MeToo har brudt forsvarets barrikader ned. Nu tager flere ansvaret alvorligt

P1 brægede igen semi-breaking ud fra bilens højttalere forleden. Historien om Donald Trumps hyldest af sine tilhængere, som i Texas var kørt op på siden af en demokratisk kampagnebus og havde tvunget den til at sænke hastigheden på motorvejen, fik mig til at zappe videre, indtil jeg endte på lyden af Radio Soft. John Lennon. Ah.

2020 har været lidt af et ”annus horribilis” med alt for mange breaking bad news. Der er for tiden sådan et opgivende blik i folks øjne, synes jeg. Og når jeg selv kigger mig i spejlet om morgenen, skal jeg lige minde mig selv om alt det gode, der jo også er. For medierne – både de etablerede og de sociale – gør det ikke. Af samme grund er jeg begyndt at læse ”Verdens Bedste Nyheder” regelmæssigt. Det er et velgørende plaster på såret. Luften letter i London, og antallet af blåhvaler stiger. Ah.

Tager jeg mine kønsbriller på og kaster blikket lidt bagud, ser jeg store ligestillingshistoriske milepæle i forlængelse af et par år, hvor både voldtægtskulturen, seksuel chikane og fænomener som hævnporno har været til debat. Samtykkeloven blev en realitet 1. september, og samtidig skyllede MeToo-bølgen ind over Danmark med Sofie Linde i spidsen. MeToo har – hvordan man end ser på sagen – allerede markeret et klart før og efter i dansk kønshistorie.

Og jeg bider for tiden mærke i, at MeToo-revolutionens voldsomme breaking-bølger er ved at blive afløst af en ny vandstand. Før var det langt overvejende for skamfuldt og ikke mindst omkostningsfuldt at træde frem og fortælle om sexisme og sexchikane. Det er stadig meget svært, men nu sker det faktisk – af den simple grund, at man kan forvente at blive taget alvorligt. MeToo er vokset fra græsrodsniveau til en strukturel bevægelse, hvor alle grene af samfundet er med. MeToo er gået fra breaking til flowing.

Kommentarspor har glødet – og det har ikke været lige kønt alt sammen. Debatten har været polariseret mellem generationer, køn og politiske overbevisninger – og splittet grupper, som ellers kunne forventes at stå sammen.

Hidtil har det været sådan, at rigtig mange kvinder har haft en MeToo-historie – ja, også mig. Men samtidig har det været forsvindende få mænd, som har erkendt, at de er nogens MeToo-historie – eller: At de selv har været udsat. Men nu begynder breaking-bølgen altså at flade ud i flere nuancer og flere stemmer. Der er flere, der tager ansvar i stedet for at gå i forsvar. Og jeg tror, der gælder det samme princip for krænkerne som for de krænkede: Sårbarhed bliver taget alvorligt nu.

Vi ser et brud med forestillingen om, at det kun er kvinder, der krænkes seksuelt. I en undersøgelse blandt HK’s medlemmer angiver 28,2 pct. af mændene at have været udsat for seksuelt krænkende adfærd på jobbet. Der er en særlig overset udfordring i forhold til mænd, der udsættes for sexchikane, fordi netop sårbarheden ved at stå frem har været særlig svær at træde ind i som mand.

Og i fredags så vi den første mand i dansk toppolitik træde frem og sætte ord på episoder, hvor han har udvist dårlig dømmekraft over for kvinder. Venstres nordjyske gruppeformand, Karsten Lauritzen, er en rollemodel. Han vidner om, at tiden er moden til at se kritisk på klassiske kønsrollers påvirkning i magtrelationer. Flere mænd reflekterer nu åbent om, at de pludselig kan se ting klart, som de ikke var bevidste om før. De ser, at hele kulturen omkring det klassiske mandefællesskab har stimuleret bestemte forestillinger – som f.eks., at ”nej” betyder ”prøv lidt hårdere”.

Vi taler faktisk om det nu. Ah.