Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det socialdemokratiske velfærdsprojekt er (stadig) en populistisk blindgyde

Det er i situationen de borgerlige partiers opgave at fastholde, at staten er ikke er samfundet, borgernes indbyrdes relationer er samfundet.

Artiklens øverste billede
Coronakrisen faldt som en appelsin i den socialdemokratiske turban og slog Mette Frederiksens projekt om at gyde og yde statsmidler ud over alle danskere fast. Tegning: Rasmus Sand Høyer.

Efter en forbigående flirt med konkurrencestaten tilbage i Helle Thorning Schmidts og ikke mindst Bjarne Corydons ”onde” regeringstid fandt Socialdemokratiet med Mette Frederiksen og ikke mindst Henrik Sass Larsen melodien med en kovending i asylpolitikken og en fornyet satsning på rettighedsvelfærdsstaten som det socialdemokratiske urprojekt.

Det var fra 2017, det igen gjaldt om at gyde og yde statsmidler ud over alle, i retorikken især de svagere og udslidte, men i princippet over alle, længe leve fordelingspolitikken og staten, det store moderdyr! Lidet anede nogen dengang, at coronakrisen ville falde som en moden appelsin i den socialdemokratiske turban og hamre dét søm i med så stor kraft. Socialdemokraterne giver folket, hvad folket vil have: tryghed, mindre indvandring og flere ydelser. De fik lukket luften ud af Dansk Folkeparti og fandt nøglen til evig regeringsmagt. Tilsyneladende.

Men der var jo en grund til den snak om konkurrencestaten: En velfærdsstat, hvor alle har ret til, hvad de mener at have brug for, er ikke noget, landet overlever med økonomisk. Verden flytter sig, og i modsætning til, hvad vi i årevis har bildt os ind – og nogle stadig bilder sig ind – ikke i retning af ”den danske model”. En opulent velfærdsstat er en blindgyde, som neandertaleren og det uldhårede næsehorn. Hvis der ikke sker noget, bliver landet hægtet af globaliseringen; det bliver umuligt at opretholde noget, der ligner den nuværende levestandard. Kina har vist, at det er muligt at modernisere uden en dyr velfærdsstat, og det kan vi ikke konkurrere med.

Velfærdsstaten er for dyr til at være ”for alle”. Den burde strammes op til igen kun at være for værdigt trængende. Alle andre burde trække sugerørene til sig og overgå til forskellige grader af brugerbetaling. Bedst var det, om det lod sig gøre at skrue velfærdsstaten ned til det moralske projekt, den var tænkt som: en smallere velfærdsstat, baseret på stikord som yde før nyde, objektive behovskriterier, ikke subjektive, værdigt trængende, bredere skuldre og sikkerhedsnet.

Men måske lader en rettighedsvelfærdsstat sig slet ikke reformere i et demokratisk system. Måske kan den kun falde sammen. Hvordan gøre noget tilstrækkeligt omfattende ved et system, som så mange lever af? Ikke bare dem på ren overførsel, men sagsbehandlerne, alle de projektansatte terapeuter og gud ved hvor mange hundredtusind andre. Der er mindst én i enhver familie, og alle har én stemme.

Det er ikke bare en blindgyde, det er en populistisk blindgyde.

Hvad gør de borgerlige partier ved den situation ud over at slikke sårene i skyggen? De har utallige interne udfordringer, en dysfunktionel familie med sammenbragte børn, plus et evigt uløst problem med en iboende modsætning mellem liberalisme og konservatisme.

De borgerlige partier ved godt, hvad problemet er – det er nemlig det, de er sat her for at løse. Men de ved også, at de aldrig vil vinde et valg med en politik, der handler om at skære ned og tage ydelser fra nogen. Ikke med mindre en økonomisk krise rammer hårdt som dengang i 1980’erne.

Uanset dette er det de borgerlige partiers utvetydige opgave at fastholde, at staten ikke er samfundet, borgernes indbyrdes relationer er samfundet, samt at genoprette tilliden til pligtkulturen og fremme det ordentlige, borgerlige menneske, ikke mindst i det herskende identitetsflimmer.

Det er måske hårdt arbejde, men ikke ligefrem et sisyfosprojekt.

Henrik Jensen (f. 1947) er historiker og forfatter til en række debatskabende bøger.



Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen