Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Tyrkiets sejr i Afrin er Vestens nederlag

Tyrkiets Erdogan har været fast besluttet på at erobre Afrin af mere end en grund.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Der er kommet endnu en dimension på krigen i Syrien, som i de seneste syv år har fordrevet seks millioner fra deres hjem, resulteret i over 5,5 millioner flygtninge og dræbt mindst 400.000 mennesker. Med angrebet på den kurdiske enklave Afrin i det nordvestlige Syrien 20. januar bidrager Tyrkiet sammen med sine allierede Rusland og Iran til landets elendighed.

Tyrkiet påberåber sig FN-pagtens artikel 51, som har fået det bizarre navn ”Operation Olivengren”, som begrundelse for angrebet, men det holder ikke stik. Artiklen foreskriver, at retten til selvforsvar er betinget af et væbnet angreb, men det er ikke tilfældet her.

Den egentlige grund er Tyrkiets stigende vrede over USA’s samarbejde med Syriens kurdere, som er den væsentligste årsag til, at det er lykkedes at drive Islamisk Stat tilbage i Syrien. Tyrkiets rolle, som en rapport fra FN’s Sikkerhedsråd fastslog i november 2014, var at fungere som hovedvej for forsyninger af våben og jihadister til Syrien, herunder til Islamisk Stat og al-Nusra Fronten.

Der er fare for, at Tyrkiets angreb på Afrin ignoreres på samme måde som den britiske premierminister Neville Chamberlain gjorde i 1938.

Kampstyrken, som USA er allieret med, hedder SDF (Syriens Demokratiske Styrker) og består af forskellige etniske grupper. Hovedparten er fra den kurdiske YPG (Folkets forsvarsenheder) milits, som Tyrkiet anser for at være identisk med det forbudte PKK (Kurdistans Arbejderparti), men USA deler ikke den opfattelse.

I 2016 dannede de syriske kurderes politiske front PYD (Det Demokratiske Unionsparti) en føderation under navnet Rojava (det vestlige Kurdistan), der består af tre autonome regioner, Afrin i det nordvestlige Syrien og to andre, øst for Eufrat-floden. I august 2016 invaderede Tyrkiet Syrien, og i en syv måneder lang operation under navnet »Eufrats skjold« slog tyrkiske styrker sammen med den såkaldte FSA (Den Frie Syriske Hær) en kile i området mellem Eufrat-floden og Afrin.

Det var tyrkiske styrker sammen med FSA, som består af forskellige jihadister, herunder krigere, der tidligere kæmpede med al-Qaeda og Islamisk Stat, der angreb Afrin i januar. Den umiddelbare årsag til operationen var en meddelelse fra den USA-ledede koalition i det nordøstlige Syrien om at danne en grænsestyrke på 30.000 mand til forsvar for området øst for Eufrat-floden og syd for den tyrkiske grænse. SDF, og det vil sige for det meste kurdere, vil udgøre en halvdel af styrken. Tyrkiets præsident Erdogan var rasende og truede med at knuse denne »terrorhær«.

USA’s nu afskedigede udenrigsminister Rex Tillerson trak i land og talte om en misforståelse, og da Tyrkiet benyttede sig af situationen en uge senere og gik til angreb på Afrin, vendte Pentagon ryggen til sine kurdiske allierede i enklaven og udtalte: »Vi har ikke noget med dem at gøre.« I sin iver for at tækkes Tyrkiet udtalte USA’s forsvarsminister Jim Mattis endda: »Nogle gange er man i en krig nødt til at vælge dårlige alternativer.«

Resultatet er ikke udeblevet. 1.700 krigere har forladt SDF for at kæmpe i Afrin i, hvad Pentagon betegner som »en operationel pause« i kampen mod Islamisk Stat. Samtidig er Assads styrker med støtte fra både Rusland og Iran gået til angreb på SDF i Deir ez-Zor ved Eufrat-floden, hvor kurderne sidder på en tredjedel af Syriens energireserver, men er blevet slået tilbage af koalitionen med store tab.

Det trækker op til en konflikt mellem Tyrkiet og USA, da SDF i 2016 erobrede Manbij, vest for Eufrat-floden, der ligger i det, som Tyrkiet nu betragter som sit protektorat i Syrien. Erdogan har gentagne gange sagt: »I dag er vi i Afrin, i morgen i Manbij og dagen efter vil vi være øst for Eufrat-floden for at udrydde alle terrorister hele vejen op til Iraks grænse.« Da amerikanske generaler har udtalt, at de ikke har til hensigt at forlade Manbij, har Erdogan truet dem med en »ottomansk afklapsning«.

Udenrigsministeriet i Washington har hidtil betegnet USA’s forhold til Tyrkiet som længerevarende og strategisk, hvorimod forholdet til den kurdiske YPG-milits er blevet kaldt midlertidigt og taktisk. 15. februar mødtes udenrigsminister Tillerson med præsident Erdogan i Ankara, og i et over tre timers møde med kun Erdogans udenrigsminister som tolk prøvede Tillerson at reparere på forholdet. Efterfølgende hævder Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, at USA har aftalt at rømme Manbij, men der findes ingen officiel bekræftelse på aftalen.

Desuden er der kommet nye boller på suppen. Trump har afskediget Tillerson og i stedet udnævnt CIA-chefen Mike Pompeo til udenrigsminister. Det var Pompeo, der i forbindelse med kupforsøget i Tyrkiet i juli 2016 tweetede, at både Iran og Tyrkiet var »totalitære islamistiske diktaturer«, og derfor vil det være interessant at se, om han ændrer holdning.

Men Tyrkiets Erdogan har været fast besluttet på at erobre Afrin af mere end en grund. I 2019 finder der ikke bare parlamentsvalg og lokalvalg sted i Tyrkiet men også præsidentvalg. Da Erdogans udsigt til at blive genvalgt som præsident hænger i balancen, sætter han alle sejl til for at forbedre sine chancer. Da det drejer sig om at forsvare Tyrkiets grænser mod en påstået fjende, er ”Operation Olivengren” populær og får støtte fra 90 pct. af befolkningen, inklusiv det parlamentariske oppositionsparti CHP (Det Republikanske Folkeparti). Ledelsen af det kurdiske HDP (Folkenes Demokratiske Parti) er fængslet sammen med otte andre HDP-parlamentarikere. På landsplan er 92 ud af 102 HDP-borgmestre fjernet af regeringen, og 11.000 partimedlemmer er blevet tilbageholdt, hvoraf 4.500 er fængslet.

Efter to måneders konstante bombardementer fra luften og med artilleri, og med angreb fra 6.500 tyrkiske soldater og 25.000 FSA-militsfolk, er den kurdiske YPG trængt tilbage, og Afrin-by er faldet.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder var der 700.000 mennesker i byen, og 150.000 er flygtet. Samtidig har der været plyndringer, og der er frygt for massakrer udført af jihadister fra FSA.

Erdogan har meddelt, at 3.622 terrorister er blevet »neutraliseret«, og Tyrkiet benægter, at der har været civile tab. Men ifølge Det Syriske Observatorium er 289 mennesker blevet dræbt, herunder 43 børn, og flere hundrede er såret. I øvrigt har Erdogan erklæret, at hensigten ikke er at erobre territorium men derimod at overdrage områderne til »de retmæssige ejere«, sunnimuslimske arabere og turkmenere. Men igen er der frygt for, at operationen er optakt til en etnisk udrensning for at finde plads til syriske flygtninge i Tyrkiet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, mener, at Tyrkiets bekymring for sin egen sikkerhed er berettiget, men de fornødne foranstaltninger skal træffes på en forholdsmæssig og afmålt måde. Erdogan har dog hånet Nato for manglende støtte til operationen og beskylder alliancen for »dobbeltmoral«, da Tyrkiet har deltaget i Nato-operationer i Somalia, Afghanistan og Balkanlandene.

FN’s Sikkerhedsråds resolution 2401 af 24. februar forlanger, at alle parter til konflikten i Syrien indstiller fjendtligheder i 30 dage. Resolutionen gælder i hele Syrien, men Tyrkiet afviste, at det også omfatter Afrin. Frankrigs Emmanuel Macron har udtrykt bekymring over Tyrkiets operation, men hans udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, har skruet bissen på og erklæret, at han finder den uberettiget.

Europa-Parlamentet har i en resolution opfordret Tyrkiet til at trække sig tilbage fra Afrin og spille en konstruktiv rolle i konflikten i Syrien. Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen har været forbavsende tavs.

Der er fare for, at Tyrkiets angreb på Afrin ignoreres på samme måde, som den britiske premierminister Neville Chamberlain gjorde i 1938. Han afviste Nazitysklands krav på Sudeterlandet som »et skænderi i et fremmed land mellem folk, som vi kender intet til«, og i Münchenaftalen overdrog Sudeterlandet til Tyskland.

Vi ved alle sammen, hvad det førte til.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her