Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En art foruden kræfter

Lidt om, hvad vi stemte for i onsdags, nemlig det samme, som vi har stemt for i mange år.

Der fødes skal en Art foruden Kræfter,

En Slægt, som intet kan og intet vil;

Kun hines djærve Sang den vrænger efter,

Og plager Folket med sit Lirespil.

Poul Martin Møller

Det var måden, han holdt pokalen på, da han gik ned fra podiet; han holdt den under armen som en tung taske, en skifteholdsarbejder på vej hjem med madpakken og termokanden, og det var måden, hvorpå han hilste på klubbens fans, af med kasketten og et dybt, fejende buk, tak for i aften, tak for i år, nu er det fyraften for en stund. Jürgen Klopp, Liverpools træner, er noget særligt, i fodboldverdenen og i det hele taget, og det særlige er hans arbejdsetik. Han optræder altid i arbejdstøjet, det er utvivlsomt bevidst, men det virker ikke påtaget; ingen kropsnære designerjakkesæt til ham, Jürgen Klopp er fodboldens svar på Bruce Springsteen, han er arbejdsmanden, der ved, at han skylder at gøre sit bedste. Hver dag.

Og det kan godt være, at Messi er en større spiller end Jordan Henderson (det er han), og at Bob Dylan er en større kunstner end Bruce Springsteen (det er han i den grad), men der er den forskel på arbejdsmanden og kunstneren, at førstnævnte ved, at man har en pligt til at bestille noget; man dyrker ikke sine dårlige dage, sine øv-dage (jeg ville meget nødig være den, der skulle melde afbud til en formiddagstræning hos Klopp med en øv-dag som undskyldning), man yder en indsats for den løn, man får.

For pressen er ikke forarget over nasseriet, men over, at det påpeges, og den twist gør vores land til noget særligt; intet under, at danskens sang og mejselslag høres viden om, ja, helt til Syrien ...

Bruuuuuuuuce. Der står faktisk et billede af Bruce Springsteen på Mette Frederiksens reol, endda ved siden af et andet idol, Poul Nyrup, og tag et brækmiddel, som filosoffen siger det, for det er grove løjer, at man i sin ungdomspolitiske jagt på en identitet tillader sig at tage Bruce Springsteens navn forfængeligt. For hvis der er noget, det moderne socialdemokrati ikke er, så er det er arbejderparti, tværtimod, deres foragt for den arbejdende del af befolkningen, ja, deres foragt for arbejdets adel i det hele taget, er afgrundsdyb, og det illustreres både af Henrik Sass Larsens personlige vandel og almindelige indolens, men mest af alt af partiets konkrete politik.

Det gælder 2.500 familier, skrev pressen om forslaget om at fjerne integrationsydelsen, men det drejer sig om meget andet og mere: Det drejer sig om moral. Ja, det handler virkelig om moral, vor moralske habitus som nation; lad os dvæle lidt ved den.

Lars Løkke meddelte forpustet i valgkampens slutspurt, at nu skal det ærlig talt være slut med indvandrere på kontanthjælp, der ikke gider lære dansk. Mette Frederiksen stemte i, man ska’ ka’ dansk, sildig opvågnen indeed, en universel velfærdsstat rimer dårligt på li’ meget, hvor du er, så velkommen her.

Velfærdsstaten er en lukket fest, det er ved at dæmre med 30 års forsinkelse, og tænk engang: Man ikke skal kunne møde op i et land med fremstrakt hånd uden at gide så meget som at lære sproget og år efter år efter år høste frugterne af andres arbejde, den tankegang er virkelig Breaking News i en dansk valgkamp. Det er udlændingekortet, som pressen forarget skriver, for pressen er ikke forarget over nasseriet, men over, at det påpeges, og den twist gør vores land til noget særligt; intet under, at danskens sang og mejselslag høres viden om, ja, helt til Syrien, der forresten ikke grænser op til Danmark, også det er en relativt ny erkendelse. Hvorfor mon man rejser helt herop? Åh, Danmark, på rænker du dig aldrig forstod, for er Syrien egentlig ikke meget langt væk, og er der ikke fred i Tyskland, og kan det virkelig være rigtigt, at syriske kvinder er en global intelligensreserve?

Hvad lærte vi af valgkampen? Tja. Vi lærte, hvis vi ikke vidste det i forvejen, at der er områder i Danmark, hvor staten ikke længere har magten. Nogle andre har taget den. »En gruppe unge.« Af forskellige afskygninger. De bestemmer på Brønshøj Torv, på Nørrebro og i Vollsmose og flere andre steder, det fik vi bekræftet, og i onsdags stemte vi for, at sådan skal det blive ved med at være. Hvis man vil se, hvordan det ser ud, kan man kigge forbi Local Eyes, der laver videoer med den slags.

Det er festlige folk i Vollsmose, der er øretæver og kanonslag nok til alle, kanonsjovt, ligefrem mangfoldigt, så det stemte vi for. Vi stemte også for, at politiet ikke skal komme, hvis folk har indbrud. For det gør de ikke, og det ved vi godt, det kom frem under valgkampen og blev hurtigt glemt igen, for vi vil hellere have sosu-assistenter over det hele, så det stemte vi for.

Og så vil vi have fri, helst lige nu, så det stemte vi rigtig meget for. Hvordan det skal ske fortoner sig lidt, men nu er det vores tur, det er Bjarnes og Aases tur, det siger Mette selv, det stemte vi for.

Så vi lærte (hvis vi ikke vidste det i forvejen), at landets største arbejderparti har lediggangen kær, først og fremmest, lediggang i by og på land, og hvor man end bor, skal man have rigeligt ud af ikke at bestille noget, det er arbejderpartiets valgløfte, så det stemte vi for, og vi stemte i hvert fald ikke for, at politiet skal beskytte almindelige, hårdt arbejdende mennesker eller små butiksindehavere, herregud endda nå, de skal nu ikke klage i Odense, de har dialog og mangfoldighed i politiet, et helt dialogteam komplet med mangfoldige tørklæder og megen slesk tale (den billige portvin er afskaffet af hensyn til mangfoldigheden).

Så det stemte vi for, vi stemte for åbne kasser og status quo eller to skridt tilbage og en tidlige tilbagetrækning, vi stemte ikke for, at noget skal laves om, det stemte vi virkelig ikke for, hvem skulle man egentlig også have stemt på?

Niels Lillelund er journalist på Jyllands-Posten samt forfatter og vinanmelder. I døgnets rejsestald spidder han det opblæste og ikke mindst vanetænkningen med en original satire, der svider og forløser med en sund latter.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen