Ville Den Russiske Revolution være sket uden Lenin?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Historikere har i umindelige tider diskuteret, hvilken rolle tilfældet spiller for udviklingen, og hvilken rolle personlighederne spiller. Visse hard core marxister afviser både tilfældighedernes og enkeltpersonernes rolle og mener, at det udelukkende er de materielle faktorer, der driver udviklingen. Her overfor hævder andre, ”borgerlige”, historikere, at det er idéerne og personerne, der bestemmer historiens gang.

Begge yderpunkter er efter min mening forkerte. Et samfunds eller et internationalt samfunds økonomiske og teknologiske forhold er på mange måde afgørende for, hvad der kan lade sig gøre politisk – det ville f.eks. være umuligt at komme igennem med krav om at vende tilbage til hestetrukken pløjning eller give afkald på computere, men på den anden side har menneskers handling også betydning. Handling i det små, men også i det store. Ville nazismen f.eks. have sejret i Tyskland i 1933 uden Hitler? Ville Storbritannien have fortsat krigen efter Dunkirk i 1940 uden Churchill? Og ville den socialistiske oktoberrevolution i Rusland have fundet sted uden Lenin?

I marts 1917, da den ”borgerlige” revolution brød ud i Petrograd, og tsaren blev væltet, befandt Lenin og hans kone, Krupskaja, sig som politiske flygtninge i Zürich, Schweiz. Under krigen var det ikke muligt at rejse fra Schweiz til Rusland uden at skulle igennem Tyskland. Og Tyskland var i krig med Rusland. Lenin prøvede at overtale englænderne til at rejse via Storbritannien, men her var man ikke villig til at slippe en revolutionær vildmand som Lenin løs i Rusland. Han ville jo trække Rusland ud af krigen, og Rusland var allieret med Storbritannien og Frankrig imod Tyskland og Østrig-Ungarn.

I det tyske udenrigsministerium ville man derimod gerne have Lenin tilbage til Rusland. Ikke for at hjælpe bolsjevikkerne, men for at skabe så megen uro i Rusland, at landet måtte trække sig ud af krigen. Så kunne tyskerne sende store troppekontingenter fra øst- til vestfronten, hvor de var hårdt pressede. Via den tyske ambassadør i København, von Brockdorff-Rantzau, blev der skabt en forbindelse til den mystiske ”store tykke mand”, Alexander Helphand, med det revolutionære navn Parvus (den lille!). Parvus boede også i København på denne tid, hvor han både drev forretninger og søgte at styrte tsardømmet i Rusland. Det betød, at han støttede Tyskland i krigen mod Rusland, og det var hans idé, at Lenin kunne rejse gennem det land for at komme hjem. Det tyske udenrigsministerium gik med på planen, og selvom Lenin var bange for at blive beskyldt for landsforræderi ved dette samarbejde med tyskerne, accepterede han det. Tyskerne finansierede også hans parti helt ind i 1918.

Den 9. april 1917 steg Lenin sammen med Krupskaja og 30 andre revolutionære russere på et tog i Zürich, og næste dag begyndte turen gennem Tyskland nordpå – i forseglede togvogne. Russerne måtte og ville ikke komme i kontakt med tyskere, de var på en slags ekstraterritorial grund i toget. Fra Tyskland sejlede de til Sverige, og via Haparanda højt oppe mod nord kom de efter en uges transport endelig ind i Rusland (Finland var russisk territorium) og nåede Petrograd 16. april. Lenin fik en heltemodtagelse af sit parti, men politisk var han i mindretal. Hans krav chokerede partimedlemmerne. Hovedkravene var ikke svære at forstå: Der skulle sluttes fred, og der skulle skaffes brød til arbejderne og jord til bønderne. Men mange bolsjevikker ville fortsætte krigen mod Tyskland, og Lenins grandiose tanke om, at den russiske revolution skulle være indledningen til en verdensrevolution, blev oplevet som vanvittig. Lenin havde dog store overtalelsesevner, og efter nogle uger, og især efter at de russiske bondesoldater i stort tal deserterede fra fronten for at løbe hjem og tage jorden fra godsejerne, slog hans program igennem. Intet mindre end en verdensrevolution imod kapitalismen og imperialismen kunne gøre det. Uden Lenin altså næppe nogen oktoberrevolution.

Med hjælp fra ikke mindst Trotskij, der også var vendt hjem fra eksil og nu efter mange års fjendskab blev forsonet med Lenin, lykkedes revolutionen eller kuppet 6.-7. november 1917. Rusland slap ud af krigen, men blev i stedet kastet ud i en blodig borgerkrig, som ødelagde landet. Det spirende demokrati blev blokeret af bolsjevikkerne, der snart kom til at hedde kommunister, og magten blev forvaltet af en nådesløs partielite med Lenin i spidsen indtil hans død i 1924. Volden og undertrykkelsen blev et kendetegn for regimet og kulminerede som bekendt med Stalins store udrensninger 1937-38.

Den britiske journalist Catherine Merridale udgav i 2016 bogen ”Lenin on the Train” om rejsen i det forseglede tog og om, hvad der siden skete. Det er både oplysende og rystende læsning. Af de ledende bolsjevikker på toget blev alle skudt eller banket ihjel under Stalin. Krupskaja, der først døde i 1939, blev skånet, men skubbet ud i glemsel. Og historien blev forfalsket: På et stort maleri af Lenins hjemkomst så man nu Stalin stå over Lenin i togdøren, selvom han aldrig satte sin fod i toget.

Jo, menneskelige karakteregenskaber betyder noget i historien. Desværre er det alt for tit de mest afstumpede, som når til tops. Når de så er der, helliger målet midlerne.

Med Lenin kom der ikke nogen verdensrevolution, men til gengæld 70 års lidelser for den sovjetiske befolkning. Hvad ville der være sket, hvis han ikke var vendt tilbage? Tsardømmets genoprettelse? Et militærdiktatur? Ville det have været mindre slemt? Formentlig, men det er kontrafaktisk historie.

Claus Bryld er forfatter, professor, dr.phil. i historie. Har speciale i arbejderbevægelsens historie. Han er en ud af syv medlemmer af JP’s Weekendpanel, som på skift skriver en kronik.