Tyske avislæsere forbavses over valgkampen
At forklare valgkampen i Danmark er blevet et let arbejde for udenlandske journalister som mig: Den politiker, som mest troværdigt lover den hårdeste udlændingepolitik, vinder. Redaktionen derhjemme tager gerne imod beretninger om den slags. Simpel problemstilling med slagkraft, klare fronter, aggressive og iørefaldende citater i massevis. ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”. Nåh, højrepopulisterne. Nej, det siger såmænd den socialdemokratiske statsminister. Hun går på stemmefangst med et budskab om, at alt for mange indvandrere nok hellere end at gå på arbejde vil nasse på det danske samfund.
Det vækker interesse – også på grund af kontrasten til ens eget land. Kansler Merkel advarer mod »kulde, ja, endda had« i de udlændingefjendtlige højrepopulisters hjerter. I den danske valgkamp med de kolde hjerter som rollemodel ville Angela Merkel ikke blive hørt, men lynhurtigt frasorteret.
Danmark er noget særligt
Men pas på. Som korrespondent i København må man have den tyske begejstring for nabolandet med ”verdens lykkeligste folk” i baghovedet. »Det passer slet ikke til mit eget indtryk,« mumler et medlem af Forbundsdagen irriteret, da jeg ved et tilfældigt møde beretter om de danske tilstande: Næsten alle partier har i princippet overtaget udlændingepolitikken fra Dansk Folkeparti.
Opinionsforskere fortæller dem, at en hård Rambo-tone over for muslimer er den sikreste vej til flere stemmer. Den bruger man så, inklusive statsministeren. Her er Danmark virkelig noget særligt.
Da jeg i den smukke, nordiske ambassade i Berlin talte med den tyske politiker, havde De Konservative i København netop fået trykt deres ”Stop naziislamisme”-plakater. Han kunne ikke tro det og tvivlede tydeligvis på min beretning: Måske jeg var en kværulant eller Danmarks-hader? Den slags korrespondenter findes, jeg kender et par.
Min tilfældige samtalepartner fortalte om flere besøg i Danmark som politiker og turist. Overalt havde han oplevet en venlig, pragmatisk og optimistisk grundstemning: »Det er misundelsesværdigt,« mente han. Sådan hører jeg det overalt fra landsmænd, uanset deres politiske ståsted. Sådan oplever jeg det også selv.
Så meget desto mere forbavses de tyske avislæsere over en valgkamp med indvandrere i rollen som syndebukke og partier i en primitiv konkurrence om at stå for den ”strammeste udlændingepolitik”. Hvordan hænger det sammen?
Målinger blev nærstuderet
Når man som udenrigskorrespondent skal forklare det, må man tage lidt tilløb og fortælle, hvordan valgkampen faktisk startede for lang tid siden: Venstre besluttede sig allerede sidste sommer for at erobre regeringsmagten ved at satse på udlændingetemaet. De havde nærstuderet opinionsmålinger. Så skulle temaet lanceres og gøres til et centralt spørgsmål.
Venstres gruppeleder, Inger Støjberg, sørgede for en kickstart med at sortere indvandrerne efter religion og herkomstland. Dette var ifølge hende afgørende for »evnen og viljen til integration«.
Signalet virkede. DR’s kommentator Uffe Tang skrev et par måneder senere: » (…) kan de blå håbe, at det gode gamle udlændingekort igen vil være en trumf mod en SR-regering. Derfor de benhårde angreb mod regeringen for at være blødsøden. Det har tidligere virket.« Uffe Tang mente valgene i 2001, 2004 og 2007. Kort pause i 2011. Nyt forsøg nu, bare med den lille forskel, at Socialdemokraterne er blevet en rigtig dygtig medspiller.
Alene begrebet ”at trække udlændingekortet” og det faktum, at det nævnes som noget ganske almindeligt og normalt, viser, hvor populistisk befængt den danske mainstreampolitik er blevet. Som ”valgobservatør” i København siden 1984 har jeg taget fejl med nogle profetier. Måske også denne gang? Måske vil vælgerne alligevel kræve et højere niveau af deres politikere end ”Stop naziislamisme” og mere moral end ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”? Det ville gøre korrespondenternes beretninger en smule mere komplicerede og arbejdskrævende. Men pyt med det.