Digitalt overforbrug skal bekæmpes med nærvær

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I denne søde juletid er det ikke kun julelys, der er i øjnene på vores børn og unge. Det blå lys fra skærmene fylder også langt ind i ferien, men netop i denne rolige tid er der god grund til at dyrke og tale om nærværet. Både fordi nærværet er en hjørnesten i familien, men også fordi skærmene nogle gange kræver mere, end de giver.

Blandt mange unge begynder tømmermændene oven på de seneste års massive digitale overforbrug også så småt at melde sig. En undersøgelse blandt 5.000 unge i Storbritannien viser eksempelvis, at hele to ud af tre ville ønske, at sociale medier slet ikke var opfundet. Tre ud af fire har forsøgt sig med en ”digital detox” – kort sagt: afvænning – for at få sociale medier lidt på afstand. Og meget tyder på, at afhængigheden ikke er noget, de unge bare finder på. For et par uger siden beskrev den tidligere Facebook-vicepræsident Chamath Palihapitiya, at han følte en ”vældig skyld” over at se, hvordan sociale medier påvirker menneskers samspil med hinanden, og hvilken afhængighed de bevidst har påført deres brugere.

Vi mener, at det er på tide, at vi tager vores hidtil ret ukritiske accept af digitalt overforbrug op til revision. Udviklingen i den digitale verden har medført, at mange forældre på mange måder har mistet overblikket over, hvem der har en stærk og direkte adgang til børns hjerner. Hvem af os forældre har for eksempel styr på betydningen af ”likes”, ”streaks” og ”hjerter” og den afhængighed, de er med til at skabe og vedligeholde. Der er bestemt positive aspekter af sociale medier også. For eksempel forbinder de mennesker på tværs af tid og rum, inspirerer os fra hjørner af verden, der tidligere var lukket land, og hjælper os med at agere politisk og skabe fællesskaber på nye måder.

Vi er alle tre daglige brugere af sociale og digitale medier og kommer på denne måde i langt tættere dialog med både vælgere, læsere og kunder. Men vi mærker også den evigt lokkende og lurende afhængighed: hvordan man helt umærkeligt kan vænne sig til lige at skulle tjekke, om nogen har bemærket eller nævnt én for nylig. Og hvad der lige nu sker derude, som måske kunne være mere spændende end det, som jeg laver lige nu. For tænk nu, hvis jeg gik glip af noget ...

Vores hjerne giver os en lille glæde eller belønning, når vi får et like på Facebook, og det er netop her, at vi skal være opmærksomme på, hvordan de forskellige tjenester forsøger at fastholde de unge. Et eksempel er Snapchats streaks-funktion, hvor firmaet har fået koblet venskaber mellem unge sammen med tiden brugt på det sociale medie ved at skabe ”digitale venskabsbål”.

Smartphones stjæler vores dagdrømme – og dermed vores kreativitet

Disse bål dør ganske enkelt ud, hvis ikke brugerne dagligt kommunikerer med hinanden gennem platformen. Bålet (med antallet af dage, man har holdt streaksene i live ved siden af) bliver dermed et ”bevis” på, at man har et stærkt venskab. Det giver social status at passe sine venskabsbål i måneder og år – også selv om det måske blot består i at sende et billede af sted til sine kontakter hver morgen. Mange børn og unge bruger dagligt timer på at passe deres digitale venskabsbål og bliver rasende på hinanden, hvis en part tillader, at det dør ud. De facto betyder Snapchats snedige algoritmer, at det bliver en umulighed for brugerne at være offline i 24 timer, fordi man så mister måneders arbejde (og ja; måske endda et ”venskab”). Det er helt almindeligt, at brugerne får kammerater til at passe ens streaks, hvis man er på ferie langt væk fra den digitale alfavej, eller hvis man har tabt sin mobil.

Det er for os at se en del af forældreansvaret i en digitaliseret tidsalder at spørge, hvilke normer der former vores børn. Vi kan starte med at spørge os selv, hvor mange venner vi har, som vi er i kontakt med hver evig eneste dag. Og om vi ville synes, at det var fedt at være nødt til at være i daglig kontakt. Blot fordi firmaerne har introduceret venskabsbål, er det jo langtfra sikkert, at vi forældre vil nikke til, at det er disse værdier og opfattelser af, hvordan man plejer et venskab, der skal sætte standarden for vores børn. Reelt invaderer de børns begrænsede ”båndbredde” i hjernen og øger deres stressniveau – ved konstant at kræve pleje.

Hjernen er formbar. Den ændrer sig efter, hvordan den bruges: det vi tænker, føler og gør. I puberteten sker der en eksplosion i antallet af hjerneforbindelser, hvorefter hjernen i teenageårene virkelig kommer på arbejde. Den skal nu til at hitte rede i, hvilke af de utroligt mange stier i hjernen der bruges og skal leve videre. Den skal også finde ud af, hvilke forbindelser der måske blev brugt engang, men som nu virker overflødige og derfor skal gro til, lidt ligesom stier, som vi glemmer at gå på i skoven. Princippet hedder også ”brug det, eller mist det”. Det gælder hele livet, men det har særligt store konsekvenser i teenageårene.

Forbindelser, der under opvæksten er blevet styrket i et barns hjerne, kan nemlig gro til – relativt let, faktisk – hvis de pludselig i teenageårene ikke længere stimuleres. Det kunne være fokusstien, empatistien eller impulskontrolstien, der let kan ”gro til” i hjernen hen ad vejen. Det vil typisk ske, jo oftere og mere intenst vi distraheres, iscenesætter os selv eller kommenterer på en tråd uden at tænke på andres følelser og i det hele taget fristes i ét væk.

En undersøgelse lavet på et københavnsk gymnasium i december 2017 viser, at tre ud af fire ofte føler, at deres smartphonebrug mindsker deres koncentrationsevne. At 85 pct. ofte tjekker mobilen bare for at tjekke, selv om de ved, at der næppe er noget nyt eller vigtigt på den. Og knap halvdelen af de unge ville ønske, at de brugte mindre tid på deres smartphones.

Tre generationer fik en mobiloverraskelse: »Hun er helt væk i sin telefon. Man kan spørge, om man må få 400.000 kr. ”Jo jo.”«

Det handler ikke om overfølsomme unge, der bare skal tage sig sammen, eller voksne, der leder efter en fin diagnose til at forklare ungdommens sløvsind. Det handler om en udvikling, som vi ikke bare skal lade glide forbi uden eftertanke og handling. Det er tid til at reflektere grundigt over sociale mediers nuværende rolle i børns, unges og voksnes liv og træffe ansvarlige valg – især forældrene. Efter 10 år med smartphones – og stadigt snedigere fastholdelsesmekanismer – står konsekvenserne af et markant forbrug af sociale medier tydeligere og tydeligere frem.

Vi mener, at det er tid til at se hinanden i øjnene om, hvordan vi som forældre og samfund bedst kan fremme en barndom og ungdom, som stimulerer og præger børn og unge på måder, der vil tjene dem i livet. Det er tid til at tale sammen om, hvordan vi passer bedst på de kommende generationers hjerner, kroppe og sind. Det er et rigtig godt sted at starte at spørge sine børn, om de har venskabsbål, hvem de har det med, og hvordan de har det indeni, hvis et bål dør ud. Svarene vil overraske og sikkert også give anledning til gode samtaler og lidt sund skepsis. Og så er det ellers tid til julehygge, nærvær og langstrakte zoner af ro fra algoritmerne.