Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kunst i det offentlige rum skal bryde hverdagslivet

Vi bør spørge os selv, om vi virkelig kun vil have populær kunst, vandland og torvehaller på byernes offentlige pladser.

Artiklens øverste billede
Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

Efter flere rådmænds årelange forsøg på at skrotte skulpturen, er det nu en realitet: Elisabeth Toubros værk ”Torvenes Brøndsløjfe” – bedre kendt som ”Vanddragen” – bliver efter 15 år på Store Torv i Aarhus kørt på depot til oktober. Den ses ofte fuld af legende børn, men vandskulpturen er tilsyneladende upopulær. Måske kan den blive opført et andet sted i byen, lyder det til Jyllands-Posten fra rådmand Bünyamin Simsek.

Sammen med de forretningsdrivende og restauranter på torvet er der skabt en ny plan, som blev fremlagt den 11. juni. Små, grønne træer og den slags springvand, som vi kender fra havnefronten og utallige stor- og provinsbyer. Grønt og hyggeligt, utvivlsomt. Men der mangler noget.

Før jeg kommer sådan rigtigt til sagen, lad mig da først fortælle to historier:

Der var engang en skulptur. Den forestillede en lille, tynd kvinde, der stod på en lille vogn. Skulpturen hed ”Kvinde på Kærre” og blev i 1966 indkøbt til Holstebro by for 210.000 kr. Værket var skabt af Alberto Giacometti og fik folk til at ryste på hovederne. Aaaalt for mange penge havde kommunen brugt på det bette skravl, sagde man. Men efter nogen tid kom de nu til at holde af den lille kvinde, og de gav hende endda et kælenavn: ”Maren å æ Wogn”.

Og så var der også engang et ikke helt almindeligt springvand. Ved Albertslund Station blev kunstværket ”Scenarie” opført i 2008. Et springvand udformet som et grotesk badeværelsesscenarie, hvor vandet løber over, mens en bronzeafstøbning af kunstneren (danske Peter Land) selv sidder skrækslagen i badekarret. Et badeværelse er noget velkendt og hjemligt, men her fremstod det urovækkende og fremmed. Det var der mange, der ikke brød sig om – og to måneder efter indvielsen huggede nogen hovedet af manden i badekarret. Nogen kunne lide værket, andre syntes, det var grimt. Peter Land sagde: giv det tid – og det gjorde de. I dag er skulpturen et elsket vartegn.

Kunst er en fantastisk størrelse, der kan få os til at undre os og se verden omkring os på nye måder. Og kunst i det offentlige rum evner det helt særlige at skabe brud i de hverdagsrum, vi færdes i. Og det kan vække store følelser, hvis bruddet på det velkendte er særligt markant. Min pointe er, at kunstneriske forstyrrelser, opbrud, forundring – ja, ligefrem oprør er vigtige elementer. Det bidrager alt sammen til fællesskabets selvforståelse. Og selv (måske især) det mest upopulære kan med tiden vise sig at være det, der holder længst og skaber størst værdi.

Den nye plan vil gentænke bylivet med fokus på mere ophold, udeservering og rum til hverdagsliv. Og det er godt. Men planen glemmer det pirrende brud med netop hverdagslivet og omgivelserne – og de oplevelser, tanker og snakke, der kan udspringe herfra. Planen glemmer og fortrænger kunsten. Toubros værk er stedsspecifikt – i sin form og indhold forholder det sig til Domkirkens ornamenter og til torvets proportioner. Det vil slet ikke give mening at sætte værket et andet sted. Og hvis man fjerner ”Vanddragen” pga. byens udvikling, hvilke andre skulpturer står da for skud næste gang?

Det er en sørgelig amputeret skæbne, der venter ”Vanddragen”. Måske ender den i Solbjerg, hvor foreningen Kunst i Solbjerg har vist interesse, måske kommer den ned på Aarhus Ø, eller måske kommer den aldrig ud af depotet igen.

Tja. Måske skulle man overveje at lade smagsdommeriet ligge, lade værket blive og stå distancen. Byg bare vandland og grønne oaser rundt omkring den – der er plads nok. Vi bør om ikke andet spørge os selv, om ikke det simpelthen er mere fremsynet at lade ”Vanddragen” forblive i aarhushistorien som et særkende for Store Torv og Domkirken. Upopulær eller ej.

Julie Rokkjær Birch (f. 1983) er direktør for Kvindemuseet i Danmark, som ligger i Aarhus. Hun er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og kunsthistorie. Hun er optaget af, hvordan kunst og kultur – og museer i særdeleshed – kan være drivkraft til at gøre en reel forskel i samfundet. Hun har et normkritisk verdenssyn, og hun gør en dyd ud af at pege på vanetænkning og selvfølgeligheder, særligt i forhold til køn. Hun arbejder for at skabe en kvalificerende platform for den levende debat om køn, krop og seksualitet, og hun har det standpunkt, at ligestilling er for alle.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen