Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ruslands magtkrav i Ukraine splitter den ortodokse kirke

De oversøiske ortodokse, fra Canada til Australien, trækker på skulderen. Facit: Den forenede, tusindårige ortodokse kirke med 250 millioner troende, blandt dem anslået små 100 millioner russere, eksisterer ikke længere.

Foran Volodimir Katedralen – på jævnt dansk Valdemars Katedralen – i Kiev møder jeg Ihor, der er kommet ind fra landet, iført snehvid, broderet skjorte og mørkt jakkesæt, for sammen med sin hustru, sin datter, sin svigersøn og et første barnebarn at fejre søndagens messe.

Den vældige kirke er fyldt til bristepunktet med troende, unge og gamle, rige og fattige. Helgener anråbes i ydmyg stilhed, deres billeder kysses, skyer af røgelse stiger op imod korbuen, ikonostasens gyldne herlighed glinser i skæret fra hundreder af vokslys. Alvorlige præster deler ud af vievandet, også jeg får en sjat i hovedet. Som så ofte før slår det mig, at i øst har vi at gøre med folkelig tro, med inderlighed, i vest med tør teologi.

Millioner af ukrainere fejrer en nylig vundet religiøs frihed. Man har – lidt til forbløffelse for sig selv – brudt med patriarkatet i Moskva. Knap 300 års indespærring i det zaristiske og siden kommunistiske Ruslands folkefængsel glider bagud. »Vi er færdige med russerne,« siger Ihor lavmælt. »Vi led så meget under dem, og de bekriger os stadig. Nu har vi vor egen kirke, det er godt.«

Tilstanden minder om de kristnes skisma i 1054 og om Luthers opstand mod Romerkirken i det 16. århundrede.

Det var en af de mest undervurderede nyheder i 2018 – og dog vigtig: den ukrainske kirkes brud med Rusland, fulgt af den russiske kirkes brud med patriarkatet i Konstantinopel, fordi dette anerkendte den autokefale eller selvstyrende ukrainske kirke. I en moderne, lidet åndelig verden kan betydningen af denne konflikt nemt overses. I virkeligheden minder den om skismaet i 1054, da patriarken i øst og paven i vest lyste hinanden i band, og om Luthers opstand mod Romerkirken i det 16. århundrede, begivenheder der satte dybe spor i Europas kultur og civilisation.

At den russiske kirke forlod Konstantinopel skyldtes ikke – som de ovenfor nævnte brud – religiøse uoverensstemmelser. Snarere var opsigelsen udtryk for sammenhængen mellem politik og religion i Rusland. Vladimir Putin, den tidligere sovjetiske efterretningsofficer, har gjort kirken til en af de få solide planker i sit vakkelvorne regime. Moskva-patriarken Kirill er selvsagt godt tilfreds med at have genvundet sin rolle som magtens privilegerede medspiller i en statsbygning, hvis undersåtter skal holdes hen i uvidenhed, overtro og mysterier. Det er zarriget om igen, blot med atomvåben og et slæng af gangstere i magtens saloner.

De to – Kirill og Putin – havde ingen problemer med at sætte Konstantinopel under pres, da ukrainerne krævede deres egen kirke. Overraskelsen var, at Konstantinopel bevilgede dette. Moskva besvarede denne tilbagevisning af sine krav med al det raseri, der kendetegner den døende stormagt. Kirill forbød sine tilhængere at samles til gudstjeneste eller andre liturgiske handlinger i kirker under Konstantinopel og Kiev. I forbuddet ligger, at russiske troende ikke længere kan besøge det hellige Athos-bjerg (Putin har været der demonstrativt to gange), som kirkeretsligt tilhører Konstantinopel, og hvis klostre russiske rigmænd har brugt millioner på at sætte i stand. Alt i alt en udsigtsløs reaktion.

Andre ortodokse kirker i bl.a. Serbien og Grækenland og det mellemøstlige patriarkat med sæde i Damaskus har reageret tilbageholdende. De oversøiske ortodokse, fra Canada til Australien, trækker på skulderen. Facit: Den forenede, tusindårige ortodokse kirke med 250 millioner troende, blandt dem anslået små 100 millioner russere, eksisterer ikke længere.

Per Nyholm er tidligere udenrigs- og krigskorrespondent på Jyllands-Posten. Med base i Østrig anskuer han klassisk rejsende verden ”undervejs” i et (central)europæisk perspektiv uden at forsømme at holde et kritisk øje på den danske andegård.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.