Sundhedsstyrelsen gambler med sin troværdighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Stoffet MDMA er på tragisk baggrund aktuelt, da det tilskrives en 15-årig og en 32-årig mands død i denne måned. Danmarks vel nok førende autoritet på narkotikaområdet, psykiatrisk overlæge Henrik Rindom, har i den forbindelse udtalt, at MDMA, i sin rene form og rette dosis, er et relativt harmløst rusmiddel. Det er uvidenheden, der er farlig. Og vejen frem er oplysning, ikke løftede pegefingre.

Som én, der i hele sin akademiske karriere har beskæftiget sig med narkotika og et bredt spektrum af brugergrupper, må jeg give Rindom ret. Brugerne kan dog være meget svære at få i tale. Internationale erfaringer viser dog, at anonym test af narkotika i kombination med ærlig rådgivning i nattelivet giver en effektiv kontaktflade til at reducere skader og potentielt redde liv på.

For nylig deltog jeg i ”P1 Debat” om stoftest som en mulighed i det danske natte- og festivalliv. En af mine meddebattører var folketingspolitiker Jeppe Jakobsen (DF). Når Jeppe ikke kunne finde argumenter imod en mere ansvarlig strategi end den nuværende nultolerance politik, lagde han sig mageligt op ad Sundhedsstyrelsens (SST) anbefalinger. Det gør politikere ofte, og det burde for så vidt ikke være et problem. Tværtimod faktisk, for SST er landets øverste instans for sundhedsfremme og forebyggelse og burde derfor være en troværdig objektiv kilde til evidensbaseret information om, hvordan vi bedst forebygger sygdom og utidig død.

Men jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt det faktisk forholder sig sådan. SST publicerede nemlig et notat om stoftest i fredags, som går direkte imod internationale studier på området. Ydermere fremgår det ikke, hvorpå de baserer deres påstande om, at test af stoffer »ikke er en mulig vej til at forebygge, at færre unge kommer til skade eller dør af brug af stoffer«.

Som fagperson med indsigt på området bekymrer det mig meget, at SST fordrejer resultater, håndplukker udtalelser og bruger deres autoritet til at skævvride en så vigtig debat ved direkte at modarbejde en fremgangsmåde, der er veldokumenteret sundhedsfremmende. Man skulle tro, at SST ikke arbejder for vores sundhed, men for at blåstemple siddende politikeres nuværende standpunkt i narkotikapolitikken, uanset omkostningerne.

Uden stoftest på festivaler eller i nattelivet generelt har folk ikke mulighed for at vide, hvad der er i deres pille eller pulver. Både i England og herhjemme har det været et problem, at ecstasypiller har været utrolig stærke, hvilket har haft fatale konsekvenser. Noget, organisationen The Loop har haft stor succes med at identificere ved stoftest, for derefter at udsende øjeblikkelige advarsler om risikable piller med stor skadesreducerende effekt.

Specielt hvad angår renheden af stoffet, er test et vigtigt værktøj til at redde liv og reducere skader. Ellers er folks nærmeste vejleder pusheren, og her er der ikke garanti for god rådgivning.

Målet med stoftest er ikke, som SST påstår, »at primært unge fest-brugere kan teste stoffer for at opnå en fornemmelse af sikkerhed«. Målet med stoftest er, at brugeren, ung som voksen, kan få identificeret sit stof, så man ikke kommer til at indtage et andet stof end tiltænkt eller for meget af det.

Desuden viser undersøgelser fra Storbritannien, at 32 pct. ville undlade at tage det testede stof, hvis det viste sig at være af uønsket styrke og/eller stoftype. Altså minimeres risikoen for fejl- og overdosering.

Den typiske metode er i øvrigt, at stoftest følges med skadesreduktionssamtale. Den positive effekt af denne er veldokumenteret. Det bliver desuden fremhævet i europæiske undersøgelser, at dette skaber kontakt til en målgruppe, der normalt er meget svær at nå, men som ad denne vej bliver mere modtagelige over for advarsler om stofrelaterede sundhedsrisici.

Stoffer kan være farlige, ja, og derfor må resultatet af en stoftest aldrig stå alene. SST udelader på behændig vis, at testresultaterne altid skal overleveres sammen med en struktureret skadesreducerende samtale hos kompetente fagfolk.

Af uvisse årsager har SST i sit notat alene kigget på hollandske erfaringer. De fremhæver, at Holland har haft stoftest i nattelivet, men er gået væk fra det igen.

Holland har dog stadig Europas længst varende stoftest-program, som er landsdækkende og implementeret af staten. Det er en succeshistorie og et forbillede for en række andre lande. Desuden er der i dag legale stoftest hele 14 steder i Europa.

At Hollands testprogram specifikt i nattelivet er afbrudt, skyldes politisk modvilje. Det kan dog ikke bruges til at kritisere validiteten af stoftest generelt; blot pege på vigtigheden af tilstrækkelig finansiering.

SST hævder, at »stoftest kan være med til at legitimere brug af stofferne. Især kan de unge, der kommer til festivaler for første gang, få en opfattelse af, at stofferne ikke er farlige, og at der sker en ”normalisering” af stofbruget, og de kan derfor blive mere fristede til at prøve stofferne«.

Det er en hyppig, men udokumenteret kritik. Faktisk er det vist i flere undersøgelser, at stofbrug ikke stiger som følge af stoftest, stofbrug er heller ikke mere udbredt i lande med stoftest og vigtigst: Stoftest har ikke tilskyndet til stofbrug blandt dem, der ikke i forvejen brugte stoffer. Som nævnt får det tilmed visse brugere til at tage mindre stof, end de havde gjort uden test.

Netop lavere dosis kunne formentlig have reddet livet for de to afdøde danskere. MDMA-relaterede dødsfald skyldes nemlig oftest for høj dosis, da brugerne ingen mulighed har for at kende styrken på det stof, de har besluttet sig for at indtage.

Men det er altså ikke SST’s holdning, kan man se i notatet. Jeg må dog understrege, at det netop er en holdning, de her fremsætter – ikke en opsummering af de mange europæiske erfaringer på området.

Jeg synes, der er rigelig grund til at tage det her alvorligt og følge med den europæiske udvikling, som går mod mere stoftest. Så undgår vi, at danskere skal dø af et stof, der som nævnt har en forholdsvis forudsigelig risikoprofil, hvis man har adgang til viden om dosis og renhed, hvilket netop stoftest som den eneste mulighed giver.

Nej, stoftest gør det ikke risikofrit at tage stoffer. Det er heller ikke meningen. Meningen er at reducere risikoen ved stofbrug. Og kerneopgaven for SST burde være at sikre, at folk ikke kommer galt afsted – at forebygge.

Ja, stoftest er kontroversielt. Men jeg beder SST se objektivt på stoftest, som den beviseligt sundhedsfremmende strategi, det er. Og hvis SST kender til nogle resultater, der viser det modsatte, beder jeg dem fremlægge dem. For i de undersøgelser, jeg har læst, skal man lede længe efter valide kritikpunkter af stoftest. Og der er i hvert fald en række dokumenterede fordele.

Så jeg synes, vi skal lægge det notat bag os og så se på, hvordan vi kan få implementeret stoftest i Danmark, frem for at vente på flere dødsfald.