Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ghettoplanen er et skred i de danske værdier

Der er brug for en yderligere indsats for at få flere indvandrere i arbejde, men regeringens svar på dette – ghettoplanen – rammer helt ved siden af. Planen antager, at det er afgørende for indvandrernes beskæftigelse, hvor de bor.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Der sker i disse år et markant skred i nogle centrale værdier, som vi opbyggede i Danmark og resten af Europa i årene efter krigen.

Efterkrigstiden var et opgør med tidligere tiders klasse- og standssamfund. Den medførte desuden et opgør med det mere eller mindre racistiske syn på andre kulturer og hudfarver, som var udbredt i starten af det 20. århundrede. Nazismens rædsler gav en høj bevidsthed om de mulige konsekvenser af holdninger og ytringer, som dæmoniserede mindretal og etniske grupper. De nye centrale værdier blev baseret på, at mennesker skulle betragtes som individer og ikke som automatiske produkter af en bestemt social og etnisk baggrund. Det kan udtrykkes som, at alle mennesker fik ret til kun at blive bedømt på sine helt egne ord og handlinger – ikke på dets køn, hudfarve, etnisk baggrund eller religion. I praksis betød det, at ethvert menneske blev mødt med tillid, indtil det havde vist sig, at man ikke var den værdig. Ligeværdighed, ligebehandling og ligestilling blev centrale værdier i det danske samfund.

I 60’erne var Danmark således et meget åbent og tolerant samfund over for fremmede. Da amerikanske jazzmusikere kom til København i denne periode blev de positivt overraskede over ikke at møde den samme racisme mod sorte, som de led under i USA. De, der blev boende her, oplevede imidlertid igen at blive mødt med negative fordomme i 1990’erne. Det er i stigende grad blevet sådan i Danmark, at borgere med en anden etnisk baggrund som udgangspunkt bliver mødt med mistillid, indtil de har bevist, at de er berettiget til tillid.

Kronik: Den alternative ghettoplan – sådan løser vi problemerne

Hovedårsagen er den dæmonisering af etniske minoriteter, som er blevet almindelig blandt politikere og i medier, hvor indvandrerne omtales som en ensartet gruppe, og hvor problemer med enkelte – ofte små – grupper af personer gøres til et spørgsmål om kultur og religion. Alle etniske minoriteter gøres således til et potentielt samfundsproblem. På det seneste er retorikken med regeringens såkaldte ghettopakke blevet skærpet yderligere. I denne sammenhæng anklages store grupper af indvandrere for at modarbejde det danske samfund og danne såkaldte parallelsamfund. Det er en slags konspirationsteori, som hævder at beboerne i boligområder med mange indvandrere har valgt at bo sammen for at isolere sig og dyrke normer og værdier, som ikke er i overensstemmelse med det danske samfunds. Det påstås, at beboerne i disse boligområder bliver mindre integrerede alene af den grund, at de bor et bestemt sted.

Forskning har vist, at integrationen afhænger af i hvor høj grad, at indvandrerne bliver mødt med negative holdninger hos ”de indfødte”.

Alle erfaringer med indvandring har vist, at over tid indpasser indvandrerne sig i deres nye samfund og optager de normer og værdier, der gælder der. Men det tager tid – nogle gange flere generationer. Forskning har vist, at integrationen afhænger af, i hvor høj grad indvandrerne bliver mødt med negative holdninger hos ”de indfødte”. Især indvandrere med et meget anderledes udseende har sværere ved at blive integreret. Det er påvist, at mistillid og diskrimination fører til, at nogle indvandrere holder mere fast i deres oprindelige identitet for at kunne overleve de psykiske udfordringer.

I 2006 gennemførte Sociologisk Institut ved Københavns Universitet en undersøgelse af indvandrernes værdier, som blev sammenlignet med danskernes. Den viste, at indvandrerne er ganske godt integrerede, og deres værdier lå tæt på danskernes, f.eks. med demokrati. Der, hvor indvandrernes værdier afviger fra danskernes, er synet på forholdet mellem kønnene. Mange kommer fra lande, hvor arbejdsdelingen er, at kvinderne er hjemmegående, mens mændene har pligten til at forsørge familien. Indvandrerne går ind for ytringsfrihed, men en anden undersøgelse har vist, at de i højere grad end danskere vil have begrænsninger på negative omtaler af religion i medierne. De er desuden mere kritiske over for homoseksuelle.

Der er brug for at påvirke mange indvandreres holdninger til kønslig ligestilling og familieforhold, men det væsentligste problem er, at deres beskæftigelse er lavere. For kvinderne betyder nedarvede normer sikkert en del, men for mændenes vedkommende er det modsat. Mænd, der ikke kan forsørge familien, er æreløse. Årsagerne til, at de har lavere beskæftigelse, skal i stedet søges i deres lavere uddannelse og problemer med det danske sprog. Diskrimination på arbejdsmarkedet forekommer også. Den ovenfor nævnte undersøgelse har vist, at færre indvandrere end danskere finder det acceptabelt at snyde med offentlig støtte og undlade at tage imod arbejde. Indvandrerne sidder yderst på arbejdsmarkedet og var de første, der blev fyret efter finanskrisen i 2007.

Der er brug for en yderligere indsats for at få flere indvandrere i arbejde, men regeringens svar på dette – ghettoplanen – rammer helt ved siden af. Planen antager, at det er afgørende for indvandrernes beskæftigelse, hvor de bor. Den høje arbejdsløshed i nogle byområder, påstår man, er bevis for virkninger af parallelsamfund, hvor beboerne bekræfter hinanden i, at man ikke behøver at arbejde. Men man vender her årsagssammenhængen helt på hovedet. Beboerne er ikke blevet arbejdsløse af at bo i disse områder, men bor der derimod, fordi de arbejdsløse. Den omfattende forskning i Europa om sammenhængen mellem arbejdsløshed og bopæl har ikke kunnet vise, at man bliver mere arbejdsløs af at bo i byområder med mange arbejdsløse og indvandrere. Forskningen viser desuden, at hovedårsagen til, at vi har fået områder med mange arbejdsløse indvandrere, skyldes danskernes adfærd. De danskere, der selv kan vælge, hvor de vil bo, fravælger disse områder – ikke mindst fordi skiftende regeringer har stigmatiseret dem som ghettoer. Herved er der blevet plads til, at de svageste indvandrere kan skaffe sig en rimelig bolig i områderne. Problemerne her er først og fremmest sociale. Især med utilpassede unge, som kommer fra dårligt fungerende hjem.

I forbindelse med sit udspil påstår regeringen, at indvandrere i bestemte boligområder per definition er en del af parallelsamfund. Man regner sig frem til, at det drejer sig om 74.000 personer. I sin nytårstale kaldte statsministeren dem for mennesker, »der ikke vil Danmark«. Det er en grov og ubegrundet anklage.

De såkaldte ghettoer lever nemlig slet ikke op til regeringens forestillinger om homogene parallelsamfund. Der kan være op til 70 forskellige udenlandske nationaliteter. Der er ikke tale om steder med fælles normer og værdier, og den sociale sammenhængskraft er lav. Det er områder præget af stor ustabilitet. I en undersøgelse i Vollsmose var der f.eks. kun 19 pct. af beboerne, som havde boet der mere end ti år. Samme undersøgelse viste, at blandt indvandrerne i Mjølnerparken, Gellerup og Vollsmose var det kun 2 pct., som helst ville bo i et boligområde med et flertal af indvandrere. Den viste desuden, at beboerne her ikke afveg meget fra andre indvandrere med hensyn til sprogfærdigheder og brug af medier. Mere end 80 pct. havde danske venner og bekendte.

Det er blevet en central del af dansk politik, at man skal demonstrere sin fordømmelse af etniske minoriteter for at konkurrere om den voksende vælgerskare med negative holdninger til disse. Regeringen påstår med ghettoplanen, at beboere i bestemte boligområder modarbejder det danske samfund, og at det er et stort problem for Danmark – et problem, som man vil vise, at man er gået i gang med at løse effektivt. Derfor har man blæst problemerne op og nedgjort den store indsats, som gennem årene er gjort af kommuner og boligselskaber. Statsministeren har sagt at: »Selve danskheden er truet, og derfor er det nødvendigt at gøre op med tanken om, at alle i Danmark skal behandles lige.«

Med ghettoplanen har regeringen skrevet et nyt kapitel i afviklingen af danske værdier om ligeværdighed, ligestilling og ligebehandling for alle borgere i landet. Nu er man per definition en dårlig dansker, som kan underlægges særlige regler, hvis man tilhører et mindretal og bor et bestemt sted. Mens vi før i tiden tog skarpt afstand fra lande, hvor regeringer brugte hetz mod mindretal som middel til politisk magt, så er vi nu selv blevet et sådant land.

Kronikøren har i mere end 20 år forsket i udsatte boligområder, indvandreres bosætning og integration.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Den alternative ghettoplan – sådan løser vi problemerne

Sikandar Malik Siddique, cand.comm., talsperson, Gadefortællinger

En alternativ geografisk bestemt afsoning, jobcentre på gaden, lovpligtig undervisning på tværs og mæglernetværk er nogle af vores konkrete løsninger på ghettoproblematikken.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Erdogan kan få en overraskelse fra kurderne i morgen

Harun Demirtas
Erdogan har god grund til at frygte kurdernes stemmer. De risikerer at gøre hans politiske liv meget, meget besværligt.

Blog: Vil Jarlov omfavne cannabisproducenterne?

Majbritt Maria Nielsen
Den nye erhvervsminister har kaldt godkendelse af medicinsk cannabis for populisme, men nu er produktionen i gang, så man kan passende spørge ministeren, om han glæder sig til samarbejdet.

Blog: Drømmemåling til Sverigedemokraterne på 28,5 pct.

Morten Uhrskov Jensen
Det svenske rigsdagsvalg den 9. september kan vende svensk politik op og ned for altid.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her