Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ånd, værdier, religion og store følelser

At der er noget, der er højere end mennesket selv, er en forudsætning for, at vi ikke ender i barbari, hvor alt er tilladt. Det behøver ikke være forestillinger om en kærlig eller straffende Gud. Det kan også være opdragelse til fællesskab og opøvelse i at se ud over egen næsetip.

Tegning: Martin Frøsig

Som kulturminister funderede jeg over, hvorfor en del moderne dramatik forekommer så ligegyldig. Som f.eks. det teaterstykke, jeg så forleden, med de mest fremragende skuespilpræstationer. Det skulle forestille at balancere på grænsen mellem alvor og tragikomik. Men da alvoren ikke blev taget alvorligt, selv om det drejede sig om døden, så virkede komikken heller ikke. De to ting hænger nemlig sammen. Som Niels Bohr engang sagde: »Der er visse ting, der er så alvorlige, at man kun kan le ad det.«

Hvis der hverken er ånd, værdier, religion eller store følelser med i den dramatiske fortælling, så griber den ikke om sjælen, sådan som god dramatik kan gøre. Så bliver det fladt og ligegyldigt. Måske er det den ånd- og værdifattige sekularisme, der gør det svært at lave teater, jf. det ikke særligt imponerende teaterbesøg. Men vor tid er jo samtidig præget af en åndelig søgen efter værdier og ståsteder. Måske er det bedre at spille de gamle dramaer, der griber, hvis der ikke er nogle nye, der gør det. Alene kultursammenstødene forårsaget af indvandringen må da kunne gribe som f.eks. Henri Nathansens ”Indenfor murene”, hvor der er både religion og store følelser.

Før jul så jeg det måske bedste teaterstykke, jeg nogensinde har set: ”Nora 2”, som er en helt ny fortsættelse af Henrik Ibsens berømte og bevægende ”Et dukkehjem”, hvor Nora som bekendt ender med at forlade mand og børn, fordi hun ikke vil være en pyntegenstand. I ”Nora 2” kommer hun hjem efter 15 år til nogle hjertegribende dialoger med den forladte ægtemand og med barnepigen, der har opfostret deres børn. Det handler forståeligt nok om store indestængte følelser og levet liv, der ikke kan leves om. Dybt bevægende. Det er Ibsens ånd og moralske dilemmaer i nutidig udlægning.

Martin A. Hansen blev smidt ud af litteraturkanonen, måske fordi han skriver ind i et kristent/moralsk univers med store moralske dilemmaer. Gid han må få en renæssance ligesom Kaj Munk og Jakob Knudsen, der skrev ind i et lignende univers. Og gid flere dramatikere vil sætte ord på det, der betyder mest i tilværelsen. Hvorfor også religion? Fordi det handler om tilværelsens konstanter, som vi er spændt ud imellem, kærlighed, ondskab, død og evighed.

Som barn af folkehøjskolen har jeg oplevet den opbygning af moralkapital (samfundssind, fællesskabsfølelse), som gav elever styrke til at se sig selv i en større sammenhæng og bidrage til det lokale og nationale fællesskab. Som undervisningsminister har jeg iagttaget nogle frie skolers styrke i forhold til folkeskolerne. Jeg tror, det især har at gøre med ånd, værdier og religion. Jeg drøftede det for nylig med folkeskoleledernes bestyrelse. Da min egen familie i første omgang valgte en friskole i stedet for den offentlige skole, skyldtes det alene friskolens kulturelle program med morgensang og fadervor, historiefortælling, drama, bibel- og verdenshistorie osv. Alt sammen noget, den offentlige skole også kunne gøre. Men de gør det ikke.

Som skolen i Græsted, der aflyste julegudstjenesten på grund af sekularisme og misforstået hensyntagen til den kulturelle mangfoldighed (muslimer). Men muslimer har jo intet imod kristendomsundervisning, salmesang og julegudstjenester. Næsten ingen muslimske børn benytter fritagelsesmuligheden. Nogle går endog på katolske skoler med et meget stærkt religiøst program. Dét tiltaler muslimer meget mere end den åndløse sekularisme, der fornægter tro og religiøs forankring.

Det forhold, at 12-15 pct. af de danske skolebørn er fra ikkevestlige lande, er ikke et argument for at svække den åndelighed, der er tilbage, inklusive den kristne kulturarv. Det er tværtimod et argument for det modsatte, for åndelig oprustning og et stærkt element af opdragelse i åndelige værdier, herunder den kristne kulturarv.

At der er noget, der er højere end mennesket selv, er en forudsætning for, at vi ikke ender i barbari, hvor alt er tilladt. Det behøver ikke være forestillinger om en kærlig eller straffende Gud. Det kan også være opdragelse til fællesskab og opøvelse i at se ud over egen næsetip.

Det var det, der var meningen med Grundtvigs og Kolds friskoler og højskoler, der skulle styrke moralkapitalen ved at eleverne lærte sig selv, deres land og deres Gud at kende. Ikke som et kulturelt fængsel med selvgod bedreviden, men som et udgangspunkt og et springbræt til styrkelse af personligheden og karakteren. Eleverne skulle lære at se sig selv i en større sammenhæng. »En del af noget større,« som Dansk Boldspil Unions fortræffelige motto lyder. Derved skulle der opbygges et fundament af moralkapital, dvs. samfundssind og fælles ansvarlighed, som igen er basis for den gensidige tillid, der gør Danmark til verdens mindst korrupte samfund – så længe, det varer.

Indtil 1975 var det vigtigste i folkeskolens formålsparagraf, at den skulle »styrke elevernes karakter.« Det blev desværre strøget til fordel for sociale og demokratiske målsætninger. Eleven blev sat i centrum. Men den elevcentrerede skole risikerer jo at spærre eleverne inde i den måske fattige verden, de kender i forvejen.

Selvcentreringen er netop temaet i TV-serien ”Arvingerne” og filmen ”Kollektivet”, der ubarmhjertigt udstiller den ungdomskultur, der prægede nogle flippere efter ’68 – udstiller den egoisme, der følger, når den enkelte bare skal realisere sine egne lyster.

Problemet var ikke mangel på seksualmoral, men mangel på moral i det hele taget, når forældrene dyrkede sig selv, og børnene gik for lud og koldt vand. Lykke er jo ikke at realisere sig selv, men at betyde noget for andre og hinanden, i familien, i lokalsamfundet, som folk og globalt. Det må være det vigtigste i al opdragelse.

Bertel Haarder er en del af JP’s søndagspanel. Han er længst siddende folketingsmedlem og minister. Højskolebaggrund, sønderjyde, cand.scient.pol., forfatter til en halv snes bøger, initiativtager til Folkemødet og flere kanoner, senest Danmarkskanonen, ivrig nordist og europæer på samme tid

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Kan sygdom kureres med symbolpolitik?
Ayhan Al Kole
Sundhedspersonale bør værne om patienten og politikerne om integrationsproblemerne.
Kronik: Ser Jalving islam uden at se muslimer?
Martin Ågerup
Succesfuld integration kan kun finde sted gradvist gennem de millioner af interaktioner i hverdagen.
Bekymrede læger: Vi kan ikke regne med informationen fra Lægemiddelstyrelsen

Kristine Rasmussen, hoveduddannelseslæge | John Brodersen, professor | Mats Lindberg, speciallæge | Lisbeth Sandal Kortegaard, speciallæge | Thorsten Schumann, speciallæge

Patienternes interesser skal sættes før industriens.
Der blev også stillet mange krav, da vi var unge – men vi blev ikke forstyrret af smartphones
Kåre Lauring
Måske er den rigtige løsning en massiv indsats i folke- og gymnasieskolen for at få afhjulpet den afhængighed, tusinder af unge har udviklet i forhold til deres smartphone og det at være med på de sociale medier og ikke at slække på kravene til de unges uddannelser.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Fængselskammerat ser tilbage: Vi kan stadig lære af Nelson Mandela

Mac Maharaj var i 12 år en af Nelson Mandelas nærmeste kammerater på fængselsøen Robben Island. 100 år efter landsfaderens fødsel reflekterer den nu 83-årige Maharaj over Mandelas lederskab, et kvart århundrede med store politiske fejl i Sydafrika, og hvad Europa og USA kan lære af manden, der blev et internationalt symbol på fred og forsoning.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Martin Ågerup pjatter videre

Morten Uhrskov Jensen
Det er gået op for mig, at man kan være mangeårig direktør for en liberal tænketank uden overhovedet at dokumentere sine påstande med kvantitative data.

Blog: Trump har ret – vi bør tage os sammen

Anders Vistisen
Danmark bør sigte efter at bruge to pct. af bnp på forsvaret.
Annonce
Bolig
Guide: Her er Londons "hemmelige oaser"
London er et af danskernes mest foretrukne rejsemål. Overalt i byen vrimler det med grønne oaser. Nogle er velkendte, andre er små ’hemmelige’ perler. Her får du en guide til de bedste. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her