Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

At være mand er et tvivlsomt privilegie

Vi lever i en vigtig tid. En tid, hvor kvinder får udtrykt, hvordan de egentlig har det. Nu skal det andet køn på banen.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Det er vanskeligt at indrømme. At mænd er ofre. For mænd siger det ikke selv højt. De har nemlig lært at holde deres kæft og lide i stilhed. Dét er det klare signal, samfundet sender: Kommer en kvinde i krise, kan hun opsøge et af de 42 kvindekrisecentre. Kommer en mand i krise, skal han være heldig, hvis der er plads på et af landets fem krisecentre til mænd. Mange mænd bliver afvist, fordi mandecentrene ikke har politisk opbakning. Det er et klart signal: ”Kvinder, vi beskytter jer. Mænd I må klare jer selv.”

De signaler er mænd desværre vant til. Den mand, som har blotlagt sin sårbarhed er igennem tiden blevet degraderet af sin chef og gjort til nar af sine venner. Mænd har altid skullet spille rollen som de stærke beskyttere. Ikke de sårbare, som kalder på at blive beskyttet. Hvilken grundfølelse bruger man til at beskytte? Vrede. Så når mænd og drenge lider, hvilket mange drenge og mænd gør i dag, reagerer de oftest med beskytterens vrede. En vrede som til mændenes uheld ikke kalder på vores omsorg men på vores straf og fordømmelse. En straf og fordømmelse, som blot forstærker lidelsen hos drenge og mænd, som svarer igen med mere vrede og mere vold. En uendelig ond spiral.

Det er sin sag at kaste offerkortet som hvid privilegeret mand. At pege på den hvide privilegerede mands lidelse. Men sandheden er, at vi alle er ofre. Kritikere af patriarkatets store fejltagelse er og var at stirre sig blinde på mænds privilegier: blandt andet mænds monopolisering af lønarbejdet. Omkostningerne ved at være mand var der ikke plads til i ligningen: at mændene var væk fra deres familier. Deres børn. Var det et historisk privilegie aldrig at være sammen med de børn, hvis overlevelse man sikrede ved at være væk fra dem? Mænds tvivlsomme privilegie har været, at de kun kunne give kærlighed til dem, de elskede, ved at være væk fra dem, de elskede.

Faderafsavn rammer drenge hårdere end piger. Allerede fra 10-årsalderen kan man måle, hvad der biologisk sker i et 10-årigt barn, som lider et faderafsavn.

Mænd er og var også ofre for patriarkatet. Både kvinder og mænd blev undertrykt. Undertrykt af en lille elite af magtfulde, ja, mænd. Både kvinder og mænd var slaver. Både kvinder og mænd blev pisket og torteret. Var det et privilegie at være middelalderbonde? At arbejde 18 timer om dagen med den konstante usikkerhed om, hvorvidt man nu ville klare den næste vinter? At have ansvaret for hele sin familie?

Var det et privilegie at lide i livsfarlige kulminer? Var det et privilegie at arbejde som livsfarlig stilladsarbejder? Billedet fra udarbejdelsen af Rockefeller Center, hvor stilladsarbejdere i fred og fordragelighed nyder en frokost er blevet ikonisk. Var det mon også blevet det, hvis vi havde set den rædsel, som lå inde under de veltilpasse blikke? Hvis vi vidste, hvor mange, som var blevet slået ihjel under opførslen af samme bygningsværk? Mandens frygt og bæven ønsker vi ikke portrætteret. Vi hylder i stedet helten. Manden, som vel at mærke ikke bukker under for sin frygt og sårbarhed. Manden, som går rædslen i møde uden at fortrække en mine. Den på ydersiden tapre soldat, som igennem alle tider er blevet tvunget i døden for sit land. På grund af sit køn.

Selvom drenge og mænd har det med at underrapportere kraftigt i trivselsundersøgelser, viser statistikker, at drenge i alle udviklede lande klarer sig markant dårligere på næsten alle parametre end deres kvindelige modpart. Det er der flere grunde til. Men én særlig grund hænger sammen med den luksus, udviklede lande kan tillade sig: skilsmisse.

I de tilfælde, hvor skilsmisse ender med, at børnene ser forældrene lige meget, forældrene bliver boende tæt på hinanden og forældrenes kommunikation er god, påvirker det ikke børnenes trivsel nævneværdigt. Men i mange lande, også herhjemme, ender skilsmisse ofte med, at både piger og drenge ser deres fædre markant mindre end de ser deres mødre. Forskningen viser, at et faderafsavn er den største enkeltstående årsag til, at drenge og piger scorer markant ringere på minimum 30 forskellige kategorier. Blandt andet er de mindre tilbøjelige til at udvise empati, de er mindre sociale, ligesom de er markant mindre motiverede til at engagere sig i uddannelse end gennemsnittet. På den anden side er de mere tilbøjelige til at blive deprimerede, udadreagerende og bruge rusmidler.

At fædre får et mindre engagement i børnene skyldes blandt andet, at mænd er ofre for, at retssystemet i mange lande er indrettet efter, at børnene har bedst af at være sammen med deres mor. Derfor har hun markante fordele i forhold til at vinde forældremyndigheden, såfremt det skulle komme til en retssag, ligesom moderen ofte har mest samvær med børnene. Den anden årsag hænger sammen med, at kvindefrigørelsen åbnede for, at kvinder kunne komme på arbejdsmarkedet, men vi havde ikke en tilsvarende frigørelse for mændene. At mænd også kunne finde mening og formål i at være fuldtidsfar hører stadigvæk til sjældenhederne.

Faderafsavn rammer drenge hårdere end piger. Allerede fra 10-årsalderen kan man måle, hvad der biologisk sker i et 10-årigt barn, som lider et faderafsavn: Telomerne, de små ender på vores kromosomer, bliver kortere. Jo kortere telomer, desto kortere levetid. Hvad der er endnu mere interessant er, at drenges telomer bliver 40 pct. kortere end pigernes ditto. På en lang række parametre ser det ud til, at drengene bliver ramt hårdere end pigerne. Det kan vi kun forstå, hvis vi forstår, at drenge i særlig grad identificerer sig med deres fædre.

En identifikation, drengen kunne overføre på klasselæreren eller pædagogen, hvis det ikke var, fordi de sædvanligvis var kvinder. Drengen, som bliver forladt af sin far, er offer for pasningsordninger og et uddannelsessystem, som er udsultet for alternative mandlige rollemodeller.

Skulle han i børnehaven reagere på dette afsavn ved at blive frustreret eller irriteret, som drenge typisk gør, kommer han i kategorien ”problembørn”. Bliver sygeliggjort og ekskluderet fra det gode selskab.

Senere kommer han i skole. En skole, som udover at være udsultet for mænd, har negative forventninger til ham på grund af hans køn: Drenge har en tredjedel større sandsynlighed for at få en bedre karakter i en læsetest, hvis læreren ikke ved, at det var en dreng, som tog testen.

Hans skolemæssige præstationer bliver ikke bedre af, at drenge som mangler faderfigurer, bliver dårligere til at behovsudskyde. Det betyder, at han får vanskeligere ved at koncentrere sig om lektierne. Han sakker bagud. Måske har han flair for noget ikkebogligt. Men det opdages ikke i en folkeskole, som er en motorvej mod universitetet. Han bliver lænket til et klasseværelse, som efterhånden udvikler sig til et selvværdsmareridt. Imens løber de stakkels stressede 12-talspiger med mediernes opmærksomhed.

I forhold til det romantiske er han også et offer. Det er ham, som skal risikere den smertefulde afvisning. Og det gør han så. Men når han bliver afvist, går det igen ud over selvværdet. Det er regningen, han må betale for at være mand. Han oplever derfor ikke kun at blive afvist af et skolesystem bestående af kvinder. Han oplever også at blive afvist af kvinderne seksuelt. Efterhånden gemmer han sig væk i computeren. Der falder han over pornoen. Forelsker sig i den, da den udgør den eneste tilbageværende kanal til attraktive kvinder. Her er afvisningen ikke et tema. Inspirationen fra pornoen tager han med sig ind i sporadiske seksuelle møder. De ting, pornoen inspirerer ham til at gøre, skræmmer pigerne væk.

Raseriet vokser inde i ham. Kombinerer man det raseri med let adgang til våben, har du opskriften på et skoleskyderi.

Selvmordstankerne presser sig på. Allerede fra 10-årsalderen slår drenge piger i selvmordsstatistikker. Fra 10-14 år begår dobbelt så mange drenge som piger selvmord. Nu er han fyldt 15, så nu er sandsynligheden for, at han tager sit liv fire gange så større end den er for piger. Når han fylder 20, kan han gange med seks. Hvis han ikke reagerer ved at tage sit eget liv, reagerer han oftest selvdestruktivt. Bliver narkoman, alkoholiker eller ender på gaden. Andre reagerer udad og ender i fængsel. 95 pct. af de indsatte i fængsler er mænd. Fængslet bliver en form for beskyttelse og omsorg: ”Jeg er så stærk og farlig, at man skal bure mig inde. Så er jeg da noget.” Desværre bliver den omsorg, han bliver afhængig af i fængslerne, kun udløst af hans voldelige eller kriminelle adfærd.

Det er på tide, at vi stopper med at se hvide drenge og mænd, som særligt privilegerede. De er også ofre. Men de kaster ikke offerkortet frivilligt. Tværtimod. Det har de brug for hjælp til. Så lad os for første gang i historien hjælpe dem ved at skabe et samfund, hvor der er plads til, at mænd kan være de sårbare ofre, de i virkeligheden også er.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.