*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Overleveren Finland fylder 100 år

Finland har udviklet sig til en moderne nordisk velfærdsstat med en levestandard, der kan måle sig med de rigeste nationer i verden.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I dag er det nøjagtig 100 år siden, at Finland rev sig løs fra ruinerne af det russiske kejserdømme og erklærede sig for en uafhængig republik. Selv om finnerne nu blev herre i eget hus, måtte de i flere omgange se selvstændigheden truet. I 1918, 1939-44 og igen under Den Kolde Krig måtte Finland kæmpe for sin nationale eksistens. Ved opbydelse af politisk statsmandsskab og finsk sisu lykkedes det – med assistance fra fru Fortuna i afgørende situationer – Finland at overleve, og landet fremstår i dag som en moderne nordisk velfærdsstat med stærk forankring i det europæiske fællesskab.

Efter mere end et halvt årtusindes fælles historie med Sverige, hvor Finland var en integreret del af det svenske kongerige, blev Finland i løbet af 1700-tallet gradvist opslugt af det russiske kejserdømme, og i 1809 blev Finland et selvstyrende storfyrstendømme under den russiske kejser.

Selvstyret gav finnerne nye muligheder for at modernisere og udvikle det finske samfund, og under Ruslands beskyttende vinger forvandlede Finland sig til en nation i egen ret med bl.a. egen landdag, militær og mønt. Finsk, og ikke russisk, blev i samme ombæring officielt ligestillet med svensk.

Fra slutningen af 1800-tallet begyndte russisk nationalisme at præge det russiske syn på Finlands stilling i kejserdømmet. De finske særrettigheder skulle afskaffes, og landet russificeres.

For finnerne stod det efter Vinterkrigen klart, at det kun havde været første runde i Sovjetunionens forsøg på at underlægge sig Finland.

Russificeringspolitikken kastede lange skygger over forholdet mellem kejserdømmet og Finland og førte efter udbruddet af Første Verdenskrig til opkomsten af en finsk selvstændighedsbevægelse, der efter kejserdømmets fald i marts 1917 og bolsjevikkernes magtovertagelse i november fik gennemført Finlands løsrivelse fra Rusland.

I borgerlige kredse ville man for alt i verden have kappet båndene til det bolsjevistiske anarki i Rusland, og den 6. december 1917 gav det borgerlige flertal i det finske parlament sin tilslutning til en finsk selvstændighedserklæring.

På venstrefløjen var der tiltagende stemning for et væbnet oprør mod det borgerlige samfund efter russisk forbillede.

Det finske folk stod således dybt splittet.

Lenins bolsjevikstyre i Rusland anerkendte Finlands uafhængighed i håb om, at det ville styrke de revolutionære kræfter, og i slutningen af januar 1918 greb de finske socialdemokrater under kraftig tilskyndelse fra Petrograd magten i Helsingfors og kastede landet ud i en blodig borgerkrig, der skulle koste mere end 38.000 personer livet.

Under borgerkrigen fik de røde materiel hjælp fra bolsjevikkerne i Rusland, mens de hvide fik støtte fra Sverige og Tyskland, der begge, ligesom Frankrig, Norge og Danmark, havde anerkendt Finlands uafhængighed umiddelbart efter Rusland.

I den borgerlige regering så man Tyskland som det eneste sikre værn mod bolsjevismens udbredelse til Finland. Man var derfor villig til at acceptere en rolle som et tysk protektorat til gengæld for militær støtte. Det dannede baggrund for, at Tyskland i april 1918 intervenerede direkte i borgerkrigen og sørgede for, at der ikke var nogen tvivl om udfaldet.

Kun Tysklands nederlag i Første Verdenskrig forhindrede i sidste ende, at finnerne alene skiftede rysk (dvs. russisk) ud med tysk og blev et tysk protektorat i stedet for en russisk provins.

Finlands uafhængighed blev i stedet grundfæstet i den republikanske forfatning, der trådte i kraft i juli 1919.

Efter de højdramatiske begivenheder i årene 1917-19 undergik det finske samfund en rolig indre udvikling. Frem til 1922 gennemførtes en række jordreformer, der gjorde Finland til et land af småbrugere.

I 1937 blev der med etableringen af et politisk samarbejde mellem socialdemokraterne og de borgerlige midterpartier indledt en ny reformperiode, der sigtede mod at omskabe landet til et nordisk velfærdssamfund.

Det gav staten øget legitimitet i de befolkningslag, der havde stået på den tabende side under borgerkrigen, og var afgørende for, at finnerne stod sammen under Vinterkrigen 1939-40, hvor de mod alle odds overlevede kampen mod den sovjetiske overmagt.

Selv om den heltemodige finske forsvarskamp var en afgørende forudsætning for den politiske løsning på konflikten, var finnerne også begunstiget af de engelske og franske interventionsplaner. Til trods for, at de allierede var mere optaget af at sikre sig kontrol over den svenske jernmalm i Nordsverige og trække de nordiske lande ind i krigen mod Tyskland end af at hjælpe Finland, tvang de i realiteten Stalin til forhandlingsbordet. Støtten fra de øvrige nordiske lande var heller ikke uden betydning.

For finnerne stod det efter Vinterkrigen klart, at det kun havde været første runde i Sovjetunionens forsøg på at underlægge sig Finland. Så da der i sommeren 1940 viste sig mulighed for at få støtte fra Tyskland, tøvede Finlands politiske ledelse ikke, uanset at tyskerne kort forinden havde besat de nordiske broderlande Danmark og Norge.

Med Tyskland i ryggen kunne Finland under Fortsættelseskrigen 1941-44 generobre Karelen, inklusive Wiborg, der var blevet afstået i 1940, og indtage strategisk vigtige områder i Østkarelen.

I takt med at krigskonjunkturerne vendte, og det blev klart, at tyskerne ikke kunne besejre Sovjetunionen, erkendte finnerne, at de måtte trække sig ud af krigen.

Spørgsmålet var nu blot, om det kunne ske med selvstændigheden i behold?

Tre dage efter at de allierede den 6. juni 1944 var gået i land i Normandiet, indledte Sovjetunionen en storoffensiv på Det Karelske Næs. De finske styrker blev presset voldsomt tilbage, og en overgang så det ud til, at Finland ville blive løbet over ende.

I juli 1944 lykkedes det finnerne at få standset den sovjetiske fremmarch nord for Wiborg, og da Stalin skulle bruge sine tropper på den finske front til kapløbet om Berlin, blev der efterfølgende indgået en våbenhvile, der bl.a. betød, at Finland endegyldigt måtte vinke farvel til Karelen og desuden måtte afstå Petsamo ved Ishavet i nord.

Foruden de territorielle tab mistede Finland flere end 90.000 soldater under Anden Verdenskrig, heraf alene 63.000 under Fortsættelseskrigen.

De finske tab var ikke forgæves. Finland kom ud af krigen med sin selvstændighed i behold, og den finske civilbefolkning gik stort set fri af krigens gru. Foruden London og Moskva var Helsingfors den eneste af de krigsførende europæiske landes hovedstæder, der ikke blev besat.

Efter Fortsættelseskrigen erkendte finnerne nødvendigheden af at tage vidtgående hensyn til sovjetiske interesser. Selvstændigheden fik et illusorisk skær, og i 1960’erne begyndte man i de vestlige lande advarende at tale om finlandisering. Bag kulisserne førtes imidlertid en indædt – og succesfuld – kamp for nationens overlevelse.

Som det eneste af landene inden for den sovjetiske indflydelsessfære undgik Finland at blive en kommunistisk lydstat.

Det vestlige demokrati og markedsøkonomien blev bevaret, og Finland udviklede sig til en moderne nordisk velfærdsstat med en levestandard, der kunne måle sig med de rigeste nationer i verden.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig og efter Sovjetunionens opløsning søgte Finland om optagelse i EF for at blive en del af det europæiske fællesskab og opnå større tryghed mod det politisk ustabile Rusland. I 1995 blev medlemskabet en realitet. Det sikkerhedspolitiske aspekt var også en væsentlig årsag til, at Finland i 1999 gik med i tredje fase af EU’s økonomiske og monetære union og var med til at indføre den fælles valuta, euroen.

I de seneste år er den sikkerhedspolitiske situation i Finlands nærområde blevet mærkbart forværret pga. Ruslands anneksion af Krim og aggressive fremfærd i Østersøområdet. Det har for alvor sat spørgsmålet om et finsk medlemskab af Nato på den politiske dagsorden.

Hensynet til Rusland, der i utvetydige vendinger har advaret finnerne mod et medlemskab, har været medvirkende til, at man foreløbig har valgt at stå udenfor, men samarbejdet med militæralliancen er blevet kraftigt udvidet, og man insisterer samtidig på, at det er op til Finland selv at træffe afgørelsen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.

Blog: Europas liberale går forrest i kampen mod falske nyheder

Morten Løkkegaard
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation.
Annonce
Annonce
For 10. år i træk kan Aarhus bryste sig af at have landets bedste sygehus
Aarhus Universitetshospital er kåret som Danmarks bedste store sygehus af fagbladet Dagens Medicin. Det er resultatet af en holdindsats, siger både medarbejdere og ledelse om placeringen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her