Muhammedtegningerne er hverken blasfemi eller kunst

I dag åbner Skovgaard Museet i Viborg en udstilling, som har fået usædvanligt megen medieomtale. Ikke på grund af, at man udstiller særligt spektakulære værker, men fordi man ikke gør det. Fravalget af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger fra september 2005 har påkaldt sig større opmærksomhed end museumsledelsen havde ønsket sig, for angiveligt blev tegningerne fravalgt af frygt for, at de ville løbe med hele opmærksomheden, hvis de blev en del af udstillingen. Det er da morsomt, for nu er det de fraværende tegninger mere end noget andet, der skaber omtale til udstillingen om ”blasfemisk kunst.” Museumsledelsen kunne såmænd have fravalgt tegningerne med en helt anden begrundelse, nemlig at tegningerne hverken er blasfemi eller kunst.

Nu har begrebet kunst som bekendt vide rammer, og hvis man som udstillingens hovednummer kan præsentere et plastickrucifiks i indholdet af en natpotte, må man igen konstatere kunstbegrebets rummelighed. Og så ovenikøbet skamløst lige ved siden af Viborg Domkirke. Jyllands-Postens tegninger har imidlertid fra avisens og tegnernes side aldrig været opfattet som kunstværker, men som journalistiske indslag i en aktuel debat. Men selvfølgelig kan journalistik også tangere det kunstneriske. Grænserne er også her flydende.

Hvad angår blasfemibegrebet, er vi på mere sikker juridisk grund, for her har vi nemlig både statsadvokatens og rigsadvokatens ord for, at der ikke er tale om blasfemi.

I efteråret 2005 meldte en række muslimske foreninger og sammenslutninger nemlig i fællesskab både Jyllands-Posten og tegnerne til politiet for blasfemi, og det førte til, at statsadvokaten i Viborg efter en meget grundig gennemgang og juridisk vurdering af hver enkelt tegning konkluderede, at der ikke var tale om blasfemi, som kunne føre til tiltale og dom efter den gældende blasfemiparagraf i straffeloven. Det var muslimerne ikke tilfredse med, så de brokkede sig til Rigsadvokaten og fik samme svar. Der var ikke tale om blasfemi.

Det slog de sig ikke til tåls med, så nu mente de sig fornærmede i en sådan grad, at der var tale om injurier. Mod samtlige 1,3 milliarder muslimer i hele verden, som en storskrydende repræsentant for de muslimske trossamfund pustede sig op til at hævde at repræsentere.

Injuriesøgsmål er undergivet privat påtale, så her kunne de uden at spørge anklagemyndigheden ulejlige både byretten i Aarhus og Vestre Landsret, som: Surprise – vurderede, at der heller ikke var tale om injurier. Men så var det, at de drog udenlands med løgnagtige historier, som blandt andet omfattede et fransk byfestbillede af en mand med en grisetryne af pap, med en påstand om, at det var sådan, man i Danmark fremstillede den hellige profet.

Det er alt sammen velkendt, og det er alt sammen historie. Ikke desto mindre kan vi nu 12 år efter (helt nøjagtigt faktisk, det var den 30. september, tegningerne blev offentliggjort) også i den danske debat konstatere, at hukommelsen er kort. Blandt andet er det stadig almindelig medieovertro, at formålet med tegningerne var at provokere muslimerne.

Provokationen kom den modsatte vej. En af hovedgrundene til det journalistiske projekt var, at kunstgalleriet Tate Britain i London havde fjernet et kunstværk, hvori indgik et eksemplar af Koranen. Af frygt for voldelige muslimske reaktioner. Var denne frygt også til stede i dansk presse? Det var det, projektet gik ud på at undersøge. Hvad den måske var, er den i hvert fald med sikkerhed nu.

Kunst eller ej. Blasfemi eller ej.

.