Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Diagnosen er rigtig, men medicinen helt forkert og med alvorlige bivirkninger

Den primære årsag til problemerne med integrationen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er selve den velfærdsstat, regeringen nu vil justere og stramme i forsøget på at løse problemerne. Man kommer imidlertid ingen vegne med løsningen af de problemer, der umiddelbart skyldes kultur, før man har genskabt de naturlige incitamenter til selvopretholdelse, der muliggør produktive kulturelle faktorer og begrænser destruktive.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Historisk er ordet ”ghetto” blevet brugt som betegnelse for kvarterer, hvor jødiske mindretal er blevet tvunget til at bo. Den første brug af ordet kan spores tilbage til 1500-tallets Venedig, hvor bystatens styre i 1516 rejste en mur omkring det jødiske kvarter kaldet Ghetto. Lignende kvarterer blev siden oprettet i byer som Frankfurt, Rom og Prag. I midten af det 20. århundrede oprettede Nazityskland jødiske ghettoer i byer som f.eks. Warszawa, Krakow og Minsk. Her levede jøder afsondret og adskilt – som i betydningen af det hebraiske ord ghet.

I den danske offentlige debat om ghettoer og de problemer, der knyttes til dem, bruges der meget krudt på overfladiske spørgsmål, der afleder opmærksomheden fra det egentlige problem. Der diskuteres, hvornår et område kan kaldes en ghetto; om begrebet overhovedet hjælper med at indkredse problemer såsom arbejdsløshed, kriminalitet og parallelsamfund; og om brugen af begrebet er kontraproduktivt, fordi den stigmatiserer de mennesker, der bor der. Det mere fundamentale spørgsmål er imidlertid et andet: I hvilken grad skyldes problemerne selve ghettoen som område, og i hvilken grad skyldes de grundlæggende incitamenter for den enkeltes liv og adfærd?

Regeringens nye ghettoudspil er tankevækkende. Med 22 punkter fordelt på fire områder over i alt 40 sider er det sin sag at fælde én samlet dom over udspillets forslag. Det grundlæggende problem ved udspillet er dog, at det udstikker en forkert kurs mod et mål, der kun kan nås ad en helt anden, anderledes radikal vej.

Det grundlæggende problem ved udspillet er dog, at det udstikker en forkert kurs mod et mål, der kun kan nås ad en helt anden, anderledes radikal vej.

Ét sted virker man inspireret af den hollandske model for opbrydning af ghettoområder. Her vil man føre den politik for infrastruktur, byudvikling og blanding af boformer videre, som allerede er comme il faut på kommunalt plan, hvorfor det lugter fælt af symbolpolitik. Man synes også at glemme, at udgangspunktet for, at den hollandske model virkede, var en privatisering af den almene boligsektor. Regeringen foreslår tilsyneladende, at man bruger borgeres kroner som ressource i stedet.

Et andet sted ser det ud til, at inspirationen er hentet fra politikker til bekæmpelse af kriminalitet i New York i anden halvdel af 90’erne. Ved at sende masser af politi på gaden og slå ned på selv små forseelser, mente daværende borgmester Giuliani at kunne bekæmpe ikke blot disse, men også de langt større af slagsen ud fra en teori om, at småkriminalitet avler mere og tungere kriminalitet. Kriminaliteten faldt, og trygheden steg markant i perioden, og Giuliani tilskrives derfor ofte æren for udviklingen – om end et økonomisk opsving og en generel stigning i trygheden i USA som helhed nok også fortjener lidt af æren.

Et tredje sted i ghettoudspillet er det slet og ret mulighedens politik, der slår igennem. Den nye teknologis muligheder og velfærdsstatens interne logikker møder den danske politikerkultur, der insisterer på, at mere – frem for mindre – kontrol af borgerne er det, der løser problemer. I den logik ligger det, at hvad man kan gøre, det er en god ide at gøre. Hvad der virker, det er godt, fordi det virker. Den tankegang gør, at der hvor man burde få øje på utilsigtede konsekvenser, er man enten blind eller vender det blinde øje til.

Et godt eksempel på, hvordan det går galt for regeringen i udspillet, findes på børneområdet. Man vil opspore børn med ikkevestlig baggrund ved at masseovervåge ikke blot ikkevestlige indvandrere og efterkommere, men også danske børnefamilier som vores. Intentionen er selvfølgelig erklæret god: Man vil finde udsatte børn og hjælpe dem på vej i livet. Midlet er imidlertid inspireret af Gladsaxe Kommune, hvor man er ved at indføre masseovervågning via indsamling af private oplysninger om borgerne. De data vil man sammenkøre og lade en computer tildele point ud fra ”faresignaler”. Hvis en borger f.eks. har været dum nok til at bruge det offentlige sundhedssystem, denne har betalt ind til, til at opsøge diagnosticering og behandling, så ved man det hos kommunen. Har man fået en diagnose, der hører til i psykiatrien, får man 3.000 strafpoint hos kommunen. Det sammenkøres så med, hvorvidt man har pareret ordre, når den offentlige tandpleje har indkaldt ens barn til tandeftersyn og så fremdeles. Så Gud nåde og trøste den, der lider af depression og fravælger at tage sin etårige med til tandeftersyn, fordi han som ansvarlig forælder ikke finder det nødvendigt. Fra Gladsaxe Kommune lyder det i øvrigt, at man blandt andet er på jagt efter skilsmissebørn, fordi de ikke altid trives, sådan som forældrene tror, de gør. Det ved en kold kommune åbenbart bedre end barnets forældre. Det er dét system – og det forhold mellem stat og borger – regeringen vil indføre på landsplan.

Denne form for statslig overvågning af borgernes hverdag og anvendelse af dataprofilering til indgriben i menneskers privatliv, som ghettoudspillet indebærer, er bekymrende og problematisk af flere grunde. At disse instrumenter hævdes kun at være målrettet ikkevestlige indvandrere og efterkommere er ikke en formildende omstændighed. Det er ganske enkelt ikke legitimt for staten at behandle sine borgere på den måde – uanset etnicitet, oprindelse, hud- eller hårfarve. At der lægges op til forskelsbehandling, gør næsten kun forslaget værre.

Problemet er imidlertid ikke kun principielt. For selvom principløse politikere skulle vælge at implementere de foreslåede tiltag i lovgivningen, er der ikke udsigt til, at de reelt vil bidrage til at løse de virkelige problemer i praksis. Regeringen har ret i, at der er integrationsproblemer. De skyldes i høj grad, at den forkerte fløj i integrations- og indvandrerdebatten vandt i første omgang. Det er også derfor, venstrefløjen er så tamme og føjelige nu – man skulle nødigt forveksles med en tossegod multi-kulti-halvfemser-svensker. Den strategi har man prøvet. Den virkede ikke.

Der bør skelnes skarpt mellem flygtninge i nød og andre grupper, der søger at immigrere hertil. Gæster i vores land bør smides ud, hvis de ikke overholder landets love, og det har de skullet, siden det argument blev fremført af de konservative i 1979. Danmark skal ikke lukke flere indvandrere ind i landet, der ikke kan forsørge sig selv, før vi har fået styr på bandeoptøjer, sociale problemer blandt dem, der er her, og det store tryk på økonomien i det lille land med de åbne kasser. For det er netop ved disse åbne kasser, at problemet startede. Og det er her, det slutter.

Den primære årsag til problemerne med integrationen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er selve den velfærdsstat, regeringen nu vil justere og stramme i forsøget på at løse problemerne. Det er velfærdsstaten, der har skabt og fortsat skaber de incitamenter, der muliggør de sociale problemer, den kriminalitet og de parallelsamfund, regeringen ønsker at bekæmpe. Problemet er åbne kasser kombineret med åbne grænser. Den eneste varige løsning på disse problemer består i at gå radikalt til værks og genskabe de naturlige incitamenter, der tilskynder den enkelte – etnisk dansk, indvandrer eller efterkommer – til at tage ansvar for sin egen forsørgelse og sit eget liv ved at tage en uddannelse og søge arbejde.

Det er til enhver tid mere retfærdigt, ligeværdigt og slet og ret værdigt at lade mennesker komme hertil og klare sig selv i alle de tilfælde, hvor de kan. For så havde vi for alvor lukket dem ind, både i samfundet og i økonomien. At deltage i økonomien betyder, at man må indgå i transaktioner og dermed i relationer. Og dermed bliver man nødt til at sætte sig ind i og efterleve landets love og skikke, for det er svært at indgå transaktioner uden. I tilgift stimulerer denne tilgang noget fundamentalt hos alle mennesker, nemlig deres selvopretholdelsesdrift.

Man kommer ikke til at løse integrationsproblemerne, før man for alvor forstår, at velfærdsstaten ikke er en del af løsningen. Den er en del af problemet. En anden væsentlig del af problemet, der heller ikke kan negligeres, handler om kultur. Man kommer imidlertid ingen vegne med løsningen af de problemer, der umiddelbart skyldes kultur, før man har genskabt de naturlige incitamenter til selvopretholdelse, der muliggør produktive kulturelle faktorer og begrænser destruktive.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.

Blog: Endelig: EU-toppen er vågnet på asylområdet

Morten Løkkegaard
Antallet af asylansøgere i Europa skal ned. Derfor er opsamlingssteder uden for EU en god idé.

Blog: Kvindekamp handler også om at stille krav

Signe Munk
Det er på tide, at venstrefløjen vågner op og indser, at der også skal stilles krav, hvis kvinder af ikkevestlig baggrund skal hjælpes.
Annonce
Bilferien sydpå kan få en langsom start Forbered dig på 110 km vejarbejde inden Hamborg
Vejarbejde præger store dele af Autobahn A7 ned mod Hamborg her til sommer, og det kan give op til seks timer forlænget rejsetid. Tyske ADAC anbefaler i stedet A9, hvis man skal til Norditalien og kører på de mest belastede dage. 
Se flere
Biler
Bilferien sydpå kan få en langsom start Forbered dig på 110 km vejarbejde inden Hamborg
Vejarbejde præger store dele af Autobahn A7 ned mod Hamborg her til sommer, og det kan give op til seks timer forlænget rejsetid. Tyske ADAC anbefaler i stedet A9, hvis man skal til Norditalien og kører på de mest belastede dage. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her