Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Populisme trumfer sund fornuft

Forslaget om permanent grænsekontrol er sørgelig populisme, som desværre støttes af en række partier.

Artiklens øverste billede
Det er naturligvis fristende som politiker at komme med nogle forslag, der lyder nemme og ligetil. Men det er et forslag om permanent grænsekontrol ikke. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Som valgkampen skrider frem, er vi heldigvis også begyndt at debattere andet end de uspecificerede løfter om velfærdsforbedringer med eller uden skattestigninger. En debat, som jeg tror, at de fleste vælgere synes, er perspektivløs. Hvem forstår sig egentlig på, hvad 20 mia. eller 89 mia. kr. er i velfærdsforbedringer?

Når det først bliver konkret, er der ingen, der ved, hvad de vil. Hverken med nedsættelse af pensionsalder eller mere velfærd. Jo, vi vil have mere af det hele. Der kommer flere ældre og flere børn, der trækker på samfundet, så der skal jo flere penge til, om man er til nedskæringer eller skattestigninger, er en smagssag.

Tilbage til noget, der faktisk glæder mig. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har i løbet af valgkampen fremsat en række synspunkter om, hvad vi skal, og hvor vi bør komme hen med Danmark. Claus Hjort Frederiksen er ikke bange for at sige sin mening. Han er heller ikke bange for at erkende, at han er blevet klogere og derfor har ændret mening. Det er forfriskende i denne populistiske tid.’

Vi glider længere væk fra kernen, i takt med at ny lovgivning bliver vedtaget i EU.

Claus Hjort Frederiksen satte nye perspektiver på vores forsvarspolitik, forholdet til Rusland og ikke mindst behovet for et styrket forsvar, da han blev forsvarsminister. Nu har han også gjort sig til talsmand for afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Det er et velvalgt tidspunkt at starte debatten om forsvarsforbeholdet, når vi samtidig skal stemme til europaparlamentetsvalget på søndag.

Statsministeren er heldigvis enig, men Socialdemokratiet har lagt sig i den anden grøft – godt trygt op ad Dansk Folkeparti. Men Mette Frederiksen er jo heller ikke kendt som supereuropæer. Så meget desto mere frustrerende, når man ser statsministeren foreslå en permanent grænsekontrol.

Danmark har desværre problemer nok i forvejen i EU, senest da danskerne stemte sig ud af det retslige samarbejde. Vi glider længere væk fra kernen, i takt med at ny lovgivning bliver vedtaget i EU.

Det er katastrofalt i disse tider med grænseoverskridende kriminalitet, banditter i habitter og terror, hvor kriminalitet nemt og gnidningsfrit skal kunne løses i EU. Men vælgerne har stemt, og det må vi respektere.

Danmarks tætteste allierede i EU, nemlig Storbritannien, er på vej ud af unionen. Danmark har ganske enkelt ikke meget kredit på kontoen eller supergode venner, hvor vi kan hente støtte til et så vidtgående forslag. En permanent grænsekontrol vil efter alt at dømme betyde, at Danmark skulle forlade Schengensamarbejdet.

Det er naturligvis fristende som politiker at komme med nogle forslag, der lyder nemme og ligetil. Men det er et forslag om permanent grænsekontrol ikke. Det rykker ved de grundlæggende principper i EU om fri bevægelighed. Og det har ingen gang på jorden, men det er til at forstå for alle.

Derfor er forslaget sørgelig populisme, som desværre støttes af en række partier. Ole Sohn – tidligere medlem af Folketinget sagde engang, efter at han var stoppet i politik (frit efter hukommelsen), at, »politikerne er gået fra at være stifindere til fejlfindere«.

Han har desværre ret



Valgobservatør: Gitte Seeberg (f. 1960) er adm. direktør i AutoBranchen Danmark. Hun har siddet i Folketinget og Europa-Parlamentet for de Konservative, inden hun var med til at stifte Ny Alliance i 2007. Gitte Seeberg forlod Folketinget i 2008 og blev generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Gitte Seeberg er særligt optaget af værdipolitikken, miljøet, uddannelsespolitikken og af forholdene for erhvervslivet.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen