Syv marmorkirker lagt sammen er vel også en slags madspild

Hvad er højest – Rundetårn eller et tordenskrald? Det plejer man at spørge om, når det usammenlignelige sammenlignes, for der findes intet svar på det absurde spørgsmål. I samme absurde ende kunne man spørge, hvad er størst, Marmorkirken eller danskernes madspild? Umiddelbart også usammenlignelige størrelser. Og så alligevel ikke, for nogen har regnet ud, at den imposante kirke i det indre København vejer 100.000 ton, og danskernes årlige madspild udgør 715.000 ton. Syv marmorkirker stillet oven på hinanden fylder immervæk lidt i landskabet.

Og billederne fortsætter. Danskernes madspild udgør 9.730 indkøbsvogne fyldt til randen hver dag året rundt. I den industrialiserede verden er madspildet på ca. 40 pct. Det er det også i den ikkeindustrialiserede verden, men der foregår spildet først og fremmest i produktionsleddet i form af fejlslagen høst, dårlig infrastruktur osv., og det er jo en lidt anden historie.

Forbrugerne, altså husholdningerne, og detailleddet er med henholdsvis 260.000 og 163.000 ton de absolut største syndere herhjemme. 60.000 ton smides ud i servicesektoren, 29.000 ton fra hoteller og restauranter og 31.000 ton fra institutioner og storkøkkener. Endelig er der et årligt madspild i primærproduktionen på 100.000 ton om året og 133.000 ton i fødevareindustrien.

Den gode historie er, at de danske husholdningers madspild faldt med 14.000 ton fra 2011 til 2017, hvor ovenstående tal stammer fra, så man kan håbe, at det er faldet yderligere siden. Men der smides stadig alt for meget mad ud. Det vurderes, at madspildet årligt koster de danske husholdninger 13,5 mia. kr. eller godt og vel 20 pct. af danskernes samlede udgifter til mad. Madspildet kunne dagligt brødføde en mio. danskere, og det bliver kun endnu mere grotesk, i og med vi har EU’s højeste fødevarepriser.

I en verden, hvor der allerede er kamp om ressourcerne, er det grotesk, at der smides så meget mad ud. Når vi uden at blinke smider 20 pct. af det, vi køber, ud, er vi blevet ukristeligt rige i en verden, hvor der stadig er millioner, der sulter. Det er selvfølgelig svært at rette op på, for selv om man har et halvt franskbrød til overs, kan det være vanskeligt at få det sendt til Bangladesh.

Alligevel skal der gøres noget, og det bliver der heldigvis også. F.eks. har virksomheden To Good To Go de seneste år haft stor succes med via en app på smartphonen og en hjemmeside at samle en lang række fødevarebutikker under sig – senest meldte Netto sig i sidste uge – som så typisk en gang om ugen samler en række varer, der nærmer sig bedst før-datoen, i lykkeposer, som så kan erhverves til stærkt nedsatte priser.

Det vil næppe fjerne danskernes madspild og kan ikke stå alene, men det er et skridt i den rigtige retning. Det reducerer madspildet i detailleddet, og man kan håbe, at det samtidig kan være med til at bevidstgøre forbrugerne en smule mere om deres vaner og tendens til at købe alt for meget, fordi det er der, er billigt og i store mængder. At købe lidt mindre, lidt mere lokalt og udsøgt, vil i det store regnskab måske vise sig at være en fordel, selv om der ikke er gule skilte på.

På den anden side kan man også frygte, at danskerne flokkes om To Good To Go-lykkeposerne, fordi de er der og er billige, hvorefter en del af det alligevel ender i skraldespanden.

For hvem går af vejen for et godt tilbud? Som regel ikke danskerne.