Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu er det mændenes tur til at få en plads i kampen for ligestilling

Det stereotype mandebillede med manden i rollen som den, der altid ønsker seksuel opmærksomhed, hersker mange steder. Det er på tide at få gjort op med det også.

Artiklens øverste billede
Hvis den nye samtykkelov forvaltes godt, kan det blive et skridt i den rigtige retning for begge køns ligestilling. Hvis den forvaltes skidt, kan den imidlertid skade mændenes ligestilling, mener Camilla-Dorthea Bundgaard. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

2020 var et år præget af fremgang for kønnenes ligestilling på flere måder. Lad os håbe, at stillingen står endnu mere lige, når vi er nået igennem 2021. Vi fik en ny voldtægtslovgivning. Selv om man kan frygte, at lovgivningen, hvis den forvaltes forkert, kan fælde uskyldige mænd eller udvande begrebet voldtægt, så har jeg overordnet positive forventninger til loven. Grundlæggende kan lovændringen føre til en kulturændring til gode for kvinder.

Den gamle voldtægtslovgivning krævede ikke, at kvinden samtykkede til sex. Nej, den krævede ligefrem, at der skulle være vold eller trusler til stede, førend man kunne dømmes for voldtægt. Derfor har vi set sager, hvor kvinder, der var helt passive eller havde nedsat bevidsthed, ikke kunne få deres voldtægtsmand dømt, fordi kvinderne ikke modsatte sig voldtægten aktivt. Det harmonerer imidlertid dårligt med, at de fleste voldtægtsofre fryser i situationen, hvor de bliver voldtaget – f.eks. fordi de som forsvarsmekanisme lukker ned for både hoved og krop, så det er, som om de slet ikke er til stede, eller fordi de måske har på fornemmelsen, at situationen kan eskalere, hvis de modsætter sig voldtægten.

Jeg synes, at det gik lidt for stille for sig, da en undersøgelse for HK fandt, at mange mænd var blevet udsat for sexchikane på jobbet.

Lad os håbe, at landets jurister og myndigheder formår at forvalte den nye lov efter dens hensigt og samtidig med et stærkt fokus på, at alle er lige for loven, og at skyld altid skal bevises og ikke blot modbevises. Hvis loven forvaltes godt, kan det blive et skridt i den rigtige retning for begge køns ligestilling. Hvis den forvaltes skidt – eventuelt efter offentligt pres – kan den imidlertid skade mændenes ligestilling. Jeg håber og tror på det første.

Sofie Linde fik for alvor MeToo-bolden til at rulle, og med den kom beretningerne om sexchikane og voldtægt i politik med EnBlandtOs-kampagnen og andre vigtige vidnesbyrd. Ingen kan længere være i tvivl om, at sexchikane og diskrimination finder sted i mange miljøer i Danmark. Der har været et utal af beretninger, som ikke lader sig affeje. Sandt er det ganske vist, at der også har været beretninger om sexchikane, som vi er mange der har insisteret på simpelthen ikke har en karakter, så begrebet overgreb er rimeligt at bruge om dem.

Men det, der er nyt og centralt, er, at petitesseberetningerne ikke længere fremstår som hovedsagen – det gør derimod de større overgreb. Hvis jeg imidlertid, helt stilfærdigt, må foreslå et fælles nytårsforsæt i den debat, så må det være, at vi husker også at tale om mændene i 2021.

Jeg synes, at det gik lidt for stille for sig, da en undersøgelse for HK fandt, at mange mænd var blevet udsat for sexchikane på jobbet, og da en overlæge samlede 100 vidnesbyrd ind fra mandlige læger om, hvad de udsættes for af kvinderne på deres arbejdsplads.

Tilbage i 2019 kunne flere fagforbund berette om, at det er svært at være den mand, der udsættes for sexchikane og anden uønsket opmærksomhed baseret på køn, fordi det stereotype mandebillede med manden i rollen som den, der altid ønsker sex og dermed seksuel opmærksomhed, hersker mange steder.

Man skal ikke være i tvivl om, at sexchikane kan være forsøg på at nedværdige et andet menneske. At sex og seksualitet kan bruges som redskab til nedværdigelse er imidlertid trist, da sex og seksualitet er så grundlæggende og almenmenneskelig en størrelse. Men det kan det altså. Og det skal ingen finde sig i, hverken mænd eller kvinder.

Camilla-Dorthea Bundgaard (f. 1982) er cand.ling.merc. og stud.theol. Hun beskæftiger sig med livet, som det udspiller sig mellem stat og stue og har debatteret flittigt i de etablerede medier siden 2010. Især er hun optaget af det moderne liv, velfærdsstatens tragik, åndslivet, køn og ligestilling. Generelt er hun uimponeret af tiden, vi lever i, men optimistisk på fremtidens vegne.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.