Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Må jeg ikke bare få lov at være mig?

Denne kronik blev egentlig skrevet helt til ende for herefter at blive slettet. Jeg censurerede simpelthen mine egne ord og smed dem bort.

Illustration: Martin Frøsig

For nylig blev jeg i professionel sammenhæng – og ud af det blå – spurgt ind til, om jeg er en mønsterbryder. Jeg havde i en længere periode samarbejdet med personen om et projekt og havde en god følelse af at være med om bord på projektet i kraft af min faglighed. Spørgsmålet ramte mig som en mavepuster. Det er nemlig ikke første gang, at en person har set på mig, som om jeg var omgivet af en krans af magi og med dybt beundrende tonefald bemærket, at her må vi da have at gøre med en ”mønsterbryder”.

Jeg gjorde, som jeg plejer: Smilede høfligt og leverede et enormt defensivt svar, hvor jeg fik rodet mig ud i en længere forklaring om, at jeg ”desværre” ikke er mønsterbryder, fordi min mor altså arbejder som overlæge, og min far er noget så dansk som efterlønner efter mange år på arbejdsmarkedet. Noget med, at nok har mine forældre flygtningebaggrund, men jo ikke ”den slags” flygtningebaggrund. Jo mere jeg talte, desto mere flov blev jeg over endnu engang at være gået direkte i fælden.

Hvilken fælde, tænker du måske undrende. Og det skal jeg fortælle dig.

Den fælde, hvor jeg begynder at forsvare mig selv og min baggrund uden at jeg egentlig har noget at skulle forsvare. Den fælde, hvor jeg går med på præmissen om, at jeg på trods af min afghanske – og måske i særlig høj grad muslimske – baggrund skulle have klaret mig ekstraordinært godt, siden jeg har taget en uddannelse, landet et job eller scoret en lønforhøjelse.

Men der er intet som helst ekstraordinært over det. Jeg – og mange som jeg – higer efter at være helt almindelige og udelukkende blive anerkendt for en ekstraordinær indsats, hvis det vitterligt er tale om en ekstraordinær indsats. Vi har et ønske om, at vores fulde potentiale bliver set – og vores fulde potentiale er ikke gjort ved at være i uddannelse eller job.

Det er faktisk sårende, når det er dit etniske eller religiøse ophav, der er bestemmende for forventningerne til dine evner. Og jeg oplever heller ikke, at det skulle være specielt fordrende for motivationen, for hvis hele verden klapper i de små hænder, fordi uddannelsen er i hus, hvorfor så egentlig ikke bare stoppe der?

For to dage siden havde jeg fødselsdag. Og denne årligt tilbagevendende begivenhed får mig altid til at reflektere. Over hvem jeg er, hvilke drømme jeg har og ikke mindst om jeg er på vej i den rigtige retning, hvis jeg skal opnå mine drømme. Og jeg må indrømme, at tanken om at være fyldt 30 og stadig ikke kunne sige ordentligt fra piner mig. Jeg prøver at lære mine børn, hvordan de på en god måde siger fra over for de andre børn i institutionen, hvis en leg f.eks. overskrider deres grænser. Men hvad om jeg begyndte med mig selv?

Næste gang jeg bliver kaldt mønsterbryder eller jeg møder mennesker, der forventer mindre af mig alene på grund af min baggrund, så vil være lidt mere offensiv. Måske vil jeg krydre min respons med lidt ægte dansk kækhed og sige: Næh, jeg er ikke mønsterbryder. Men det er da egentlig ret flot, at DU har færdiggjort en uddannelse. Er DU mønsterbryder?

Jeg skriver i øvrigt til jer fra min ferie i Iran. I den forbindelse, er jeg blevet spurgt, om jeg har valgt Iran som destination, så mine børn kunne blive genopdraget. Hvis mine børn skal genopdrages, så tager jeg dem da ikke med til Iran, men til min fødeby Aalborg. Og helt ærligt; Når mine etnisk danske venner tager på ferie i Iran for at opleve det historiske og poetiske Shiraz eller overdådige og smukke Esfahan, så er de på ”intellektuel dannelsesrejse”. Men jeg – næh, det må ganske bestemt være en genopdragelsesrejse. Jeg ved godt at ordet genopdragelserejse er ret populært for tiden, men det knytter sig til virkelig grelle historier om unge kvinder og mænd, der mod deres vilje har været holdt fanget i forældrenes hjemlande, fordi de er blevet ”for danske”. Selv hvis det er sagt i sjov, er det altså ikke i orden at sætte en forælder under mistanke ved at stille sådan et spørgsmål. Men også i denne situation svarede jeg høfligt og respektfuldt tilbage, men jeg er ked af, at jeg ikke fik sagt ordentligt fra og forklaret, hvorfor det ikke er sjovt at blive slået i hartkorn med forældre, der tvinger deres børn og unge bort fra Danmark.

Det jeg vil gøre opmærksom på med disse eksempler fra min hverdag er, at vi er en gruppe helt almindelige borgere i Danmark, hvor forventningerne til vores evner, vores tankesæt og vores handlinger er sat enormt lavt. Disse lave forventninger til os skyldes ene og alene vores etniske og/eller religiøse ophav.

Jeg kan forstå, at forventningerne til børn og unge fra socialt belastede kår ikke altid er lige så høje som forventningerne til øvrige børn. For her påviser forskningen jo, at der er stor sandsynlighed for negativ social arv. Men kan vi ikke én gang for alle vedtage, at en person altså ikke er socialt udsat fordi han/hun er muslim, tosproget eller fordi forældrene blev født under varmere himmelstrøg?

Denne kronik blev egentlig skrevet helt til ende for herefter at blive slettet. Jeg censurerede simpelthen mine egne ord og smed dem bort. Men så slog det mig, at det jo ironisk nok netop er denne selvcensurering og mangel på evne til at sige fra, som jeg personligt ønsker at gøre op med. Så jeg fiskede dokumentet frem fra papirkurven igen, finpudsede ordene og – ja – du har nu læst dem til ende, og jeg håber, du kan bruge dem. Hvad enten du er den person, der ligesom mig ikke altid får sagt fra, eller om du er ham/hende, der uden at tænke nærmere sætter barren lavere for minoriteterne.

Samira Nawa Amini er en del af Jyllands-Postens weekendpanel, hvor syv personer på skift skriver en kronik. Hun er folketingskandidat for Radikale Venstre. Cand.polit., mor til to, idékvinde bag SoMe-kampagnen #EngangVarJegFlygtning. Bindestregsdansker med afghanske rødder og socialliberal med tryk på social.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Ser Jalving islam uden at se muslimer?
Martin Ågerup
Succesfuld integration kan kun finde sted gradvist gennem de millioner af interaktioner i hverdagen.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skaber Dansk Folkeparti parallelsamfund?

Birthe Rønn Hornbech
Dansk Folkeparti vil smide et udenlandsk barn ud af skolen. Hvordan bliver det så integreret?

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Majbritt Maria Nielsen
Præcis som når man går til læge, hvis bulen i panden ikke forsvinder, går man altså til psykolog, hvis man er begyndt at overleve i stedet for at leve.

Blog: ”Lykkelænder” eller bloktilskud

Nauja Lynge
Hverken de grønlandske eller danske politikere favner det mindretal, som jeg er en del af.

Debat: Han var alt det, Boris Johnson ikke er

Michael Kuttner
Lord Peter Carrington døde samme dag, som Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister. De var, for at sige det mildt, forskellige.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her