværdig modstander. Det er netop derfor, hævdes det, at strategien er at skabe problemer internt i de vestlige lande. Forsøgene på at påvirke det amerikanske valg er et eksempel. Men der er også påstande om, at der var indblanding i brexit-afstemningen i Storbritannien. Ruslands interesser skulle være at svække EU’s sammenhold så meget som muligt. Hvor effektive disse strategier har været, er svært at vurdere. Hvad er det, Rusland ønsker at opnå ved at satse på konfrontationen med Vesten? Er det et udtryk for landets svaghed eksternt og internt, at Rusland netop er henvist til ”små blå mænd”, der prøver at skabe uro og usikkerhed? Er idéen, at hvis man kan svække Vesten, så står man selv relativt stærkere?

Uanset om vi sammenligner størrelsen på militærbudgetterne eller antallet af soldater, fly, skibe etc., er Rusland en militær dværg i sammenligningen.

Tydeligvis er det ikke en succesfuld strategi for Kreml. De økonomiske sanktioner skaber omkostninger for Rusland, og landet er ude af stand til at matche et våbenkapløb med Vesten. Syrien-konfrontationen er meget risikabel for Rusland.

Vi sidder med et dilemma. På den ene side har Rusland overskredet en række internationale aftaler og normer i sine handlinger over for både Georgien og Ukraine. Og hvis bare nogle af anklagerne om indblanding og hackervirksomhed er rigtige, er Ruslands opførsel en trussel for internationale samarbejder. Noget må gøres. På den anden side vil øget konfrontation inden for økonomi, sport og våben hjælpe Putin med at få stormagtsstatus og en bipolar verden.

Bizart nok er Rusland i en underlegen situation og er selv afhængig af samarbejdet og den internationale økonomi. Bygningen af nye gasledninger binder Ruslands økonomi op på, at Rusland kan sælge sin gas til Vesten. Rusland er helt afhængig af Vesten for tilførslen af teknologi. Hele landets fremtidige velstand står og falder med, at der ikke skabes en lukket russisk økonomi. Putin ville ende op med samme ineffektivitet, som blev Sovjetunionens akilleshæl.

Og der sidder vi så i Danmark og i Vesten med et grumt problem. Vi kan ikke ignorere Ruslands faktiske handlinger, men samtidig er det i vores interesser og i Ruslands at undgå en ny kold krig og en afbrydelse af samarbejdet. Det er endnu mere vigtigt nu, hvor vi står på randen til en handelskrig mellem EU og USA og Kina. Vi skal derfor finde et svar, der sætter Putin stolen for døren, uden at vi eskalerer konflikten og afbryder samarbejdet. Den Kolde Krig fra 1947 var bestemmende for en hel serie af relationer. En række varer blev forbudte at sælge til Sovjetunionen. Våben, legetøj, ja endog kamme blev erklæret strategiske varer, der kunne hjælpe USSR. På sin side søgte USSR gennem aktiv støtte til fredsbevægelser i Vesten at skabe intern strid. Alle relationer blev koldkrigsbelagte. Sportsbegivenheder, kulturudveksling, akademisk samarbejde. Vores opgave nu er at undgå at afbryde samarbejdet, men samtidig markere, at Rusland skal holde sig til de internationale spilleregler: respekt for den demokratiske proces, respekt for staternes suverænitet og respekt for nationale sikkerhedsinteresser. Den Kolde Krig var i sin natur så godt som altomfattende. Mange former for inddæmning gjorde Den Kolde Krig til et system snarere end en politik.

Det, vi har brug for, er en proportional ruslandspolitik. Vi skal møde russiske udfordringer med proportionale svar. Den nylige hjemsendelse af diplomater er et godt eksempel. På det seneste har der været en proportional hjemsendelse af diplomater i både øst og vest. En politik, der rammer Rusland stærkere, end den rammer os, fordi Rusland alt andet lige er mere afhængigt af dets diplomater og efterretningsfolk, end vi er. Cyberangreb kan mødes med cyberforsvar og cyberrestriktioner, der rammer Rusland. Infiltrationen af vores valgprocedurer kan mødes med større støtte til russiske civilsamfund. Når vi kommer på den anden side af Syrien-konfrontationen er det nødvendigt at starte en dialog med Putin. Her har Trump for en gangs skyld ret.

Det er ikke simpelt og heller ikke let, men i vores egen bedste interesse frem for den igangværende opbygning af Rusland som den nye hovedfjende i et nyt koldkrigssystem.

Hvis det bliver virkeligheden, må jeg i antikvariatet og se, om jeg kan købe mine bøger om Den Kolde Krig tilbage.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu

Sådan ser en Ikea-bolig ud

Ikea-familien skal til at bygge sine første boliger i Danmark. Se her hvordan tilsvarende boliger i Sverige ser ud. Finans
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her