Vi må ikke overse, at ligestillingsindsatsen også indbefatter mænd

På Kvindemuseet i Aarhus hænger en platte i udstillingen. Ubetydelig af udseende, men for mig en juvel. På platten står der: »5. juni 1915. Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse.« På platten er desuden billeder af Christian X og tretten af de mandlige politikere, der havde medvirket til, at kvindernes valgret blev stemt igennem.

Denne hyldest til mændene, der ”gav kvinden ligestilling” giver mig et smil på læben, men den minder mig også dagligt om, at intet kommer af sig selv. Og at kønnenes ligestilling kræver fælles, aktiv indsats fra alle køn. Vores demokratis historie er ung, og den politiske ligestilling har været et langt, sejt træk. Op gennem 1800-tallet påpegede aktive kvinder og progressive mænd, at politisk medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status. Efter grundlovsændringen kom første rigsdagsvalg i 1918. Da var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister – og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. Først ved valgene i 1970’erne voksede antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er 37 pct. af folketingspolitikerne kvinder.

Når man står midt i nuet og ser bagklogt tilbage på historiens udvikling, er det let at være kæphøj og forherlige sin egen tid. Og i Danmark betragter vi generelt vores land med stolthed som moderne, progressivt og frisindet. Det billede, tror jeg, står stærkt i folks bevidsthed. I hvert fald hører jeg ofte suk og kommentarer som ”slap af, vi har jo ligestilling”, hvis jeg påtaler uligheder i dagens Danmark. Jeg forstår det godt. Det er irriterende at blive mindet om det, der stadig halter. Vi er nået rigtig langt – men vi er der ikke endnu, og faktisk står vi på mange områder helt stille eller går ligefrem tilbage. Problematikker omkring køn og ligestilling bliver usynlige og vokser, hvis vi ikke taler om dem – og hvis vi ikke taler om dem, så kan vi ikke handle på dem. Det kan være givende at se på sin egen tid med et nøgternt helikopterblik – som om man betragter en anden historisk periode:

Ud af de 1.600 største danske virksomheder har de 800 ingen kvinder i bestyrelsen. Andelen af kvinder i bestyrelser og direktioner er henholdsvis 19 pct. og 14,8 pct. (Danmarks Statistik). Det placerer Danmark i en bundplacering blandt OECD-landene på området. Danmark arbejder ikke som i f.eks. Sverige, Norge og Island for, at mænd og kvinder deler forældreopgaven. I de andre nordiske lande har fædre op til 12 ugers barsel reserveret specielt til dem. Som forventet tager disse fædre derfor mere barsel, end de gjorde før, til gavn for både mænd, kvinder og børn. Danmark bliver dog inden for nogle år pålagt at øremærke barsel til fædre, efter at EU-Parlamentet og EU’s medlemslande i januar 2019 blev enige om, at der fremover skal øremærkes to måneders barselsorlov til hver forælder.

Vi må ikke overse, at ligestillingsindsatsen også indbefatter mænd. Der mangler fokus på nogle af de udfordrende kønsbetingede situationer for mænd. Mænd er f.eks. underrepræsenterede på de videregående uddannelser, og selvom de ganske vist er i overtal på toppen af samfundet, er det også mændene, som fylder mest på bunden. Kriminalitet og vold begås oftest af mænd, tre gange så mange mænd som kvinder begår selvmord, også tre gange så mange bliver hjemløse, og mere end dobbelt så mange mænd som kvinder ender i misbrug.

Køn er en faktor i vores samfund. Grundlovsdag er der igen folketingsvalg i Danmark. 36 pct. af alle kandidater til folketingsvalget er kvinder. Jeg ville ønske, der var flere – for der er brug for fælles indsats.