Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Barsel til far er en ret – ikke en tvang

Kvindekamp er mandekamp, mandekamp er kvindekamp. Det er på tide at forstå, at vi er gensidigt forbundne, og at alle har noget at vinde.

Artiklens øverste billede
Kronik 0803 19 Ligestilling, Ligeløn,. Løngab, mænd, kvinder, køn, barsel, bestyrelse, ansætte,

»Har vi fået børnepenge?« spørger min mand, da vi sidder bøjet over familiens finanser en søndag aften. Jeg tjekker, og ja, det har vi. Børneydelsen går nemlig ind på min konto, for ifølge loven om udbetaling af børne- og ungeydelse skal den udbetales til barnets mor.

Politikere har over en bred kam været opmærksomme på denne manglende ligestilling mellem mor og far, og sidste år blev der indgået en ny aftale, som sikrer, at ydelsen fra 2020 deles op og udbetales ligeligt til forældrene. For med rettigheder følger også bestemte forventninger – både til kvinder og mænd – og en deraf afledt samfundsudvikling, hvor kønnenes roller tegnes hårdt op.

Eller sagt på en anden måde: Hvis børnetilskud kun udbetales til mor, giver det en forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der den dag i dag står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed.

At fordele børnepengene er et godt eksempel på en strukturel ændring, som kan skabe en ny kultur – og en reel social forandring. En anden lavthængende ligestillingsfrugt er barselslovgivningen, som i dag understøtter, at mødre anses for den primære forælder, der tager 90 pct. af orloven.

Tag fravær af far i barselsperioden alvorligt, tag det kønsopdelte arbejdsmarked alvorligt, tag fravær af kvinder i ledelse alvorligt. Tag retorikken alvorligt.

Men i stedet for at kalde det øremærket barsel til mænd, så lad os kalde det, hvad det er: Her er tale om en ret til fædre – ikke en tvang. En ret, der giver mænd mulighed for at blive ligestillede som forældre; en ret, der vil give kvinder bedre vilkår på arbejdsmarkedet; en ret, der giver børn nære relationer med begge forældre – og en ret, der øger Danmarks udbud af kandidater til nogle af de mest krævende stillinger i samfundet.

I Danmark har vi en ligestillingslov, og formelt og juridisk er vi et af de mest ligestillede lande i verden. Men forskning viser, at formel ligestilling ikke nødvendigvis rykker ved adfærd og normer, det vil sige: den reelle ligestilling. Det gør til gengæld strukturelle ændringer og vores italesættelse af kønnenes vilkår og rettigheder.

Ord, retorik og symbolik er endda særdeles betydningsfulde parametre at orientere sig imod, når vi taler ligestilling. Det er for længst blevet tid til at slå en ny tone an og skabe en ny fælles fortælling i ligestillingsdebatten. For det er vores fortællinger, der skaber vores virkelighed. Mænds historiske modstand og fravær i fortællingen om ligestilling skyldes, at de har haft mindst at vinde. Men tiderne er skiftet, og vi har brug for en ny fortælling. Vi kan starte med at skrotte ordet ligestillingskamp (som let kan blive udtryk for en kamp mellem kønnene) eller i det mindste gøre kampen til en fælles bestræbelse mod en bedre fremtid.

Ligestilling kommer ikke af sig selv. Samtlige af vores nordiske naboer har gjort indsatser for at skabe et ligestillet arbejdsmarked, herunder fædres ret til barsel, da det er en katalysator for forandring i samfundet såvel som i hjemmet. Tag fravær af far i barselsperioden alvorligt, tag det kønsopdelte arbejdsmarked alvorligt, tag fravær af kvinder i ledelse alvorligt. Tag retorikken alvorligt. Engang lød det: Kvindekamp er klassekamp, klassekamp er kvindekamp. Men i dag kommer vi ingen vegne, hvis ikke alle køn forstår, hvordan deres positioner i samfundet er gensidigt forbundne, og hvad der er at vinde – for alle. Kvindekamp er mandekamp og mandekamp er kvindekamp.

Julie Rokkjær Birch (f. 1983) er direktør for Kvindemuseet i Danmark, som ligger i Aarhus. Hun er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og kunsthistorie. Hun er optaget af, hvordan kunst og kultur – og museer i særdeleshed – kan være drivkraft til at gøre en reel forskel i samfundet. Hun har et normkritisk verdenssyn, og hun gør en dyd ud af at pege på vanetænkning og selvfølgeligheder, særligt i forhold til køn. Hun arbejder for at skabe en kvalificerende platform for den levende debat om køn, krop og seksualitet, og hun har det standpunkt, at ligestilling er for alle.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.