Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Bid ikke den hånd, der fodrer dit barn

Mange forældre begår katastrofale fejl, som er gjort i den bedste mening. Der findes fem forældretyper i alle klasser. Er du selv brokkeren, bossladyen, møsseren, butleren eller voksenvennen?

Mange forældre kommer i bedste mening til at sende deres børn ud i et skolelimbo, hvor tryghed, tillid og læring bliver stærkt udfordret. Konsekvensen er, at børnene taber, og det kan kun stoppes ved, at skolen og forældrene tager hinanden alvorligt – og i hånden og laver klare aftaler.

Danske skoleforældre er ressourcestærke og vil så gerne have, at deres børn får succes, er vores klare opfattelse, men alligevel kan den mest velmenende og ressourcestærke forælder skabe tvivl og mistillid om skolens værdi hos sit barn.

Børn er bærere af deres forældres holdninger, vaner og virkelighedsopfattelse. Dem bærer de tydeligt og stolt frem foran sig som en ydre fane og som en indre rettesnor, der hjælper dem med at træffe beslutninger, med at handle, men også med, hvad man forventer, at skolen kan tilbyde en.

Der er fem forældretyper, som vi møder i alle klasser, og hvis opførsel påvirker det enkelte barn, klassen og læreren. Måske kender du dem fra dit eget barns klasse, måske er du endda en af dem indimellem.

Du har som forælder kæmpe betydning for dit barns skolegang. Du er dit barns bedste lærer.

Det er tydeligt for os, at mange af klassens problemer har rod i morgenritualet, hvor børnene møder ind til en ny skoledag. Det er her, at mange, også ressourcestærke, forældre begår katastrofale fejl. Fejl, som for de fleste forældre er fuldstændig usynlige og gjort i bedste mening, men ikke desto mindre fejl af alvorlig karakter. Fejl, som når de bliver gentaget dag efter dag, uge efter uge og år efter år, sætter sig i børnenes bevidsthed, i deres opfattelse af skolen og i deres forventning til egne resultater. Og det værste er, at det ikke kun går ud over eget barn, men det går ud over hele klassen.

Der er fem forældretyper, som vi møder i alle klasser, og hvis opførsel påvirker det enkelte barn, klassen og læreren. Måske kender du dem fra dit eget barns klasse, måske er du endda en af dem indimellem.

Der er brokkeren. Det er den mor eller far, som kommer til at brokke sig højlydt i klasserummet ved f.eks. helt uvidende om sit brok at sige ting som: »Puha, hvor her lugter, vi åbner lige nogle vinduer,« og så styrter hen og åbner vinduerne på vid gab og så afslutter med: »Så er her til at holde ud at være.« Hvordan mon det opleves for de børn, som er til stede i klassen? Klassen er deres arbejdsrum, det er der, de skal lære alt det, som skal gøre dem til de dygtige børn, vi har ambitioner om, at de skal være. Når man som forælder kritiserer børnenes arbejdsrum, signalerer man til børnene, at man ikke synes, at arbejdsrummet er lækkert eller godt nok, altså at det ikke er et sted, der er værd at bruge sin tid. Brokkeren kan også finde på at sige ting som: »Alma har altså ikke fået nogen computer!? Hvordan skal hun så være med i dag?!« Derefter henvendt til en anden forælder: »Der er ikke styr på en skid på denne her skole!« Selv om det er små kommentarer, har de kæmpe betydning, det er nemlig her, at man som forælder kommunikerer sine negative tanker om skolen klart ud til egne børn, men også til klassens øvrige elever. Det er ganske enkelt ødelæggende. Tænker du, okay, hvor slemt er det lige? Så forestil dig, at der kom en vadende ind på dit kontor og sagde noget lignende.

Det er i skolen, at børnene skal blive dygtige og fantastiske, de skal lære og lege og udvikle sig til at være samfundsborgere, vi alle kan være stolte af. Når forældre formulerer deres negative kommentarer om skolen højt for deres børn, plantes de i børnene, og børnene bliver herved bærere af de negative tanker og formuleringer om skolen, klassen, læreren eller de andre børn. De negative kommentarer bliver børnenes rettesnor, deres referenceramme og det, som danner grundlaget for, hvad de forventer at få ud af skolen.

Og hvad sker der i øvrigt med lærerens autoritet, når forældre bare kan mene noget dårligt om deres arbejde med at skabe et godt arbejdsrum?

Det er ganske enkelt ødelæggende, og det er her, at skolen taber den ressource, som forældrene er. Kan man forestille sig et barn, som har fuld tillid til skolen, elsker den, knokler med at leve op til lærerens krav, hvis hendes mor giver tydeligt udtryk for alt det, hun ikke kan lide ved skolen? Er der noget at sige til, at nogle børn synes, at skolen er håbløs, demotiverende, dum og kedelig, når de flere gange om ugen skal høre deres voksne sætte ord på alt det, som kunne være bedre? Ordene bliver til tvivl i børnene, en tvivl til skolen og det, som skolen kan for det enkelte barn. Og jo, børn hører det også, når voksne tror, at de hvisker, de hører det, og de forstår det, når deres voksne er utilfredse med skolen, de bliver en del af den utilfredshed og mistillid til skolens projekt, og det ses tydeligt af lærerne. Når der er børn i klassen, som tvivler på skolens projekt om at gøre alle dygtige, så går det ud over hele klassens opfattelse af skolen, og så starter den onde spiral. Og så længe forældrene uvidende bakker op om børnenes tvivl, bliver den stadfæstet mere og mere i dem.

Klasserummet skal bruges til positive kommentarer, ros til læreren, undervisningen eller skolen. På den måde er klasserummet et sted, som eleverne har tiltro til, for de ved, at deres forældre og lærere synes, at skolen er et sted, der er værd at være og lære. Der skal sammen laves aftaler for god opførsel i klasserummet, der skal aftales handlingsplaner for, hvad man gør, når det går galt, der skal laves en aftale, som er synlig, og som alle forældre og lærere kender og forstår.

Og så var der de sidste fire typer, de kommer her. Kan du genkende nogen?

Bossladyen, det er typisk en mor, som godt kan lide, at der er styr på det hele. Så hun er altid særligt opmærksom på, hvis noget er i uorden, hvis der er rod i garderoben, en ugeplan, der mangler, eller noget helt fjerde. Og så gør hun læreren opmærksom på det, med det samme, i klasserummet.

Så er der møsseren, det er også typisk en mor, hende, som lige skal kysse en ekstra gang, hende, hvis barn skal stå i vinduet og vinke, når timen er begyndt, og de andre børn sidder på deres pladser.

Der er også butleren, det er den forælder, som kommer slæbende med lillebror på armen, sin egen taske over skulderen og barnets taske i den fri hånd. Det er den forælder, som binder snørebånd for datteren i 1. klasse, og som pakker svømmetøj om onsdagen for drengen i 4. klasse. Og som jo ikke er til stede resten af dagen, når deres børn skal have ordnet alle de ting, de ikke selv kan finde ud af, fordi: »Det plejer min mor at gøre for mig …«

Til sidst er der voksenvennen, der skyder med nerfguns på vej ind i klassen og bare synes, at det der med at lære sagtens og altid kan være sjovt og fuld af fis og humor, og skolen jo ikke behøver at være så seriøs.

Og når så dit barn er i skolelimbo og ikke har tillid til læreren – så er det meget nemt at komme ”kun ét minut for sent”, komme til at snakke lidt med sidemanden eller tvivle på opgavernes værdi og give op.

Og hvad gør man så, når man er møghamrende utilfreds med skolen? Man sender en konstruktiv mail. Det er noget, de voksne tager sig af, så børnene kan koncentrere sig om at lære noget. Og hvad gør skolen så, når den opdager, at et barn ikke får den rette støtte hjemmefra? Går i dialog med familien og finder de (voksen)ressourcer, der skal til, så barnet kan koncentrere sig om at lære noget.

Man kan lære noget, når man er tryg. Det er de voksnes ansvar i fællesskab at skabe den tryghed.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Prøver børn grænser af, eller råber de om hjælp?
Mads Thomsen, lektor i pædagogisk psykologi Københavns Professionshøjskole Odense SV
»Børn prøver grænser af« – det er ofte ordlyden, når enten forældre, pædagoger, lærere eller andre oplever, at et barn har en adfærd, som kan virke udfordrende, forstyrrende eller provokerende.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Muhammed Ali og underkastelsens kultur

Mikael Jalving
Friheden er det eneste sprog, vi taler, og det får mange til at tale udenom det egentlige, når det gælder islam.

Blog: Nej, en høne er ikke min søster af en anden art

Anna Thygesen
Jeg har lagt mig ud med Go Vegan-folket, og det skal man ikke gøre. Jeg er seriøst nervøs for, hvad det skal ende med, hvis de på nogen måde får gang i en større bevægelse.

Blog: Danmark er for lille til vilde ulve

Christian Rabjerg Madsen
Ulven har skabt utryghed i Vestjylland, hvor eksperter fra Aarhus Universitet anbefaler, at børn ikke opholder sig alene i skove med ulve. Den utryghed skal vi tage alvorligt, og det er årsagen til, at ulven skal indfanges i Danmark.

Debat: Fornyet behov for EU’s frihandelsdagsorden

Jan E. Jørgensen, EU-ordfører (V)
Præsident Trump er ikke ligefrem begejstret for de liberale værdier om frihandel, som USA ellers har været bannerfører for siden Anden Verdenskrig.
Annonce
Biler
Eks-minister er gennemført el-bilist: Men Ellerten var alligevel ved at tage pippet fra ham
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach er vild med elbiler. Lige nu rummer husstanden hele to af slagsen - en håbløs og en moderne. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her