Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Astrid Lindgrens univers får vores hjerter til at banke i takt

I børnenes bøger kan vi genopdage, hvor befriende det er at være komplet åben og ikke vide – eller skulle vide – alt.

Artiklens øverste billede
Astrid Lindgrens personunivers taler til børn, men i allerhøjeste grad også til voksne. Arkivfoto: Klaus Gottfredsen/Polfoto

For mig er noget af det bedste ved forældreskabet aftenens godnatlæsning. Det er dog knald eller fald, om mine seksårige tvillinger vælger en bog i reolen, som jeg godt gider – eller en, som jeg ikke gider.

”Guinness Rekordbog” er en, jeg virkelig ikke gider. Det er noget andet, når vi sammen følger livets gang hos Villads fra Valby eller Ivan Olsen (aka ”Gummi-Tarzan”) – så er jeg mindst lige så godt underholdt som ungerne.

Men når vi læser bøger af Astrid Lindgren, sker der ofte noget andet med mig – og med os.

Død, krig og ondskab findes i verden, og det ved børn godt. Mens jeg læser, tænker jeg på, at det er os voksne, der har godt af at blive mindet om det.

Mens jeg læser, mærker jeg en dyb og fortættet stemning i vores fælles symbiotiske læsekrop. ”Brødrene Løvehjerte”, ”Rasmus på farten”, ”Emil fra Lønneberg”, ”Ronja Røverdatter”, ”Pippi Langstrømpe”.

Jeg har fuld forbindelse til børnene, der ligger med deres hoveder helt ind til mit. Jeg kan næsten høre deres små hjerner knirke, mens de behandler fortællingernes mange lag og skaber forbindelser og forståelse mellem ord, de kender, og ord, de aldrig før har hørt.

Det er stor litteratur, som nok er skrevet til børn, men som alligevel er helt umulig at placere entydigt i kategori.

Lindgren mestrer at få os til at se på verden (og på os selv) med barnets øjne, og vi mærker gennem Ronja, Emil, Pippi og alle de andre, hvor befriende det er at være komplet åben og ikke vide – eller skulle vide – alt.

Lindgrens bøger kan gribe og røre selv de mest forstokkede voksne – og de er så tidløse, at jeg ikke tvivler på, at de stadig vil blive læst mange år ud i fremtiden.

Mens jeg læser Lindgrens store ord – ideologiske, filosofiske ord – skæver jeg ned på børnenes ansigter. Deres øjne er store, deres munde åbne, men stille.

Kan de håndtere, når Jonatan dør i et fald fra en brændende bygning for at redde sin syge bror – at høre om lille Tvebak, der efterlades alene tilbage? Og kan de falde i søvn, når nu den onde ridder Tengil lige koldblodigt har myrdet en modstandsmand i Nangijala?

Ja, det kan de godt. For død, krig og ondskab findes i verden, og det ved børn godt. Mens jeg læser, tænker jeg på, at det er os voksne, der har godt af at blive mindet om det.

At få det synliggjort, så vi kan italesætte det – ikke bare over for vores børn, men over for os selv.

Børn er åbne, og de spørger. De spørger klogt. Når vi ligger under dynen efter læsningen, spørger de, hvor vi ”ægte” kommer hen, når vi dør, og de spørger, hvorfor man ”har opfundet” krig.

Vi voksne skal også huske at stille spørgsmål til det allermest selvfølgelige, og vi skal huske barndommens befriende åbenhed. Som Pippi siger, da hun konstaterer, at skolen ikke er noget for hende: »For megen lærdom kan knække selv den friskeste!«

Og Pippi – ja, hun er et helt kapitel for sig.

Jeg kunne skrive evige spalter om, hvordan hendes figur er en allegori over kvindefrigørelsen, hvordan fortællingen om verdens stærkeste pige har påvirket debatten om børns rettigheder og om ytringsfrihed – og om, hvordan Pippi på så mange planer er en kronjuvel i vores nordiske kulturhistorie. Men her er ikke plads.

I stedet må jeg nøjes med denne håbløst naive anbefaling af Astrid Lindgrens forfatterskab – som et gensyn eller som en ny rejse.

Og når åbenheden og modet svigter, så følg den geniale devise fra Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Långstrump:

»Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!«

Julie Rokkjær Birch (f. 1983) er direktør for Kvindemuseet i Danmark, som ligger i Aarhus. Hun er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og kunsthistorie. Hun er optaget af, hvordan kunst og kultur – og museer i særdeleshed – kan være drivkraft til at gøre en reel forskel i samfundet. Hun har et normkritisk verdenssyn, og hun gør en dyd ud af at pege på vanetænkning og selvfølgeligheder, særligt i forhold til køn. Hun arbejder for at skabe en kvalificerende platform for den levende debat om køn, krop og seksualitet, og hun har det standpunkt, at ligestilling er for alle.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.