Når civil ulydighed er den eneste mulighed, der er tilbage

Jeg er overlæge i psykiatrien. Det vil sige, det var jeg indtil kl. 15 mandag i sidste uge, hvor jeg blev bortvist fra min arbejdsplads. Nu tænker du sikkert, at det bliver man jo ikke bare sådan. At jeg jo må have gjort noget meget slemt. Det har jeg også. Jeg har været ulydig. Jeg var blevet advaret. Advaret om, at min ulydighed ville få alvorlige konsekvenser. Så inden man skred til at bortvise mig, fik jeg en chance til. Det hele er således gået ordentligt for sig. Min arbejdsgiver har fulgt reglerne, proceduren er blevet fulgt. Men før vi kommer til, hvad det her handler om, vil jeg fortælle lidt om mig selv.

Jeg har været læge i 34 år. Efter en kort flirt med matematik- og fysikstudiet på Københavns Universitet startede jeg på lægeuddannelsen. Det er en lang uddannelse, og man skal holde tungen lige i munden for at komme ud på den anden side. Når du står med eksamenspapiret i hånden, kan du kalde dig læge. Det er du også og så alligevel ikke. Jeg vidste en masse om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan sygdomme opstår, hvordan man finder ud af, hvad folk fejler, og hvordan man behandler deres sygdom. Men et er et søkort at forstå, et andet skib at føre.

Dengang i begyndelsen af 80’erne var det svært at få job som læge. Jeg måtte over flere kortvarige vikariater, før jeg fik en fast stilling. Først skulle jeg igennem det, man dengang kaldte for turnus, et tidsbegrænset klinisk grundforløb, hvor man stifter bekendtskab med et par af de mange specialer. Så fik jeg en treårig stilling inden for ortopædkirurgien og valgte herefter at fortsætte inden for dette speciale. En herlig tid, hvor jeg virkelig mærkede, hvad det vil sige at være læge. Jeg har taget imod dig og dine børn, når I har henvendt jer på skadestuen. Du er måske kommet med en forstuvet fod eller en skulder, som er gået af led. Måske er du selv blevet bragt ind med hjertestop. Også her var det mig, som tog imod. Måske var det mig, som opererede din mors hofte, efter at hun var snublet på vej ud til toilettet en sen nattetime.

Efter nogle år inden for ortopædkirurgien var det tid at skifte spor. Faget havde inspireret mig til at gøre nogle opfindelser. Nu ville jeg være opfinder på fuld tid. Jeg tog ansættelse som opfinder og projektleder i et firma, som fremstillede hjælpemidler til patienter. Her kom jeg i kontakt med et helt andet folkefærd. Ingeniører, marketingfolk, timelønnede produktionsmedarbejdere, mellemledere og direktører. Jeg var leder for flere produktudviklingsprojekter. Et par patenter blev det også til i løbet af de godt fem år, jeg var ansat. Men jeg begyndte at savne kontakten med patienterne. Så jeg skiftede endnu en gang spor. Jeg blev psykiater, og det har jeg været lige siden.

Nu startede et nyt og langt uddannelsesforløb. Jeg trådte mine barnesko på ungdomspsykiatrisk afdeling i Nykøbing Sjælland. I min ansøgning skrev jeg, at jeg intet vidste om psykiatri, men at jeg var ganske ferm til at sætte brækkede ben på plads. Og så havde jeg i øvrigt været opfinder. Som en bonusoplysning fortalte jeg, at jeg havde skrevet sange og revytekster og selv havde optrådt i flere revyer. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at afslutte min ansøgning med at fortælle, at jeg også var begyndt at spille saxofon. Jeg syntes bare, at det skulle med.

Jeg fik jobbet. Jeg fik siden at vide, at min ansøgning havde været en af de mest mærkværdige, de nogensinde havde modtaget. Arbejdspladsen lå langt væk fra min bopæl, så jeg boede i mine svigerforældres sommerhus i det halve år, jeg var på afdelingen. Så fik jeg ansættelse i psykiatrien i København, hvor jeg siden fik en såkaldt kursusstilling, som er et forløb med formaliseret undervisning og ophold på forskellige psykiatriske afdelinger. Herefter kunne jeg kalde mig speciallæge i psykiatri.

Men nu er det vist på tide, at jeg vender tilbage til det, jeg egentlig vil sige med min kronik.

Vores arbejdsforhold i psykiatrien er efterhånden så vanskelige, at vi har meget svært ved at følge med. Vi er simpelthen for få til at løfte opgaven. Det fortæller vi jævnligt vores ledere, og de bringer vore klager videre op i systemet. Her bliver der slået ud med armene. Budgettet er ikke til flere medarbejdere. Vi får at vide, at det er et vilkår. Der er ikke noget at gøre. Man forsøger med Lean, og hvad det ellers hedder, at få os til at ”arbejde smartere”. Det er noget med at se på vores arbejdsgange. Kan vi ændre den måde, vi gør tingene på, kan vi luge ud i overflødige procedurer, som ikke bidrager til behandlingskvaliteten. Det har dog vist sig, at det er meget begrænset, hvor mange uudnyttede ressourcer vi på den måde kan mobilisere til gavn for patienterne. Der er efterhånden ikke mere at hente her.

Men nu har man fået en idé. Den opstod for fire-fem år siden i Region Hovedstaden. Hvad nu, hvis vi indfører et nyt elektronisk journalsystem? Et system, som vil lette arbejdsgangene og samtidig vil kunne bruges til at indsamle langt flere data om patienterne, data, som ledelsen vil kunne bruge til at monitorere patientbehandlingen og på denne måde blive endnu bedre til at sikre, at patienterne nu også får den bedste behandling.

I Jylland havde man allerede et sådant system. MidtEPJ, kaldte de det. Det var et system designet til danske forhold. Det ville være oplagt at indføre dette system i Region Hovedstaden. Men her sagde man nej tak. Man ville hellere købe det amerikanske system Epic. Det var godt nok udviklet til det amerikanske sundhedssystem, som på mange områder er fundamentalt anderledes indrettet, end det danske. Ja, Epic er faktisk et faktureringssystem, som skal tilsikre, at forsikringsselskaberne og lægerne får deres penge. I 2009 skulle alle hospitaler i USA overgå til elektroniske journalsystemer. Epic var den eneste egentlige udbyder. Først købte det ene, så det andet hospital Epic. Men det viste sig hurtigt at være meget svært at anvende, og at det stjal tid fra patienterne.

Hospitalerne ville derfor helst undgå Epic. Men det viste sig at være svært. Meget svært. Alternative og bedre systemer kunne ikke ”tale med” Epic, som anvender et nu 50 år gammelt programmeringssprog kaldet MUMPS. Næsten ingen programmører arbejder længere med MUMPS, som er enhver programmørs værste mareridt. Men flere og flere hospitaler endte alligevel med at vælge Epic. Ellers kunne de jo ikke udveksle data med de efterhånden mange store hospitaler, som nu var opkoblet på Epic. Over halvdelen af patienterne i USA behandles nu ud fra Epic.

I Region Hovedstaden har Epic været en katastrofe. Systemet skulle lette arbejdsgange og bedre behandlingskvaliteten. Ingen af disse forventninger er blevet indfriet. Lægerne føler sig som inkompetente sekretærer, ikke som læger. Man ”gevinstrealiserede” sekretærerne, som blev fyret på stribe. Men man havde forregnet sig. De kunne ikke undværes. Man havde brug for dem til at rydde op i det rod og de fejlregistreringer, som lægerne efterlod sig. Så de er nu tilbage. Men ligesom os læger kan de ikke få lov til at udføre det arbejde, som de er uddannet til. De helt store tabere er patienterne. Der går nu længere tid imellem, at de kan komme til samtale med deres behandlere. Når de så endelig sidder over for lægen, føler de sig fremmedgjorte. Det er, som om lægen ikke har tid til at høre på dem. Det har han heller ikke. Men systemet leverer vel gode data? Nej. Data forsvinder på vej til Landspatientregisteret til stor frustration for forskere, som har brug for disse data. Indkaldelse til undersøgelser og henvisninger til andre sygehuse forsvinder. Fejlmedicineringer opstår, idet Epic ikke kan tale med FMK, det system som registrerer den medicin, patienten får.

Hvorfor er jeg blevet bortvist? Det er jeg, fordi jeg er udeblevet fra undervisningen i Sundhedsplatformen (Epic). Jeg blev advaret om, at jeg ville blive bortvist, hvis jeg fortsat ikke mødte op til undervisningen. Det gjorde jeg ikke, og så blev jeg bortvist. Ledelsen havde forinden fået min begrundelse for ikke at ville være en del af Sundhedsplatformen. Ordlyden i denne begrundelse er: »I Region Hovedstaden, hvor man nu har arbejdet under Sundhedsplatformen i et år, har Sundhedsplatformen givet anledning til et voldsomt øget arbejdspres hos sundhedspersonalet herunder ikke mindst i lægegruppen, uden at der samtidig er sket bedring af patientbehandlingen, tværtimod. Ved at fortsætte som overlæge i Region Sjælland under Sundhedsplatformen ville jeg komme til at medvirke til at forringe mine patienters behandling. Det kan jeg ikke forsvare.«

Jeg pakkede efter bortvisningen i mandags mit kontor sammen, lagde nøgler og id-kort på bordet, slukkede lyset og tog hjem.

Jeg er med i facebookgruppen ”Sundhedsplatformen? Nej tak!” Gruppen blev oprettet d. 26. september i år og tæller blandt sine medlemmer læger, andre sundhedsarbejdere, lægesekretærer og bekymrede borgere og patienter. Gruppen tæller i skrivende stund knap 3.000 medlemmer. D. 15. oktober stiftede jeg sammen med nogle kolleger foreningen ”Sundhedsplatformen? Nej tak!”