Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vesten og Rusland har byttet roller

Hvor det tidligere var Sovjetunionen, som kvalte sig selv indefra på grund af en illusorisk ideologi, så er det nu de vestlige demokratier, som er fanget af en illusorisk multikulturalistisk ideologi.

Artiklens øverste billede
Illustration: Martin Frøsig

Vesten befinder sig i en form for konflikt med Rusland; og hvis vi skal forstå denne konflikt, så må vi se den i historisk perspektiv. Da Rusland var kernen i Sovjetunionen, betyder det, at vi må se den nuværende konflikt i lyset af Den Kolde Krig mellem Vesten og Sovjetunionen. Under alle omstændigheder er det værd at sammenligne de to konflikter for at se, om vi kan lære noget af den første, som vi kan bruge i vor forståelse af den anden.

Den Kolde Krig var på overfladen en konfrontation mellem to atombevæbnede supermagter; men underneden var der tale om en modsætning imellem to grundforskellige holdninger til, hvorledes samfundet bør indrettes. I Vesten var idealet en markedsøkonomi, hvor borgerne havde frihed til at sætte nye virksomheder i gang og dermed skabe arbejdspladser for andre. Samtidig skulle statsmagten opbygges demokratisk på basis af borgernes elementære politiske ligeværdighed. Og denne demokratiske statsmagt havde så til opgave at sætte grænserne for markedsøkonomien og sørge for, at den udviklede sig til gavn for den samfundsmæssige helhed.

Det prekære spørgsmål er, om det multi- kulturelle demokrati kan fungere, når det bliver virkeligt.

Sovjetunionen byggede på en ideologi, som ikke blot forkastede den private ejendomsret til produktionsmidlerne og erstattede markedsøkonomien med en socialistisk planøkonomi, men som også anså den socialistiske planøkonomi som en nødvendig historisk konsekvens af den kapitalistiske markedsøkonomis indre modsigelser og derpå følgende selvskabte sammenbrud. Ifølge den marxistisk-leninistiske teori ville den nye socialistiske planøkonomi undgå den kapitalistiske økonomis planløse spild og samfundsødelæggende konkurrence og derfor hæve produktionskapaciteten til nye højder.

Umiddelbart ser det lovende ud; men problemet var, at det socialistiske planlægningsideal for den samlede samfundsmæssige produktion var en illusion. Man kunne ikke få en sådan plan til at fungere. Idealet tog ikke højde for teknologisk fornyelse og for frihed til individuel udfoldelse. Derfor fik den kommunistiske ledelse aldrig økonomien til at fungere så godt, at den kunne tillade reelt frie og demokratiske valg, fordi det i så fald ville have ført til forkastelse af socialismen. Noget, der var utænkeligt, fordi det var helt i modstrid med den kommunistiske elites historiefilosofi.

Overordnet set betød den ideologiske modsætning mellem Vesten og Sovjetunionen altså ikke kun, at de to supermagter stod over for hinanden med deres dybt forskellige opfattelser af, hvorledes samfundet burde indrettes. Den betød også, at Sovjetunionen havde lukket sig selv inde i en falsk økonomisk opfattelse, som gjorde, at den kvalte sig selv indefra. Den kunne ikke give den almindelige befolkning den udvikling, som man så i Vesten, og den kunne derfor heller ikke give befolkningen den tilsvarende frihed. Fordi man søgte friheden igennem en illusion, var der grænse for, hvor langt undertrykkelsen kunne holde. Og i sidste instans endte det med Sovjetunionens sammenbrud.

Hvad kan dette så lære os i den nuværende konflikt mellem Rusland og Vesten? Ja, én ting kan vi i hvert fald lære: ideologiens betydning for hvorledes konflikten forløber. Men kan vi bruge denne lærdom i den nye konflikt? Den ideologiske modsætning mellem de to parter er ikke den samme som tidligere. Både Rusland og Vesten har ændret sig.

Som det er nu, har Rusland ikke kun mistet den kommunistiske illusion om at stå på et højere udviklingsmæssigt stade end det kapitalistiske Vesten. Det har også mistet illusionen om, at demokratiet let lader sig indføre. Den ”frihed” og det kaos, som man oplevede i 1990’erne under Jeltsin, virker som et skræmmebillede. I stedet er Rusland nu blevet et nogenlunde traditionelt autoritært styre, som har en betydelig folkelig opbakning, fordi det kan skabe sikkerhed og forudsigelighed for den almindelige befolkning. Og derfor er der nu også på længere sigt mulighed for, at Rusland igennem en tålmodig indre ”selvopdragelse” af sin egen befolkning kan bevæge sig frem imod større politisk frihed og mere demokrati.

Men mens Rusland således har bevæget sig i en pragmatisk retning, så har Vesten gjort det modsatte: bevæget sig i en mere ideologisk retning. Og det på to fronter. For det første på det økonomiske område. Hvor det i Vesten tidligere var den fremherskende opfattelse, at markedsøkonomien skulle styres af den demokratiske statsmagt, med henblik på hvad der var til gavn for den samfundsmæssige helhed, så førte den sovjetiske planøkonomis fald til, at man også i Vesten fik mistro til den politiske styring af markedet, og at der blev udbredt konsensus om, at det var godt at lade markedet styre så meget som muligt. Dette førte så igen til en negligering af den demokratiske kultur.

Hermed åbnede de vestlige demokratier sig for et andet og mere alvorligt ideologisk skred, som samtidig fandt sted. Skredet fra bekymringen om at skabe og opretholde den demokratiske kultur, som de har udviklet, til i stedet for at bekymre sig om at skabe og udvikle en helt ny multikulturel orden. Nu skulle de vestlige demokratier ikke længere koncentrere sig om at opretholde deres egen kulturelle kontinuitet, som havde givet dem mulighed for at udvikle nogenlunde velfungerende demokratiske samfund. I stedet skulle de i overensstemmelse med globaliseringen og de store flygtningestrømme give plads for, at alle kulturer kunne udfolde sig inden for deres rammer.

Denne ideologiske ændring i Vesten har haft reelle befolkningsmæssige konsekvenser. Den har ført til, at de vestlige demokratier har modtaget mange indvandrere og flygtninge fra ikkevestlige kulturer – og specielt fra den muslimske kulturkreds. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi islams værdier – sharia-loven og den religiøst bestemte rangorden mellem muslimer og ikkemuslimer – umiddelbart står i konflikt med Vestens sekulære demokratiske værdier. Følgen er, at de vestlige lande af rent ideologiske grunde har bragt sig selv i en situation, hvor de kan risikere at undergrave den folkelige opslutning om de sekulære demokratiske værdier – og hvor de dermed kan risikere at undergrave forudsætningerne for den sekulære demokratiske orden.

Det prekære spørgsmål er, om det multikulturelle demokrati kan fungere, når det bliver virkeligt. Det kan man ikke vide med sikkerhed, men man kan håbe. Dette håb er dog af samme karakter som håbet om, at det socialistiske planlægningssamfund ville kunne fungere og skabe frihed for den enkelte. Det forudsætter en menneskenatur, som er ”bedre” end den givne. Og den ændring sker ikke blot, fordi der håbes på den.

Her oplever vi et underligt tilfælde af skæbnens ironi. Hvor det tidligere var Sovjetunionen, som kvalte sig selv indefra på grund af en illusorisk ideologi, mens de vestlige demokratier var pragmatiske, så er det nu de vestlige demokratier, som er fanget af en illusorisk ideologi, mens Ruslands autoritære styre står for den pragmatiske holdning. På den baggrund har Ruslands befolkning mulighed for stille og roligt at kæmpe sig til større politisk frihed.

De vestlige demokratiers situation er derimod mere usikker. Hvis ikke de kommer ud af den multikulturalistiske illusion, så tyder alt på, at de graver deres egen grav. Skal deres øjne åbnes, så må det første krav være, at de får en fri og åben debat. Denne debat har alt for længe været kvalt af en politisk konsensus, som gjorde enhver modstand imod det multikulturalistiske ideal til racisme – og enhver kritik af islams politiske ideologi til islamofobi. I et sådant klima er der ikke plads til tvivl og debat. Så er spørgsmålet, om demokratiet er stærkt nok til at gennembryde denne falske konsensus. Jo senere det sker, jo sværere bliver den situation, som de vestlige demokratier skal redde sig selv ud af.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.